Kvartfinaleserien mellem Esbjerg Energy og Odense Bulldogs lever endnu og i morgen fredag kl.19.30 spilles den altafgørende kamp 7 i Spar Nord Arena i Odense.

- Det var en god kamp tirsdag aften. Spillerne holdt ”snuden i sporet” og gjorde det nødvendige for at holde vores sæson i live. Sommerferien blev udsat. Så det var en dejlig oplevelse at stå i boksen, når både indsatsen og resultatet var som ønsket, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy efter at have sovet på kamp 6.

- I kampens start lignede meget ellers de første kampe med en stærkt spillende Fredrik Bergvik i Odenses mål. Vi spillede godt, producerede gode muligheder, men vi måtte arbejde for at få hul på Odenses defensiv. Kredit til dem. Men spillerne fandt vejen og de vigtige returpucke gik vores vej. Så første del af missionen er lykkedes for os. Vi vandt kamp 6. Nu mangler kamp 7.

Esbjerg Energy vandt tirsdagens kamp 6, der blev spillet i Granly Hockey Arena med 5-1 efter tre scoringer af Oliver Kjær og en enkelt fra Gordie Ballhorn og Andreas Grundtvig. Med sejren har begge mandskaber nu vundet tre kampe i kvartfinaleserien.

- Nu står vi overfor det mest spændende i sport. Kamp 7 i slutspillet. Der er spillet seks tætte kampe og intet er afgjort endnu. Efter kamp 7 er det tabende hold ude af kampen om mesterskabet. Vinderne er videre i dysten om guldhjelmene. En kamp, måske en detalje, afgør det hele. Det er helt specielt at være en del af.

- Før kamp 6 var min opgave at skabe forandring og puste ny energi ind på holdet. Vi fik ikke i det nødvendige omfang færdiggjort tingene i de fem første kampe. Derfor valgte jeg ”at ryste posen” og ændre i kæderne. Vi havde brug for at skærpe vores mindset. Det er jeg glad for lykkedes for os, fortsætter Energy-coachen.

Aalborg Pirates, Herning Blue Fox og SønderjyskE er klar til semifinalerne. Odense Bulldogs og Esbjerg Energy skal kæmpe om den sidste plads. I semifinaleserien mod grundspilsvinderne fra Aalborg Pirates.

- Jeg forventer en tæt og intens kamp mod Odense. En kamp som de foregående seks i serien mod ”Bulldogs”. Alle ved, hvad der er på spil i kampen. Det handler om den fortsatte rolle i mesterskabskampen. Ingen vil på sommerferie nu.

- Alle ved, hvilke kvaliteter modstanderen har, og ingen er i tvivl om, hvad der skal til for at vinde. Der bliver skruet en smule ekstra op og marginalerne bliver endnu mindre. For alle er sultne og vil videre til semifinalerne. Ingen vil give sig, så vi håber på support fra medrejsende fans. De kan gøre en forskel, slutter Jason Jaspers. 

Foto: Niels Husted


Salgs- og Eventmedarbejder søges GOALSHOW: SE MÅLENE fra Esbjerg-Odense