I morgen tirsdag kl. 19.00 er der igen hockey i Granly Hockey Arena, når Herning Blue Fox udfordrer Esbjerg Energy i Metal Ligaen.

- Det bliver svært. I Herning har de et fantastisk hold, med masser af dybde, talent og med mange kompetencer. Alle kampe i ligaen er svære, men denne kamp bliver sværere end de fleste, for vi møder et tophold som er formstærkt og ikke har tabt i lang tid, konstaterer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Men alt er muligt og alle slår alle i Metal Ligaen. Husk bare på Rødovres 4-3 sejr i Aalborg fredag aften. Vi må erkende, at vi står i en vanskelig situation, men vi skal altid spille for en sejr. Vi møder et hold, der kører på alle motorens cylindere. De har scoret masser af point, men vi spiller hjemme, så målet er uforandret. Tre point.

Herning Blue Fox har vundet de fem seneste kampe og sikret 14 ud af 15 mulige point. Midtjyderne har spillet 27 kampe og er noteret for 59 point. Esbjerg Energy har også spillet 27 kampe, er noteret for 40 point og har hentet 8 af 15 mulige point i de seneste fem kampe.

- Vi skal fortsætte det arbejde, som holdet har leveret på det seneste. Og jeg vil gerne give alle kredit for det arbejde, som holdet har ydet på det seneste. Alle har spillet mange minutter, og mange på uvante positioner. Og jeg er helt bevidst om, at den slags slider.

- Man kan sige, at vi beder mange om meget. Holdet har kæmpet og arbejdet, som fx sidst i Hørsholm, hvor vi sejrede mod Rungsted. Planen var, at vi gerne ville have Mathias Seldrup, til ”at stjæle” sejren og de tre point. Men da vi satte os i bussen sent fredag aften var det med en følelse af, at sejren var fortjent og at vi ikke stjal pointene, men fortjente dem, understreger Energy-coachen.

Esbjerg Energy hentede holdets fjerde sejr mod Rungsted Seier Capital i denne sæson, da vestjyderne på fremmed is besejrede nordsjællænderne med 5-3. Anderledes vanskeligt har det været mod Herning Blue Fox, der vandt de to holds tre første kampe med 3-1, 4-2 og 4-2. 

- Den situation, som vi står i, med mange skader, har også sine fordele. Spilletiden og ansvaret speeder udviklingen op, ikke mindst hos vores yngste spillere. Og 1. divisionsspillerne træder ind og får erfaringer, som vi egentligt ikke troede vi ville kunne give dem. Det er fantastisk med den mulighed, selv om vi gerne havde været skaderne foruden.

- Og jeg er stolt over, at vi kunne tage fra Nordsjælland og fortjene sejren med alle de afbud. Oliver Kjær måtte udgå derovre, men vi endte med ikke bare at tage sejren, men også fortjene den. Pointene kan ingen tage fra os og mange spillere vokser, så vi tager det med fra kampene, som vi kan, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


Skadesplagede Esbjerg overraskede Herning og tog tre point Tæt kamp om midterplaceringerne!