Den 26-årige esbjergensiske forward Henrik Mærsk er også Energy-spiller i den kommende sæson. Og han er allerede i gang med forberedelserne:

- Jeg glæder mig til den kommende sæson og er helt klar. Jeg har udviklet mig som spiller, men jeg er klar til at kæmpe for mere spilletid og for mere ansvar. For jeg er helt sikker på, at jeg har meget mere at byde ind med, end jeg fik vist i den sidste sæson, forklarer Henrik Mærsk.

- Hvis man som spiller skal udvikle sig, kræver det tillid og tid på isen. Det vil jeg rigtigt gerne arbejde for at gøre mig fortjent til. Ishockey er en holdsport og derfor er det min opgave at hjælpe holdet bedst muligt. Det er min klare personlige ambition i den kommende sæson.

Henrik Mærsk har spillet hele karrieren i hjembyen Esbjerg med undtagelse af tre sæsoner hvor han spillede i den svenske række HockeyEttan. I alt har den solide vestjyde spillet 278 kampe i Metal Ligaen, hvor det er blevet til 12 scoringer og i alt 21 point. I HockeyEttan har ”Mærsk” spillet 107 kampe, scoret 22 gange og er noteret for i alt 43 point.

- Forberedelsen til en sæson er vigtig, og Henriks blev påvirket af en drilsk skade, som påvirkede hans fysik. Skaden helede langsomt og det påvirkede i høj grad den første del af sidste sæson. Men han fortsatte og skal have stor ros for den anden del af sæsonen. Her så vi en helt anden ”Mærsk” og det skal han have ros for, fortæller cheftræner Jason Jaspers:

- Henrik er en kraftfuld og fysisk powerforward med et godt skud. Han er ”sulten” og hverken tilfreds med den spilletid, han fik, eller med indsatsen. Han bliver en vigtig brik i næste sæson, hvor vi både kan drage fordel af hans fysik, spillemæssige kvaliteter og som rollemodel for unge spillere.

Henrik Mærsk kan se tilbage på to danske mesterskaber og et enkelt sæt sølvmedaljer. Samtidigt kan den sympatiske vestjyde se tilbage på ti kampe i Champions Hockey League.

- Kontinuitet og et højt bundniveau er vigtigt i moderne eliteidræt. Det er også et område, som jeg ønsker at forbedre mig på. Lykkes det, udløser det sikkert tillid hos trænerteamet og den tillid giver så forhåbentlig ekstra spilletid   Derfor er det vigtigt for mig, forklarer den 182 cm høje wing.

- I disse uger er vi hockeyspillere i gang med at bygge på fysisk. Men jeg glæder mig til at kunne snøre skøjterne til den kommende sæson. Her er det personlige mål at øge antallet af spilleminutter og gøre mig fortjent til trænerteamets tillid. Og så vil vi gerne have endnu et mesterskab, slutter Henrik Mærsk.  

Foto: Niels Husted


MINDEORD Dorthe Skoven Kristensen #6 Mikkel Rask er klar til en ny sæson i Energy-trøjen