Esbjerg hentede fredag aften en solid sejr på 3-0 hjemme mod et tandløst og uinspireret Rungsted-mandskab, som ikke fik meget til at fungere på Vestkysten denne fredag. For tomme tribuner strålede især Esbjergs David Madsen og Niklas Andersen, som også begge noterede sig for en scoring. Lynhurtig kamp, afviklet på blot en time og 53 minutter.

Esbjerg Energy – Rungsted Seier Capital 3–0 (0-0, 2-0, 1-0)

Esbjerg hentede fredag aften en solid sejr på 3-0 hjemme mod et tandløst og uinspireret Rungsted-mandskab, som ikke fik meget til at fungere på Vestkysten denne fredag. For tomme tribuner strålede især Esbjergs David Madsen og Niklas Andersen, som også begge noterede sig for en scoring. Lynhurtig kamp, afviklet på blot en time og 53 minutter.

Stille aften i Granly Hockey Arena, hvor man, som følge af corona-situationen, afviklede aftenens kamp mellem Esbjerg og Rungsted for tomme tribuner. Derfor var der selvsagt ikke megen atmosfære i hallen på Vestkysten denne aften.

Alt efter hvordan resultaterne ville arte sig i de sidste to spillerunder, så ville Esbjerg maksimalt kunne presse sig op på 6. pladsen, mens Rungsted i teorien stadig kunne nå den 3. plads, som SønderjyskE sad på forud for aftenens kampe.

Esbjerg hentede seneste en sejr med hjem fra Aalborg efter overtid, mens Rungsted tog et enkelt point hjemme mod Herning, der stak af med sejren efter en straffeslagsafgørelse.

Til aftenens kamp måtte Esbjerg undvære Zach Pochiro, Christian Wejse, Grayson Downing og Kasper Krog, mens Rungsted stillede uden Juuso Pulli, Frederik Høgh-Jørgensen, T.J. Moore og Anders Poulsen.

Målmandsduellen stod mellem Mathias Seldrup og Thomas Lillie.

Lynhurtig første periode uden scoringer

Om det var fordi der ingen tilskuere var på lægterne skal være usagt, men første periode blev afviklet på rekordtid. Der var således meget få spilstop og kampens åbningsperiode blev da også afviklet på blot 22 minutter.

Der var dog langt imellem de åbne chancer i første periode, hvor et forsøg fra Joachim Holten Møller i det andet minut var tætteste man kom på en scoring i kampens indledning.

Esbjerg fik dog overtaget kampens momentum minuttet efter, hvor Valdemar Ahlberg sled sig igennem den nordsjællandske defensiv og fremprovokerede kampens første udvisning til gæsternes Oscar Schulze.

I power playet der fulgte i kølvandet på Rungsted-udvisningen, blev det til en enkelt gedigen mulighed til vestjydernes Niklas Andersen, der tog sagen i egen hånd og gik forbi et par Rungsted-spillere, inden det nærgående forsøg sneg sig forbi fjerneste opstander.

Netop som man rundede periodens halvvejsmærke fik gæsternes Mattias Persson testet Seldrup i Esbjerg-målet og var i to omgange tæt på at overliste værternes keeper.

Ellers var billedet i den sidste del af perioden det, at Esbjerg var mest på pucken og ved flere lejligheder var i kontrol, og havde en god del etableret spil i gæsternes zone. Det var dog for lidt vestjyderne fik ud af overtaget og perioden sluttede altså målløs. Skudstatistikken på den relativt jævne åbningsperiode sagde 11-9 i værternes favør.

Vestjysk overtag og fortjent føring

Da Jason DeSantis, efter kun 15 sekunders spil, sendte et brag af et slagskud lige forbi mål, var det et forvarsel til Rungsted, om et solidt vestjysk overtag i anden periode. Værterne kom således rigtigt godt ud til anden periode og leverede en fin og tempofyldt omgang ishockey.

Efter fire minutters spil var også Jannik Christensen tæt på for værterne, da han sendte et projektil lige over mål. Men det blev ved lige ved og næsten for vestjyderne, der dog stadig sad solidt på kampen.

Fire minutter senere kom forløsningen så for hjemmeholdet. Niklas Andersen bragte således Esbjerg på 1-0, da han med et kort aftræk sendte et håndledsskud yderligt ind bag Lillie ved fjerneste stolpe. Scoringen kom efter længere tids massivt Esbjerg-pres og Rungsted tog konsekvensen, og udbad sig øjeblikkeligt en timeout.

Timeout’en havde da også effekt, men den skulle vise sig meget kortvarig. Gæsterne satte sig vel på spillet i noget der lignede halvandet minut, inden Esbjerg igen overtog kampens momentum helt og aldeles.

Værterne havde også let spil, da Rungsted stod alt for stille og tilmed var meget passive i egen zone. Esbjergs overtag kastede en ny power play-mulighed af sig efter 15 minutter, da William Boysen måtte til afkøling for en slashing.

Esbjerg rullede overtalsformationerne ud og præsterede tilmed ganske poleret power play-spil, uden dog at få skabt den afgørende åbning.

Det skulle dog alligevel lykkedes for Esbjerg, at udbygge føringen mod periodens slutning, da David Madsen, i øvrigt en af vestjydernes bedste på dagen, på fornem vis gjorde det til 2-0 syv sekunder før pausesignalet lød. Madsen modtog pucken i høj fart, skar ind foran mål og lagde den køligt ind under Lillie.

Esbjerg dermed oppe med to forud for tredje periode. Dette efter 40 minutters ishockey, hvor det ikke havde været let at se, at det teknisk set var Rungsted, der havde mest på spil.

Pistilli lukkede kampen efter fin detalje

Tredje periode var kun 39 sekunder gammel, da Esbjerg synes at lukke kampen. Fra en position bag mål var det Brett Welychka der fandt Matt Pistilli, som stod helt umarkeret foran Lillies mål. Her tøvede Esbjerg kaptajnen ikke, da han resolut sendte pucken i kassen til 3-0.

Det blev herefter til en kortvarig Rungsted-opblomstring, men selvom gæsterne sad på det meste af spillet i små ti minutter, så førte det ikke de store målchancer med dig. Og når man endelig kom helt ind på mål, så tog en veloplagt Seldrup dygtigt fra i Esbjerg-buret.

Ikke meget dramatik denne aften, hvor spillerne – i stedet for et håndtryk – kunne give hinanden en lags high-five med handsker på allerede kl. 20:53. Usædvanligt hurtigt afviklet kamp.

Esbjerg Energy kårede #23 David Madsen til kampens spiller.


VIDEO: Højdepunkter fra Esbjerg-Rungsted Corona-situationen: LIGAMØDE KLOKKEN 14, udmelding hurtigst muligt derefter