Grundspilsvinderen møder nummer otte - og så fremdeles, når vi når frem til denne sæsons playoff. Ligaforeningen har taget beslutningen her kort inden sæsonstart

Siden sæsonen 2003/04 har det - med enkelte undtagelser - været muligt for det bedst placerede mandskab i grundspillet at vælge modstander blandt de fire nederste hold.

En enkelt gang - i 2009/10 - var der kun otte hold i ligaen, og det betød, at man gik over til to kvartfinalepuljer i slutspillet. Et par år forinden agerede ligaen med et opdelt mellemspil, hvor de to øverstplacerede kunne vælge mellem seedet 7 og 8.

"Valget" har altid været en smertefuld proces for trænere og spillere, som ikke har brudt sig om processen. Todd Bjorkstrand sagde engang til undertegnede, at han er "traditionalist" og foretrak 1-8, 2-7 osv.

Til gengæld har valgprocessen mange gange været ganske underholdende og skabt gode gætterier blandt fansene og spænding på sidste spilledag.

Men nu er det slut.

Ligaklubberne har definitivt besluttet, at det er slut med "valgaften". Det fortæller ligachef Kim Pedersen efter gårsdagens møde i Ligaforeningen.

- Klubdirektørerne har lyttet til deres bagland, og er blevet enige om, at det er tid til at prøve noget nyt - eller en traditionel metode, om man vil. Så nu møder nummer 1 nummer 8, 2-7, 3-6 og 4-5. Vi er spændte, hvordan det fungerer og evaluerer naturligvis grundigt efter sæsonen, siger Kim Pedersen.

I semifinalerne mødes det bedst seedede hold efter kvartfinalerne med det dårligst seedede mandskab. De to tilbageværende hold parres derefter med hinanden. 


En hård kamp: Hvem skal have den 35. guldfløjte? Metal Ligaens fan-panel: Herning-mand glæder sig til det "russiske køleskab"