Målmanden bliver i det vestjyske

Det er ikke en kæmpe overraskelse, men Esbjerg Energy har nu forlænget kontrakten med målmand Mathias Seldrup, der sammen med Kasper Krog skal danne målmandsduo med Kasper Krog i den kommende sæson. 

– At forlænge aftalen med Esbjerg var bare det rigtige for mig. Trænerteamet har tildelt mig spilletid og derigennem vist mig tillid. Nu har de valgt at satse på mig som førstemålmand og det virker som et naturligt næste skridt i min udvikling, forklarer Mathias Seldrup.

Når man som ung målmand skal udvikle sig, er spilletiden og tilliden en forudsætning for at kunne fortsætte udviklingen. I Esbjerg har man generelt været dygtige til at udvikle spillere og jeg synes, at jeg kan se tilbage på en stor udvikling i de tre sæsoner jeg har været her, så jeg glæder mig til flere kampe i Metal Ligaen.

Også assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy glæder sig over det fortsatte samarbejde:

– Vi føler, at Mathias i Esbjerg har mulighed for at fortsætte den udvikling, han har gennemgået i de tre seneste sæsoner. Både Mathias og holdet kan forbedre indsatsen i forhold til den forgangne sæson, og Mathias arbejder hårdt på at gøre tingene endnu bedre. På denne årstid er der fokus på den fysiske del, hvor kroppen bl.a. gennem træning forberedes på den kommende sæson, siger han. 

– Samtidig er Mathias en god mand at have i omklædningsrummet. Han bidrager med godt humør og en konstruktiv og positiv tilgang, når
tingene bliver svære. Det er en god egenskab kombineret med den gode arbejdsmoral, lyder det fra Dresler.

Mathias Seldrup kom til Esbjerg i sommeren 2016 og har repræsenteret Energy i de tre seneste sæsoner. Den unge midtjyde er noteret for 99 Metal Liga-kampe i den gule Energy-trøje, og har spillet seks kampe i Champions Hockey League. Energy-keeperen kan glæde sig over en sølvmedalje og en guldhjelm.

– Det bliver spændende at skulle arbejde sammen med Kasper Krog, som er ny målmand i Esbjerg. Han er en dygtig målmand og så ser jeg samtidigt frem til rollen som førstemålmand. Jeg kan lide ansvaret og har store forventninger til hertil, fastslår den 22-årige Seldrup.

Den altid hårdt arbejdende Mathias Seldrup er næsten to år ældre end nytilkomne Kasper Krog, som skal forsøge at fravriste den etablerede Energy-keeper spilletid.


Gustav Green fortsætter endnu en sæson i Rungsted Herlev henter svensk back i Allsvenskan