Esbjerg Energy har til aften, muligheden for at revanchere tirsdagens overtidsnederlag til Frederikshavn White Hawks, når esbjergenserne kl. 20.15 gæster Bitcoin Arena og Rungsted Seier Capital i Hørsholm.

- I trænerteamet har vi talt om, at tirsdagskampen kan kaldes ”de brændte chancers kamp”. Vi havde alle muligheder, og der var absolut ingen grund til at invitere Frederikshavn ind i en kamp, hvor vi var så overlegne. Det er frustrerende at tabe en kamp, hvor vi havde så mange muligheder, forklarer assistenttræner Jan Jensen fra Esbjerg Energy.

Esbjerg Energy tabte tirsdagskampen med 5-4 efter næsten fire minutters spil i fjerde periode. Grayson Downing blev dobbelt vestjysk målscorer. Craig Puffer og Phillip Schultz scorede hver et mål.

- Omvendt kan vi trods alt glæde os over flere ting. Vi glæder os over, at vi ”fandt vejen” og kom tilbage i kampen, selv om vi midt i 3. periode var bagud med 4-1. Samtidigt er der grund til at bemærke, at vi scorer tre mål i powerplay, så der er flere ting, som vi kan tage med videre, fortsætter Energy-assistenten.

Rungsted Seier Capital har i denne måned imponeret i Champions Hockey League, hvor det er blevet til to overtidssejre mod Ukrainske Donetsk og et enkelt point i østrigske Klagenfurt.

- Det bliver spændende for os at kunne måle os med Rungsted. De er ikke alene forsvarende danske mestre, men de har også imponeret i Champions Hockey League. Det bliver en udfordring for os at spille på deres hjemmebane, men vi glæder os.

- Og så har Rungsted formået at præstere uden tre nøglespillere. Nichlas Hardt, Matthias Persson og Henrik Hetta er alle store profiler, men vi må se hvem der bliver klar. Samtidigt må vi konstatere, at ingen er usårlige. Rungsted tabte tirsdag 4-1 til Herlev Eagles, så vi har fokus på vores muligheder og tror på at vi kan levere en god præstation, forklarer den 45-årige assistent. 

Rungsted Seier Capital er efter to kampe noteret for to point i Metal Ligaen. Esbjerg Energy har spillet tre kampe og har kunnet sætte fem point ind ”på kontoen”.

- Vi har selvfølgeligt forberedt os på kampen. Vi ser video, noterer os detaljer og skaber en game-plan, som vi implementerer sammen med spillerne. Vi har fokus på os selv og de ting vi kan påvirke, og vil gerne have ryddet nogle af vore fejl væk, for dem skal vi ikke forære Rungsted, slutter Jan Jensen.

Foto: Niels Husted


VIDEO: Højdepunkter fra Rungsted-Esbjerg #23 David Madsen frikendt efter matchstraf