Den kommende weekend kan blive stor for Esbjerg Energy når holdet i morgen kl. 20.00 deltager ved Final 4-stævnet i Gigantium i Aalborg hvor ”Pirates” er arrangør.

- Final 4 konceptet er nyt for mig, men også et spændende bekendtskab. Begejstring og engagement smitter og omgivelsernes begejstring for Final 4 har også smittet mig. Det er stort for organisationen, det er stort for samarbejdspartnerne og medierne, det er stort for fans og spillere, og det er også stort for mig, fortæller Jason Jaspers, cheftræner i Esbjerg Energy.

- Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg er vokset op i en ishockeykultur, hvor playoff er nummer et og over alt andet, og sådan er det også i Danmark. Men Final 4 er nummer to når vi taler titler, så det bliver spændende at møde de fire stærkeste hold i Danmark.

Rungsted Seier Capital, Aalborg Pirates, SønderjyskE og Esbjerg Energy deltager i stævnet, der afvikles fra imorgen og med finale lørdag kl. 18.30.

- Vi fik ikke den bedste optakt til Final 4-stævnet, da vi tirsdag aften tabte til Rødovre på udebane. Rødovre spillede en god kamp og gav mere end os. De var mere klar til at yde det der skal til, så vi har i de seneste dage kigget hinanden i øjnene og mindet hinanden om, hvad der skal til, understreger Jason Jaspers.

- Vi havde grund til at ærgre os, og vi har lært af kampen derovre. Lad det være en reminder om, at vi skal yde vores bedste, hvis vi ønsker at vinde. Men vi ved, at vi har et stort potentiale og kan gå hele vejen, bare vi er klar til at yde vort bedste.

Esbjerg Energy tabte tirsdag aften 3-1 i Rødovre Centrum Arena. Jannik Christensen scorede det enlige mål for Esbjerg. En kamp hvor Jordan Smotherman og Shawn O’Donnell debuterede for Esbjerg Energy.

- Jeg er tilfreds med deres debut. Jeg kender som bekendt Jordan Smotherman fra min tid i Tyskland og han bekræftede hvad jeg vidste om ham. Shawn O’Donnell fik også en fin debut, og skal nok gøre gavn. Nu skal de bare inkorporeres på holdet, fortsætter den 39-årige canadier.

Esbjerg Energy har i denne sæson haft et godt tag på fredagens modstander Aalborg Pirates, som blev besejret to gange i sidste weekend.

- Nu glæder jeg mig til semifinalen i morgen mod Aalborg. Afslutningen af den seneste kamp søndag lover godt. Det var intenst og vi trak igen det længste strå mod dem. Vi har nu arbejdet på at rette fejlene fra tirsdagskampen, så det bliver spændende i weekenden, slutter Jason Jaspers. 

 

 


Vi skal videre og fokus er på aftenens kamp METAL FINAL4: Husk at tilmelde dig som virtuel tilskuer!