Kampstart 19:30 i Bentax Isarena

Det her er jo et topopgør, og det er ikke noget, vi har været til de seneste sæsoner, når Odense Bulldogs har været involveret. Men sikke en fin start, fynboerne har fået.

Tirsdag aften arbejdede Odense Bulldogs sig til tre point i kampen mod SønderjyskE, og det man først og fremmest lagde mærke til hos fynboerne var det hidsige skøjteløb, som spillerne leverede gennem 60 minutter.

Fynboerne holdt simpelthen ikke op med at arbejde. Det gjorde de heller ikke sidste sæson, men forskellen er, at Pelle Svensson i denne sæson har mere spillemæssig kvalitet at råde over. Og målmand Evan Cowley har gjort det fremragende i to kampe.

Men er det nok mod det stjernebesatte Aalborg-hold, der i den grad har materiale til at trykke modstanderen i bund. Aalborg er et angrebshold, der spiller fremad, men kan det koste mod et omstillingshold som Odense, der har hurtige og kloge folk som Yannick Vedel og Lukas Lundvald til at vende spillet? 

Spændende om fynboerne kan udfordre Aalborg mere end Herlev, for det var ifølge bulletinerne fra Aalborg mere eller mindre envejstrafik for en uge siden i Bentax Isarena.

Historikken: Odense snuppede to point i sidste sæsons sidste indbyrdes kamp. Det var i Bentax Isarena. Men forinden havde Aalborg vundet otte indbyrdes opgør på stribe. 25-2 i point i de sidste ni kampe giver Aalborg et mentalt overtag. 

Statistikken: 62 redninger har Evan Cowley leveret hidtil i den her sæson for Odense. I aften skal han nok få lejlighed til igen at vise sig frem. Aalborg-træner Garth Murray fordelte spilletiden jævnt i sidste uge mod Herlev, og mon ikke han igen ruller på med fire kæder i aften?

Duellen: Cole Candella har vist sig som en solid forstærkning på Odenses blå linje, og han noterer sig for masser af spilletid for Bulldogs. Han får sit at se til mod Thomas Spelling, der vil mere ind i kampen, end det var tilfældet mod Herlev, hvor vi kun så Aalborg-stjernen i glimt.

Det forventer vi: Aalborg kommer med fart, tryk og humør mod Odense, som formentlig kommer til at forsvare den hjem det første kvarter. Spørgsmålet er, om fynboerne overlever trykket, der kommer fra Pirates.

Skader/karantæner: Odense kørte med fuldt hold mod SønderjyskE - bortset fra Jakob Wittendorf - og der blev ikke noteret udfald. Aalborg har Jeppe Jul Korsgaard og Marcus Pedersen siddende ude med skader. 


I bussen med...Thomas Søndergaard OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital