Odense sejrede fredag aften i den første bronzekamp. Dette efter en sand målfest på egen is. Selvom vestjyderne to gange i opgøret var oppe med to, så måtte gæsterne i sidste ende se sig slået med 6-5, da Mikko Virtanen afgjorde kampen til fynboernes fordel 56 sekunder før slutsignalet.

Odense Bulldogs – Esbjerg Energy 6–5 (0-2, 3-0, 3-3)

Odense sejrede fredag aften i den første bronzekamp. Dette efter en sand målfest på egen is. Selvom vestjyderne to gange i opgøret var oppe med to, så måtte gæsterne i sidste ende se sig slået med 6-5, da Mikko Virtanen afgjorde kampen til fynboernes fordel 56 sekunder før slutsignalet.

Den første af i alt to bronzekampe blev fredag aften afviklet i Odense, hvor Bulldogs på egen is tog imod Esbjerg.

Fynboerne stillede til opgøret uden Rasmus Simonsen, mens gæsterne måtte undvære Ryker Killins, Travis Brown, Kale Kerbashian, Andreas Grundtvig og Henrik Mærsk Clausen.

Målmandduellen stod mellem Same Perhonen og Eamon McAdam.

Esbjerg tog føringen i chancerig og underholdende åbningsperiode

Der var fuld damp på kedlerne fra første faceoff. Odense kom godt fra start, men spillet bølgede generelt frem og tilbage. Et godt eksempel herpå fik man efter tre minutter, hvor Odense tegnede sig for en glimrende mulighed i Esbjergs zone men missede, hvorefter Esbjerg hurtigt slog kontra. Via Simon Grønvaldt endte pucken hos Craig Puffer, der fra udkanten af faceoff-cirklen effektivt sendte skiven op i målhjørnet til 0-1.

Værterne fik mulighed for at slå tilbage minuttet efter, da Felix Scheel måtte til afkøling for en tripping. Odense kunne derfor rulle overtalsformationerne. Men Esbjerg arbejdede godt i box play og gjorde det svært for værterne at få koordineret overtalsspillet, hvor man savnede rytme og opfindsomhed. Det blev dog til en enkelt chance til Mark Auk, der kom til afslutning nogenlunde midt i slottet. Forsøget forvoldte dog ikke McAdam de store problemer inde i Esbjerg-målet.

Netop som Felix Scheel atter entrerede isen vendte Esbjerg spillet og få sekunder senere havde Phillip Schultz sat netop Felix Scheel op til afslutning ved fjerneste stolpe, hvor Perhonen dog afviste på flotteste vis for fynboerne.

Efter syv minutters spil blev publikum vidne til en fornem detalje, da Grayson Downing fordoblede vestjydernes føring. Downing gik bag mål, hvor han med baghånden brugte bagsiden af målrammen som bande, vendte rundt om sig selv og i samme moment snød Anton Schou fuldstændigt, hvorefter han skar ind foran mål og slyngede pucken op i målhjørnet. Elegant scoring og høj klasse af Downing, der dermed havde leveret kampens flotteste detalje.

Odense havde dog på ingen måde stemplet ud af opgøret. Fynboerne fik skabt en del målchancer og vandt også skudstatistikken i åbningsperioden med 10-7. Efter 11 minutter var Jonatan Tanus på spil i Esbjergs zone, hvor kan fik sendt en giftig pasning ind foran mål. Men som det også var tilfældet minuttet efter, hvor Mikko Virtanen forsøgte sig med en styring, så manglede hjemmeholdet den fornødne skarphed i afslutningsøjeblikket.

Gunars Skvorcovs tegnede sig for to nærgående forsøg, netop som man rundede et kvarter, men McAdam var på sin plads i Esbjerg-målet og sikrede, at der fortsat stod 0-2 på tavlen forud for anden periode.

Odense vendte kampen i stærk anden periode

Gorm Topholt fik raget en udvisning til sig kort før pausesignalet og Esbjerg kunne altså dermed starte anden periode i overtal. Med tålmodigt og enkelt overtalsspil kom Esbjerg frem til et par afslutninger ved Oliver Kjær og Juuso Walli, uden at det lykkedes at passere Perhonen i målet.

Kort tid efter at fynboerne igen var blevet fuldtallige lykkedes det for hjemmeholdet at få reduceret til 1-2, da Topi Piipponen gled ind i Esbjergs zone, tog sagen i egen hånd og sendte et hurtigt og veleksekveret håndledsskud ind bag McAdam fra en position midt i slottet.

Odense havde nu det klare momentum i kampen og der gik da heller ikke lang tid, før Henry Hardarson var tæt på at udligne. Tæt under mål fik den hårdtarbejdende forward dog sendt pucken lige forbi opstanderen.

Efter syv minutters spil var det så Radek Cip og Gunars Skvorcovs, der på elegant vis kombinerede sig igennem Esbjergs defensiv tæt under mål. I sidste ende fik McAdam dog fisket pucken til sig.

Esbjerg Phillip Schultz har generelt leveret et stærkt slutspil for vestjyderne og også denne aften i Odense sled han godt for Esbjerg. Efter ni minutter blev netop Phillip Schultz sat op til afslutning af Søren Nielsen og efter 12 minutter havde selvsamme Schultz muligheden på et break away-forsøg. Men desværre for Esbjerg, så brændte Schultz begge chancer.

Det skulle vise sig kostbart senere i perioden, hvor et nu ganske veloplagt fynsk mandskab formåede at vende kampen på hovedet i løbet af mindre end tre minutter. Først var det igen Topi Piipponen der var på spil, da han med en scoring, som på mange måder mindede om hans første i opgøret, kunne bringe balance i regnskabet. Igen agerede Topi Piipponen på egen hånd i Esbjergs zone, da et håndledsskud blev sendt ind bag McAdam, der ikke så helt godt ud i forbindelse med den scoring.

Mindre end tre minutter senere tog Odense så deres første føring i kampen, da fjerdekæden på fornem vis kombinerede sig igennem sprækkerne i de vestjyske forsvarsværker. Gorm Topholt og Philip Andre Rafnsson støbte kuglerne for Lukas Bach Nielsen, der rundede McAdam og køligt lagde pucken fladt i mål til 3-2. Et virkeligt flot og gennemspillet mål af hjemmeholdet, der var kommet ud med et helt andet udtryk til de midterste 20 minutter, end hvad man så igennem det meste af åbningsperioden.

Esbjergs Craig Puffer kom frem til en stor chance tæt under mål i det 17. minut, hvor han blev nedlagt på ulovlig vis af værternes Jonatan Tanus, der måtte til afkøling for en slashing. Udvisningen til trods, så blev der dog ikke scoret mere i anden periode. Det gjorde der til gengæld i tredje!

Odense-comeback og seks mål i vanvittig tredje periode

Der var dømt skydetelt nærmest fra første færd i tredje periode, hvor afslutningerne fløj om ørerne på de to keepere. Der var masser af chancer i begge ender og man skulle da heller ikke vente i mere end et par minutter, før scoringerne begyndte at rulle ind.

Phillip Schultz viste glimrende overblik og satte Valdemar Ahlberg op til afslutning midt for mål. Ahlberg havde i situationen masser af tid og plads og han svigtede da heller ikke, da han fra en position midt i slottet sikkert udlignede til 3-3 for vestjyderne.

Efter en kortvarig stillingskrig på otte minutter kom der for alvor gang i løjerne omkring periodens halvvejsmærke, hvor det blev til hele tre mål i løbet af blot 32 sekunder.

Først var det Esbjergs amerikanske back Jeff King, der tog sagen i egen hånd, førte pucken frem over isen fra egen zone og igennem midtzonen, inden han tog et træk ind i banen og sendte et håndledsskud op over skulderen på Perhonen til 3-4.

23 sekunder senere bragte Esbjerg sig foran med 3-5. Simon Grønvaldt fandt Felix Scheel omkring værternes blue line, hvor to Odense-spiller gik til Scheel samtidigt. Scheel kunne derfor med en snedig baghåndspasning og ryggen til spillet spille en umarkeret Craig Puffer helt fri lige foran Odense-målet. Puffer svigtede ikke og nettede for anden gang i kampen.

Glæden skulle dog vise dig endog meget kortvarig i Esbjerg-lejren, der kun ni sekunder senere kunne se Odense svare igen. Umiddelbart efter faceoff’en i midtzonen var det Esbjergs Jannik Christensen, der ikke fik ekspederet pucken væk lige foran eget mål, hvorfor Gunars Skvorcovs ganske ubesværet kunne reducere til 4-5.

Et par minutter senere blev der så atter bragt balance i regnskabet, da Lukas Bach Nielsen blev den tredje spiller i kampen med to scoringer. I situationen omkring målet snød han Jannik Christensen i Esbjerg-forsvaret og glidende på sine knæ fik han på flotteste vis alligevel løftet skiven op over McAdams skulder til 5-5.

56 sekunder før slutsignalet faldt så afgørelsen, da Mikko Virtanen med et veleksekveret og velplaceret slagskud gjorde det til 6-5 fra en position højt i slottet.

Odense er altså dermed oppe med et enkelt mål forud for returkampen i morgen. Her kan Esbjerg sikre sig bronzemedaljerne med en sejr på to mål eller mere, mens et uafgjort resultat vil være tilstrækkeligt for Odense. Klogere herpå bliver vi lørdag fra kl. 15, hvor Esbjerg tager imod til returopgøret hjemme i Granly Hockey Arena.


Odense vandt igen og snuppede bronzemedaljerne Sæsonens sidste to kampe