Ganske glimrende match i Kvik Hockey Arena blev afgjort i straffeslag

Aftenens tilskuere kunne se et Blue Fox-hold som startede i en mere offensive udgave end tilfældet var i fredagens sejr ude over SønderjyskE. Gæsterne, der i kraft af Champions Hockey League allerede har mødt hård modstand, fulgte trop og det gav en bølgende start på opgøret.

Lucas Andersen var tæt på at åbne ballet med en afslutning efter det lange hjørne, og for hjemmeholdet havde Brodie Dupont en god chance tæt under mål.

Mens Rungsted havde mest held med det etablerede pres lukrerede Ben Coopers tropper på omstillingerne, og Cameron Brace viste fart i skøjterne, men vinklen blev for spids for canadieren.

Simon Nielsen stod en rigtig flot kamp i Frøs Arena senest, og den tidligere landsholdsmålmand havde også flere flotte aktioner i første periode. Med lidt mindre end 7 minutter tilbage af perioden måtte han dog fiske pucken ud af nettet.

En fræk detalje af Mario Lucia, der med skøjten sendte Nikolaj Rosenthal afsted i en kontra, blev sikkert afsluttet af TJ Moore til 0-1 uden chance for Nielsen i Herning-målet.

Herning skulle dog ikke bruge mere end et par sekunder på at sætte udligningen. Morten Poulsen var først tæt på at skrabe pucken forbi Thomas Lillie, men han fandt istedet en helt blank Rasmus Nielsen der viste samme træfsikkerhed som Moore havde gjort sekunder forinden.

Måltavlen vist således 1-1 efter en tempomæssig flot periode der mod slutningen godt kunne have budt på endnu en midtjysk scoring.

Det omvendte scenarie

Brodie Dupont var tæt ved at kickstarte gæsterne i anden periode da han hovedløst spillede William Boysen helt fri, og heldet var i den grad med værterne da pucken klingede rent på stolpen.

Rævenes defensiv kom yderligere under pres da hjemmeholdet fik en udvisning, men gæsterne blev holdt fint fra fadet af en aggresiv midtjysk boks.

Cameron Brace burde i stedet have udnyttet et breakaway, men det virkede ikke som om han selv troede på forsøget mellem benene på Lillie.

Der var noget mere bid i afslutningen fra Morten Poulsen få minutter senere. Kristoffer Astorp lagde en fiks droppasning som førstnævnte resolut svirpede op i det fjerneste målhjørne.

2-1 blev dog hurtigt vekslet til 2-2. Rasmus Nielsen tabte pucken da han ville drible ud af egen zone, og Marcus Olsson var ikke sen til at sige tak og passerede Nielsen med baghånden af to omgange.

Da Blue Fox kort efter igen måtte en tur i undertal opstod en kuriøs situation. Pucken blev clearet direkte ned i modsatte endebande, og Thomas Lillie kunne se pucken springe ud bag ham, og drog et lettelsens suk da han akkurat ikke fik skubbet den i eget mål.

Trængsle tider for Herning i disse minutter, da også Jan Dalecky måtte i straffeboksen. Mattias Persson og Nikolaj Rosenthal orkestrede powerplayet, der dog alligevel fik lavet en ”russer-pasning” for meget, og stillingen forblev derfor lige inden tredje periode.

Manglende kynisme udsatte afgørelsen

 Endnu en periode og endnu en livlig start. Markus Jensen og Kristoffer Astorp spillede ping-pong, men en sand feberredning fra Lillie holdt sidstnævnte fra fadet.

Cameron Brace jagtede ihærdigt sin første officielle scoring for Blue Fox, men han mangler stadig den sidste skarphed hvilket blafren i sidenettet kunne bevidne.

Rungsteds kreativitet i offensiv zone havde voldt rævenens defensiv store problemer, og den tendens fortsatte i tredje periode. Ofte var det kun marginaler der manglede før pucken kunne lægges i tomt mål, men det var omvendt også mangel på kynisme hos Erik Hjalmarssons hvidklædte drenge.

Mattias Persson slap afsted og hårdt presset bagfra formåede han alligevel at passere Simon Nielsen, men endnu engang stod stolpen i vejen. Rasmus Nielsen måtte dog tage plads i straffeboksen efter situationen og nyt nøglemoment i kampen.

Blue Fox klarede på ny frisag, men skulle også bruge en stor redning fra Simon Nielsen da holdene spillede fire mod fire. Det blev vekslet til midtjysk powerplay som dog var uden kreativitet, men havde ineffektiviteten til fælles med gæsterne.

Som en naturlig forlængelse heraf faldt afgørelsen først efter overtid. Brodie Dupont tog plads i straffeboksen, men han kunne alligevel se Nicolai Weichel have afgørelsen på bladet. Mod sine gamle holdkammerater blev backen dog den lille efter ny flot redning af Lillie.

Det evigt underholdende tre mod tre format kastede flere store chancer af sig, men først efter straffeslag lykkedes det Blue Fox at sikre sig bonuspointet, da Markus Jensen som den eneste undnyttede sit forsøg.


Skinnars matchvinder: Herlev vendte og vandt mod Esbjerg Double-Daugulis: Odense sejrede 2-1 i lokalbraget