”Altmuligmanden” og klubikonet Sune Hjulmand vil også i den kommende sæson være en del af Metal Liga-mandskabet hos Esbjerg Energy.

- Sune Hjulmand er jo ikke typen, der falder i øjnene, når man efter en sæson kigger på topscorerlisten. Men han byder altid ind med meget, når arbejdet på og omkring isen skal gøres. Han arbejder altid stenhårdt og er vital for holdet, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Den 32-årige vestjyde har spillet 16 sæsoner for Esbjerg i Metal Ligaen, hvor det i alt er blevet til 705 kampe, 70 scoringer og en samlet point-score på 190 point. Sune Hjulmand kan glæde sig over to danske mesterskaber, en sølv- og en bronzemedalje.

- Det er altid dejligt med et klubikon, som Sune. Det er vigtigt internt i truppen, og det er let for omgivelserne at forholde sig til. Der kan ikke siges nok, om Sunes betydning internt i truppen. Og fansene elsker ham, fortsætter den 40-årige canadier.

Den 180 cm høje centerspiller er ikke alene blevet benyttet på favoritpositionen, men fungerede senest som back, da Energy-mandskabet i sidste sæson blev ramt af en række skader blandt backerne.

- Sune er lidt som en schweizerkniv, med dens mange funktioner. Han har mange roller og kan benyttes til mange forskellige ting. Han er en dygtig center, og udførte et godt og uvurderligt stykke arbejde som back i slutspillet. Men også i eksempelvis undertalsspillet er han uovertruffen. Han er vores penalty killer no. 1., understreger Energy-chefen.

Sune Hjulmand debuterede tilbage i sæsonen 2005/2006 og har siden repræsenteret fødebyen i landets fornemste ishockeyrække. Han har spillet Champions Hockey League og spillet slutrunder for både U18- og U20-landsholdene. I 2008/2009 var han kaptajn for U20-landsholdet og fungerede i en årrække som kaptajn hos Esbjerg Energy.

- Sune har altid haft en seriøs tilgang til sin ishockey og har derfor passet godt på sig selv og sin krop. Det er en fordel, når man har passeret de 30 år. Han er en sand ”prof”, der dygtigt formidler sine erfaringer til holdet.

- Alle spillere er vigtige når spillerne indgår i det store puslespil, der kaldes et hold. Men nogle brikker er vigtigere end andre, når helheden skabes, og Sune er en af dem. Derfor glæder jeg mig, til endnu en sæson med ham, slutter Jason Jaspers.

Ovenstående er på betingelse af godkendelse fra DIU´s Licensudvalg.

Foto: Niels Husted


GENÅBNING: FANSENE PÅ VEJ TILBAGE I HALLERNE Oscar Schulze er ny back hos Energy