I dag kl. 18.00 tager Esbjerg Energy imod SønderjyskE på hjemmebanen Granly Hockey Arena i et af Metal Ligaens klassiske lokalopgør. Det sker efter vestjyderne i sidste weekend sikrede sig fem ud af seks mulige point mod Herning og Herlev.

- Vi spillede godt i hjemmekampen mod Herning fredag aften. Det var generelt en god hockeykamp, men vi tog for mange udvisninger, og den slags koster, Indtrykket var, at vi var bedst i spillet fem mod fem, så vi har talt om de beslutninger spillerne tager og disciplinen på holdet, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Kale Kerbashian scorede to gange for Esbjerg mod midtjyderne. Felix Scheel og Jannik Christensen hver en gang i en kamp, som Kerbashian afgjorde efter 3 minutter og 25 sekunders spil i fjerde periode.

- I Herlev måtte vi indkassere otte tominutters udvisninger. Det gav Herlev en mulighed for at spille med i kampen, men igen var vi bedre fem mod fem. Så meget bedre, at der ikke burde kunne have været spænding om resultatet, så også her var der grund til at have fokus på disciplinen og udvisningerne, fortsætter Energy-coachen.

I Herlev blev Felix Scheel dobbelt målscorer. Rasmus Bjerrum, Craig Puffer og Søren Nielsen nettede hver én gang.

- Lige nu er pointene vigtige i forhold til en plads til årets Final 4-stævne. Men vi ved også, at der i forbindelse med mesterskabet ikke er tale om en kort sprint men snarere om en maraton med mange kampe. Her vil vi opleve succes og begå fejl.

- Så er det vigtigt at glæde sig over succes, men også at ”få armene ned igen”. Omvendt må skuffelserne ikke sætte sig. Vi skal videre, have hovedet op og brystet frem. Så spændingsniveauet skal helst ikke variere for meget. I stedet skal fokus og koncentrationen holdes, forklarer den 40-årige canadier. 

Esbjerg Energy har efter ni kampe 15 point. SønderjyskE har spillet otte og er noteret for 12 point.

- Kampene mod SønderjyskE er altid svære kampe. Placeringerne i tabellen betyder sjældent ret meget, for der er tale om derby-kampe eller lokalopgør med alt hvad det indebærer af intensitet på og udenfor isen. Ingen vil tabe, og alle vil gøre deres bedste.

- Det er altid godt at spille hjemme i de vante omgivelser og med et tændt hjemmepublikum. Vi har spillet en kamp i Vojens, så nu er det vores tur til at have hjemmebanefordelene. Men mange ting influerer på resultat, så det bliver under alle omstændigheder svært, slutter Jason Jaspers.

Foto: Niels Husted


SønderjyskE nedlagde Esbjerg på godt et minut VIDEO: Højdepunkter fra Herlev-Esbjerg