Esbjerg Energy henter den 25-årige amerikansk/canadiske back Jeffrey King til Metal Ligaen i den kommende sæson.

- Vi har hentet en bevægelig og skøjtestærk back til Esbjerg. På de store europæiske baner er et stærkt skøjteløb en forudsætning for at kunne opnå succes. Jeff har samtidig erfaring med til Danmark efter tre hele sæsoner i ECHL og en enkelt i slovakisk ishockey så han ved, hvad der kræves, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Jeffrey King har spillet 180 kampe i ECHL, hvor det er blevet til 17 scoringer og i alt 66 point. I den seneste sæson spillede den kommende Energy-back 23 kampe, scorede to mål og blev i alt noteret for ni point i den slovakiske Tipos Extraliga.

- I Slovakiet spillede Jeff King med forwarden Grayson Downing i HC Detva. Vi ved, også fra Grayson, at King er en spiller, der formår at gå forrest og tage lederskab. Han ved samtidigt fra Downing, hvad dansk ishockey er og han har de fornødne kompetencer og det rigtige mindset, så vi er glade for aftalen med Jeffrey, fortsætter Energy-coachen.

Jeffrey King er 180 cm høj og spiller med højre-fatning på staven. Han er født i St. Clair i staten Michigan ikke langt fra Detroit.

- Jeg havde fornøjelsen af at spille med Grayson Downing sidste år, og han kunne fortælle meget godt om Esbjerg Energy, Esbjerg by og om Danmark i almindelighed. Han havde kun positive ting at fortælle om klubben, byen og landet, så jeg glæder mig rigtigt meget til at komme til Esbjerg og selv opleve det, fortæller Jeffrey King.

- Jeff er en offensiv-spiller, der har et rigtigt godt skud. I Esbjerg tager alle del i såvel det offensive som det defensive arbejde, men med Jeffs kompetencer og indstilling skal han være en vigtig del ikke mindst af vores offensiv. Så jeg håber da på både mål og point fra ham, understreger Jason Jaspers.

- Jeg håber på, at vi som hold opnår mange sejre i den kommende sæson. At hjælpe Energy til igen at bringe mesterskabet til Esbjerg er mit hovedmål og min højeste prioritet. Så jeg kan næsten ikke vente med at påbegynde forberedelserne til den nye sæson og komme til Esbjerg, slutter Jeffrey King.

Aftalen mellem Esbjerg Energy og Jeffrey King er betinget af godkendelse i DIUs licensudvalg.


Sådan genåbner Metal Ligaen for tilskuere GENÅBNING: FANSENE PÅ VEJ TILBAGE I HALLERNE