Hvor Esbjerg har haft godt styr på lokalrivalerne fra syd, som man har slået fem gange ud af fem mulige, så kniber det væsentligt mere mod lokalrivalerne fra nord. Herning slog her til aften således Esbjerg for fjerde gang i træk.

Esbjerg Energy - Herning Blue Fox 1-5 (1-1, 0-2, 0-2)

Herning og Esbjerg krydsede mandag aften klinger til årets sidste kamp i Granly Hockey Arena, hvor Esbjerg lagde is til det andet lokalopgør på to dage. Til aftenens kamp stillede Herning uden Janis Fecers, Zach Taylor, Karlis Peca og Derian Pluoffe, mens Esbjerg måtte undvære Frederik Bjerrum, Lucas Andersen og Andreas Grundtvig. Målmandsduellen stod mellem Mathias Seldrup og Nicolaj Henriksen.

Lige og underholdende åbningsperiode

Efter en ganske jævnbyrdig åbning på opgøret, hvor de to mandskaber lige skulle bruge nogle minutter på at se hinanden an, så kom der efter 4-5 minutter for alvor gang i løjerne i Granly Hockey Arena.

Fire minutter inde i åbningsperioden tilfaldt kampens første store chance hjemmeholdet, da en fejl i Herning-defensiven pludseligt gav Grayson Downing chancen helt alene med Mathias Seldrup. Men Seldrup klarede sagerne for midtjyderne ved den lejlighed.

Minuttet efter var der så gevaldigt bud efter en scoring i modsatte ende, hvor Hernings Aleksi Ainali sendte et drøn af en afslutning på metallet bag Nicolaj Henriksen, der dog havde metallet på sin side i situationen. Dermed fortsat 0-0 på måltavlen.

Efter en lidt afventende start var opgøret efterhånden blevet ganske livligt. Målchancerne blev flere, som man nærmede sig det 10. minut.

Lidt boksning bidrog til underholdningsværdien, da Lukas Bang og Niklas Andersen tog sig en svingom 13 minutter inde i åbningsperioden. For det lille optrin modtog de begge en 5-minutters udvisning og en game misconduct.

Blot 13 sekunder efter at der var blevet uddelt kæberaslere var det nettet bag Mathias Seldrup der blafrede, da Esbjerg tog føringen. Oscar Öhman viste fint overblik og spillede Tobias Ebener helt fri foran mål. Ebener svigtede ikke, da han resolut sendte en firsttimer i kasen bag Seldrup. Esbjerg var dermed oppe med 1-0 og unge Tobias Ebener var blevet noteret for sit første Metal Liga-mål.

Et halvt minut efter Esbjergs føringsmål måtte Brett Thompson til afkøling for en slashing og kampens første power play var dermed en realitet. Esbjerg kørte rigtigt godt på i det efterfølgende overtalsspil, hvor midtjyderne var presset helt i bund. Ja til tider mindede det vel nærmest om et skydetelt i Tivoli. Men Herning-defensiven og keeper Seldrup formåede med nød og næppe at stå imod det massive pres.

Det var midtjyderne formentligt ekstra glade for et par minutter senere, da Simon Lafrance bragte balance i regnskabet. Afslutningen faldt fra en meget spids vinkel, hvorfra det egentligt burde være umuligt at score. Men pucken så ud til at ramme en skøjte inde foran mål og det snød altså Henriksen i Esbjerg-målet. 1-1.

I periodens sidste minut fik gæsternes Magnus Carlsen raget en udvisning til sig for en holding og Esbjerg kunne dermed starte anden periode i overtal.

Herning trak fra i anden periode

Esbjerg formåede dog ikke at slå kapital af overtalsmuligheden og tre minutter inde i anden periode kunne Herning så tage kampens føring, da Emil Kristensen tog chancen fra distancen. Med masser af trafik foran mål skulle det vise sig at være en særdeles god idé, da forsøget, trods en halvspids vinkel, fik lov til at gå hele vejen. Gæsterne var dermed på 1-2.

Et par Esbjerg-udvisninger lige efter periodens halvvejsmærke satte vestjyderne under et vist pres. Især under den anden udvisning efter omkring et kvarter viste gæsterne stærkt overtalsspil. Nicolaj Henriksen klarede her et par gode Herning-forsøg, men både han og resten af Esbjerg-defensiven måtte kapitulere, da en helt umarkeret Brett Thompson blev spillet fri på kanten af målfeltet, hvorfra han let kunne øge til 1-3. Målet faldt i samme sekund, som Esbjerg stod til at blive fuldtallige.

Helt overordnet set skabte Herning mest i de midterste 20 minutter, og det var på den baggrund svært at indvende noget mod den midtjyske føring, som bestod frem til den anden periodepause.

Esbjerg kæmpede forgæves mod overmagten

Esbjerg forsøgte at kaste mere frem over isen i tredje periode, hvor man da også kom frem til flere afslutninger end gæsterne. Men Herning gjorde det svært for Esbjerg at komme tæt på det midtjyske mål.

Dette blev eksemplificeret på glimrende vis under Hernings eneste udvisning i tredje periode, som faldt efter fire minutters spil. Mathias Bau blev sendt et par minutter i straffeboksen for en interference, men Esbjerg havde ualmindeligt svært ved at udarte noget i power play.

Der skal hverken tages noget fra Hernings hårde arbejde i box play, deres effektivitet foran mål eller deres dominans gennem dele af kampen, men som kampen skred frem syntes der ganske enkelt at mangle noget power i det vestjyske angreb. Med tre veletablerede angribere på skadeslisten og en Niklas Andersen der blev sendt i bad efter 13 minutter af opgøret, så havde Esbjergs offensiv ganske enkelt svært ved at matche Herning.

At hårdt arbejde betaler sig fik gæsterne demonstreret på fornemmeste vis ni minutter inde i perioden. Med stærk forecheccking pressede man Esbjergs defensiv hårdt i værternes egen zone, og endte på den baggrund med at vinde pucken fra vestjyderne. Efterfølgende leverede Brett Thompson kampens bedste detalje, da han med ryggen til spillet formåede at finde en helt fri Hjalte Thomsen ved fjerneste stolpe. Thomsen udnyttede kynisk muligheden og Herning var oppe med 1-4.

Esbjerg-bænken synes at have set en offside inden Hernings fjerde scoring og tog derfor en challenge. Men den fik vestjyderne ikke medhold i og så måtte man i stedet indkassere en udvisning.

I slutfasen satsede Esbjerg og erstattede Henriksen med en ekstra markspiller. Men den manøvre var Herning ikke sene til at straffe, da Simon Lafrance kort tid herefter kunne lukke kampen med scoringen til 1-5 i det tomme mål.

En udvisning til Oliver Gatz sendte Herning i overtal i kampens sidste to minutter. Paradoksalt nok tegnede Esbjergs Oscar Öhman sig for de eneste to målchancer under gæsternes power play. Men de var til gengæld også store. Først et rent break away-forsøg og derefter en kæmpestor chance tæt under mål. Men ganske symptomatisk for Esbjerg denne aften, så blev begge de store muligheder brændt.


Morten Jensen forlænger med to sæsoner i Rungsted UGENS HOLD: Se hvem der er med blandt de seks bedste denne gang!