Frederikshavn trak det længste strå i overtiden og sikrede sig dermed bonuspointet i et målfattigt og relativt udramatisk opgør på Vestkysten. Mark McNeill blev helten for nordjyderne, da han to minutter inde i overtiden selv førte pucken frem over isen og til sidst sendte den ind under debuterende Eamon McAdam i Esbjerg-målet. Frederikshavn hentede dermed den tredje overtidssejr i træk over Esbjerg.

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks 1–2 (0-1, 0-0, 1-0, 0-1)

Frederikshavn trak det længste strå i overtiden og sikrede sig dermed bonuspointet i et målfattigt og relativt udramatisk opgør på Vestkysten. Mark McNeill blev helten for nordjyderne, da han to minutter inde i overtiden selv førte pucken frem over isen og til sidst sendte den ind under debuterende Eamon McAdam i Esbjerg-målet. Frederikshavn hentede dermed den tredje overtidssejr i træk over Esbjerg.

Frederikshavn og Esbjerg tørnede sammen for tredje gang i indeværende sæson, da Esbjerg onsdag aften tog imod nordjyderne hjemme i Granly Hockey Arena. Det var vestjyderne der havde revanche til gode, da Frederikshavn var løbet med en overtidssejr i begge sæsonens hidtidige opgør.

Til aftenens kamp måtte de hårdtprøvede frederikshavnere klare sig uden Mads Larsen, Niklas Pavel, Eemeli Räsänen og Alexander Bumagin, mens Esbjerg stillede uden Mikkel Rask, Victor Sand og Oskar Boel. Vestjyderne kunne til gengæld give debut til den canadiske back Ryker Killins og den amerikanske målmand Eamon McAdam. Sidstnævnte startede på kassen denne aften, mens Mathias Seldrup havde fået tjansen i modsatte ende.

Forud for kampen blev Andreas Grundtvig kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Halme satte gæsterne i gang

Lad det være sagt med det samme; aftenens åbningsperiode vil ikke gå over i historiebøgerne, som værende en af det mest sindsoprivende til dato.

Esbjerg Henrik Mærsk Clausen fik, fra klods hold, sendt en afslutning af sted efter godt et minut. Men forsøget strøg lige forbi stolpen. Ellers var det småt med underholdningen i kampens indledning. Dette blev eksemplificeret ved, at de to mandskaber til sammen kun talte en enkelt afslutning på mål i det første 7-8 minutter.

Derfor virkede det også en smule overraskende, at frederikshavnerne lidt atypisk valgte at udbede sig en timeout efter små seks minutter. Nuvel, Esbjerg havde da været mest på pucken og efter en nordjysk icing og et længere skift var der måske ved at være lidt syre i benene. Men med 0-0 på tavlen og mindre end seks minutter spillet, så er det ikke noget man ser hver dag.

Henrik Mærsk Clausen bød ind med endnu et nærgående forsøg, som man nærmede sig periodens halvvejsmærke, da han skar ind foran mål og fik sendt en afslutning på Seldrup i kassen. Men ellers var der ikke meget at rapportere om.

Gæsterne talte et par halve chancer til Mark McNeill og Aleksi Halme, men ellers skulle man frem til det 16. minut, før der for alvor skete noget. Sune Hjulmand mistede her pucken dybt i egen zone umiddelbart efter en faceoff. Dette formåede gæsterne at profitere af, da Lucas Andersen og Mark McNeill fik støbt kuglerne, mens Aleksi Halme var først over en retur fra vestjydernes debuterende keeper Eamon McAdam. Dermed 0-1 på tavlen, hvilket også var stillingen ved første periodepause.

Esbjerg nærmede sig, men savnede skarphed

Værterne kom ud til anden periode med god energi og man fik da også sat gæsterne under pres i periodens indledning, uden at man dog fik skabt de helt store målchancer. Vestjyderne havde svært ved at nedbryde den til tider ganske kompakte nordjyske defensiv, som stod ganske godt i banen.

Nordjyderne arbejdede sig ind i kampen og kom bedre med i periodens sidste halvdel. Særligt omkring det 12.-13. minut havde frederikshavnerne et solidt overtag, hvor både Kirils Galoha og Lucas Andersen bød ind med et par gode tilbud.

Mod periodens slutning nærmede Esbjerg sig så småt en scoring, men skarpheden synes at mangle denne aften. Dette måtte både Andreas Grundtvig, Ryker Killins og Craig Puffer sande, da de alle havde glimrende muligheder for at sende pucken i netmaskerne i periodens sidste fem minutter.

Men anden periode sluttede målløs og afveg som sådan ikke voldsomt meget fra første. Chancerne var måske lidt flere, men afslutningerne lod til gengæld meget tilbage at ønske.

Travis Brown brød forbandelsen og fremtvang overtid – hvor Frederikshavn var bedst igen

Man kan sige, at Esbjerg fortsatte tredje periode i samme stil, som de havde sluppet i anden. Der var således ikke spillet mere end 20 sekunder, før Søren Nielsen var blevet sat perfekt op til afslutning – men symptomatisk for aftenen blev forsøget overplaceret.

I det femte minut bød først Travis Brown og siden Kale Kerbashian ind med afslutninger fra en position midt i slottet, men Seldrup tog godt fra i gæsternes mål og noterede sig for en redningsprocent på hele 97.

Kampens første udvisning blev markeret til Frederikshavns Sebastian Brinkman efter seks minutter, men Esbjerg havde for travlt med at sende en ekstra markspiller på banen og blev således dømt for at have for mange spillere på isen. Dermed fire mod fire-spil i stedet for vestjysk power play.

Tilbage i spil fem mod fem satte Esbjerg sig nu tungt på spillet. En skudstatistik i tredje periode på hele 18-3 talte sit eget tydelige sprog, men selvom der til tider nærmest var skydetelt mod gæsternes mål, så kneb det gevaldigt med effektiviteten.

Både Jannik Christensen og Søren Nielsen havde gyldne muligheder inden man rundede et kvarter, men symptomatisk for Esbjergs kamp denne aften, så gik forsøgene forbi mål. Man skulle således helt frem til tre minutter før tid, før Travis Brown sikrede vestjysk forløsning. Kale Kerbashian havde netop brændt en stor chance, da pucken endte ude hos Brown, der tog chancen fra distancen og bragte balance i regnskabet. 1-1.

Kampens første og eneste power play tilfaldt Esbjerg to minutter før tredje periodes slutsignal. Oliver Anker måtte til afkøling for en hooking og Esbjerg kunne rulle overtalsformationerne ud. I power playet sendte Kale Kerbashian en afslutning på stolpen, mens Rasmus Bjerrum sendte en styring lige over mål. Men tættere på sejren kom Esbjerg ikke og kampen skulle dermed afgøres i overtid.

Den disciplin var gæsterne bedst til, i øvrigt for tredje gang i træk mod Esbjerg. Efter to minutter var det frederikshavns Mark McNeill der tog sagen i egen hånd, førte pucken frem over isen fra egen zone, for til sidst at sende den ind under Eamon McAdam til nordjysk sejr på 1-2.

Kampsponsor Granly Gruppen kårede #4 Jeff King til kampens spiller.


VIDEO: Højdepunkter fra Esbjerg-Frederikshavn Fornyet tro på tingene