I aften kl. 19.00 tager Esbjerg Energy i Metal Ligaen imod Frederikshavn White Hawks på hjemmebanen Granly Hockey Arena.

- Tilgangen til denne kamp er ikke ændret i forhold til de foregående kampe. At tage imod Frederikshavn er en svær opgave, ligesom de foregående kampe har set vanskelige ud. Og kampen bliver bestemt ikke lettere af, at ”White Hawks” tabte deres seneste kamp, understreger cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

Frederikshavn tabte mandag aften til Odense med 3-2.

- Jeg har bemærket, at det var et Frederikshavner-mandskab uden en del profiler, der tabte hjemmekampen til Odense. Hvorfor de manglede en del spillere ved jeg ikke, men jeg er helt sikker på, at de kommer flyvende ud og vil revanchere nederlaget til Odense, fortsætter Energy-chefen.

Efter tre sejre på stribe over SønderjyskE, Rødovre Mighty Bulls og Herlev Eagles fik vendelboerne ødelagt sejrsrækken mandag aften.

- Vi er i en periode, hvor topholdene i Metal Ligaen henter en del point. Vi smed tidligt på sæsonen mange lette point væk. Jeg mener, at vi seks gange har oplevet at tabe efter forlænget spilletid, og så tabet af de to point sætter sit præg på tabellen. Havde vi haft bare seks point, ville det påvirke vores placering i tabellen.

- Trods nederlaget til Odense ligger Frederikshavn stadig godt til i tabellen. Man siger, at ”tabellen aldrig lyver”, så Frederikshavn er et tophold, men tabellen viser samtidigt, at mange hold i Metal Ligaen er relativt tætte på hinanden. 

- Vi kan ikke vide, hvor mange spillere Frederikshavn får retur, men jeg ved, at ”White Hawks” er en sammentømret enhed med Jari Pasanen i spidsen. De kender systemet og har dygtige folk på alle pladser, så vi skal være klar, understreger den 40-årige canadier.

Esbjerg Energy har hentet point i de sidste fire kampe, har vundet de tre og kan glæde sig over ni ud af tolv mulige point.

- Vi er bevidste om, at vi var bedre end Odense i mandags, men næppe seks mål bedre. Vi har glædet os over, at vi minimerede deres score til et mål og at vi langsomt sled dem op. Sejren i Rødovre står for os som et vendepunkt, og viste os, at vi kan vinde de tætte kampe.

- Vi tabte efter ”overtime” i Herning, men jeg mener, at vi var bedst. Vi har ”tanket” fornyet tro på tingene i de sidste kampe, og skal nu fortsætte ”den gode stime” mod Frederikshavn. Og det glæder vi os til. Forhåbentligt foran en god kulisse, slutter Jason Jaspers.  

Foto: Niels Husted

 


Frederikshavn trak igen længste strå i overtiden KNÆK CANCER: Metal Ligaen rundede 400.000 kroner