Bagud med 1-3 tidligt i anden periode så det svært ud for et Esbjerg-hold, der kæmpede med at finde melodien. Men med to power play-mål og 3-1 i både anden og tredje periode, ja så lykkedes det alligevel for vestjyderne, at sikre sig en sejr på 7-4. Vurderet ud fra kampen som helhed, så var den sejr nok et mål eller to for stor, da Odense faktisk spillede glimrende og bed godt fra sig denne aften.

Esbjerg Energy – Odense Bulldogs 7–4 (1-2, 3-1, 3-1)

Bagud med 1-3 tidligt i anden periode så det svært ud for et Esbjerg-hold, der kæmpede med at finde melodien. Men med to power play-mål og 3-1 i både anden og tredje periode, ja så lykkedes det alligevel for vestjyderne, at sikre sig en sejr på 7-4. Vurderet ud fra kampen som helhed, så var den sejr nok et mål eller to for stor, da Odense faktisk spillede glimrende og bed godt fra sig denne aften.

Esbjerg tog fredag aften imod Odense hjemme i Granly Hockey Arena til sæsonens fjerde indbyrdes opgør de to mandskaber imellem. Esbjerg har med ni point i de tre tidligere opgør gjort rent bord mod fynboerne.

Til aftenens kamp stillede Esbjerg uden Cam Knight, Jeppe Vinther og Felix Scheel. Vestjyderne afventer også fortsat, at papirarbejdet for Jordan Smotherman falder på plads. Odense måtte undvære Henry Hardarson og Oliver True. Bemærkelsesværdigt var det i øvrigt, at fynboerne kun stillede med én målmand til aftenens kamp. Frederik Dichow var påført kamprapporten, men var ikke at spotte hos gæsterne.

Målmandsduellen stod mellem Tadeas Galansky og Thomas Lillie.

Friske fynboer med pauseføring

Det startede egentligt meget godt for Esbjerg, der satte fynboerne under pres fra starten og da også tog en planmæssig føring efter blot 49 sekunders spil. Craig Puffer tog turen ned bag mål og lagde pucken ind foran Galansky, hvor Brady Shaw stod klar til at trykke af første gang. Ingen tøven fra canadieren og Esbjerg var på 1-0.

I fraværet af Felix Scheel gav vestjyderne istid til unge Victor Sand, der gik uimponeret ind til opgaven og tilmed kom frem til et glimrende forsøg i det syvende minut, da han gik direkte på mål og fik testet Galansky.

Esbjerg havde fortsat kampens momentum, viste mest initiativ og var klart mest på pucken i de første otte minutter. Men fra det 9. minut overtog gæsterne kampens initiativ for en stund.

Dale Mitchell bragte balance i regnskabet med et friskt forsøg fra distancen, der gik hele vejen og strøg op over skulderen på Lillie til 1-1. Forståelig jubel hos gæsterne, der nu fandt mere gejst og optimisme.

Første periodes eneste udvisning tog Esbjergs Andreas Grundtvig minuttet efter gæsternes reducering, men det var dog ikke det store Odense kom frem til, da overtalsspillet simpelthen savnede saft og kraft.

Saft og kraft manglede der til gengæld ikke i det 13. minut, da Odense tog føringen. Shawn O’Donnell testede Lillie der halvklarede, men Michael Eskesen var hurtigt over returen, som fra en position tæt under mål resolut blev smækket op i krydset til 1-2.

Fynboerne overtog nu det spillemæssige initiativ, mens et febrilsk spillende Esbjerg-mandskab havde svært ved at finde melodien. Oliver Anker bød ind med et godt forsøg for gæsterne efter et kvarter og minuttet efter brændte det igen på for Esbjerg, da gæsternes elegante lette Georgs Golovkovs tilkom en friløber og pludseligt var helt alene med Lille. Til Esbjergs held overplacerede letten dog sin afslutning og dermed stod der fortsat 1-2 på tavlen efter en første periode, hvor Esbjerg både savnede fart og struktur i spillet i de sidste 11 minutter.

Esbjergs power play vendte slaget

Odense kom godt ud til anden periode. Fynboerne så virkeligt ud til, at spille deres chance denne aften på Vestkysten. Efter mindre end et minut havde gæsterne da også fået bragt sig selv i en særdeles gunstig position, da Georgs Golovkovs øgede til 1-3. Letten fik chancen på hvad der mindede om et break away. Thomas Lillie forsøgte at poke-checkke på Georgs Golovkovs, der dog fik prikket pucken ind under Esbjerg-keeperen. Odense var dermed oppe med to.

Glæden skulle dog vise sig kortvarig hos Odense, der tog en udvisning et minut senere. Esbjerg kunne dermed rulle overtalsformationerne ud og under endnu en afventende udvisning til gæsterne formåede Esbjerg at score i seks mod fire. Charles Corcoran og Brady Shaw kombinerede og fandt Craig Puffer, der firsttimede fra en halvspids vinkel og gjorde det til 2-3. Grundet den afventende udvisning kunne Esbjerg fortsætte i overtal i yderligere to minutter.

Endnu en udvisning ramte efterfølgende gæsterne, da man i undertal kom til at sende for mange spillere på isen. Otte sekunder senere lå pucken inde bag Galansky. Effektivt power play-spil af Esbjerg. Igen var det et samarbejde mellem Charles Corcoran, Craig Puffer og Brady Shaw der bar frugt, med sidstnævnte som målscorer. Odense nåede netop at få deres fjerde spiller på isen inden scoringen, hvorfor fynboerne var fuldtallige igen efter udligningen.

Esbjerg fandt nu stille og roligt tilbage til det spillemæssige udgangspunkt fra kampens indledning. Det ville vel være at stramme den, at sige at vestjyderne var i kontrol, men man var i hvert fald kommet mere på pucken nu og håndterede den også bedre end i sidste del af åbningsperioden.

Wiley Sherman matte til afkøling for en tripping i egen zone efter 13 minutter og i det efterfølgende power play tilkom gæsterne et par gode forsøg til Shawn O’Donnell og Lukas Lundvald. Endnu større var chancen dog til Sherman, da han modtog pucken kort tid efter at være kommet tilbage på isen igen og fik sendt et forsøg få centimeter over mål.

21 sekunder før pausesignalet skulle det dog alligevel lykkedes for Esbjerg at tage føringen. Galansky var kommet langt ud af sit mål og det udnyttede Esbjerg, da man efter et par hurtigt forsøg fik sendt pucken i nettet. Det var her Sune Hjulmand, der fik sendt pucken over stregen. Dermed 4-3 forud for tredje periode.

Esbjerg trak fra mod slutningen i underholdende tredje periode

Tredje periode var godt fire minutter gammel, før der for alvor var fare på færde igen. Esbjergs David Madsen tog turen op langs flanken og sendte pucken ind foran mål, hvor en fremadstormende Rasmus Bjerrum fik en lang stav på, så den fornemme pasning blev styret ind bag Galansky til 5-3.

Efter otte minutter havde Christian Wejse en stor mulighed, for at bringe Esbjerg yderligere foran, men alene med Galansky brændte Wejse, da gæsternes keeper fik benskinnen på. En brændt chance, som Esbjerg-spillerne formentligt græmmede sig ekstra meget over, da Odense minuttet efter kom på 5-4. Her var der nærmest skydetelt mod Lillies mål, hvor Odense afsluttede på livet løs. Efter et forsøg der gik i endebanen endte pucken ved Shawn O’Donnell, der relativt let omsatte den åbne chance til scoring.

Mathias Rasmussen var kun marginaler fra at gøre det til 5-5 efter 13 minutter, da han fra distancen sendte et forsøg rent på stolpen. Men heldet var med Esbjerg i den situation.

I kampens slutfase formåede Esbjerg i stedet at trække fra gæsterne. Med 1:22 tilbage på uret blev det således 6-4, da Anders Koch, umiddelbart efter en faceoff i Odenses zone, tog chancen fra distancen. Pucken gik hele vejen og Esbjerg havde reelt afgjort kampen.

Med et lille minuts penge igen forsøgte Odense sig med en timeout og sendte en ekstra markspiller på isen. Men lige lidt hjalp det for fynboerne, der i stedet kunne se Sune Hjulmand sende pucken ned i det tomme mål fra egen banehalvdel.

7-4 var en lidt hård skæbne for Odense, der altså var oppe med 1-3 tidligt i anden periode og som langt hen af vejen spillede glimrende og bed godt fra sig. Især den elegante og teknisk velfunderede lette Georgs Golovkovs havde vestjyderne svært ved at stække.

I den tid tider ustrukturerede kamp var der masser af point på kontoen til visse spillere. Hos Odense blev det til et mål og to assists til både Shawn O’Donnel og Georgs Golovkovs. Hos Esbjerg blev Charles Corcoran noteret for hele fem assists, Brady Shaw to mål og to assists, Craig Puffer et mål og to assists og endeligt, ja så kom der også to mål fra rutinerede Sune Hjulmand.

Esbjerg Energy kårede #12 Brady Shaw til kampens spiller.


Kursen skal fastholdes STREAM: Esbjerg Energy-Odense Bulldogs