Esbjerg indløste fredag aften semifinalebilletten efter en overbevisende sejr på 5-0 i kamp syv. Sejren blev grundlagt i en forrygende anden periode, hvor vestjyderne bragte sig foran med 4-0 i løbet af ni vitale minutter. Tre af målene blev scoret indenfor blot fire minutter.

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks 5–0 (0-0, 4-0, 1-0) Granly Hockey Arena dannede fredag aften rammerne om den syvende og afgørende kvartfinalekamp mellem Esbjerg og Frederikshavn.

Esbjerg måtte til kampen undvære Mikkel Rask og Jonas Torbensen, mens Frederikshavn stillede uden Mathias Seldrup, Christian Mieritz, Lucas Andersen og Alexander Bumagin. Esbjerg havde Jannik Christensen omklædt til kampen, uden at det dog blev til istid til Esbjerg-kaptajnen.

Målmandsduellen stod mellem Filip Larsson og Thomas Lillie.

Jævnbyrdig åbningsperiode uden scoringer

En jævnbyrdig åbning på kampen afstedkom ikke de store målchancer i de indledende fem minutter, hvor hverken Esbjerg eller Frederikshavn kom helt tæt ind på mål.

I det 6. minut rørte Esbjerg dog lidt på sig, da Charles Corcoran og Rasmus Bjerrum kombinerende glimrende i gæsternes zone og fik skabt kampens første reelle chance. Men det blev ved lige ved og næsten for vestjyderne.

Som man nærmede sig periodens halvvejsmærke tegnede Esbjerg sig igen for et glimrende forsøg, da man brød gæsternes opspil og efterfølgende kom frem til et kvalificeret forsøg ved Felix Scheel.

Gæsterne spillede dog godt med i åbningsperioden, hvor nordjyderne ikke var så stationære i egen zone, som man flere gange har set det været tilfældet gennem de foregående kampe i serien.

Faktisk talte gæsterne også flest afslutninger i første periode, hvilket i sig selv var lidt bemærkelsesværdigt, da Esbjerg i seriens første seks kampe har afsluttet 244 gange i alt, mens Frederikshavn har budt ind med 187 afslutninger i lige så mange kampe. Vestjyderne havde altså med andre ord afsluttet godt 30 % mere end nordjyderne forud for aftenens kamp.

Særligt et enkelt af gæsternes forsøg skulle vise sig særdeles nærgående. Niklas Pavel tog chancen fra distancen og via Thomas Lillie strøg pucken lige forbi stolpen.

Mod periodens slutning fik Esbjergs giftige dansker-kæde skabt en god chance, da Christian Wejse satte David Madsen op til afslutning tæt under mål. Men Larsson var på sin plads ved den lejlighed.

I fraværet af Lucas Andersen havde Frederikshavn indlemmet Christoffer Åkesson i truppen og kan kunne sammen med sine holdkammerater gå til pause med 0-0 på tavlen.

Esbjerg eksploderede og bragte sig foran med fire på ni vitale minutter

Værterne kom ud til anden periode med en offensiv attitude, som skulle vise sig at give pote efter fire minutter. Frederikshavn var egentligt på vej frem over isen, da Davis Vandane med sin stav stødte frem på Jesper Jensen, hvorved pucken blev slået frem til Christian Wejse, der fra midtzonen slog kontra og køligt sendte pucken ind under Larsson til 1-0.

Blot et halvt minut senere blev den vestjyske føring fordoblet, da Craig Puffer og Charles Corcoran kombinerede sig gennem gæsternes defensiv, inden Andreas Grundtvig blev sat op til afslutning ved fjerneste stolpe. Her eksekverede Grundtvig sikkert, da han sendte en first-timer i kassen uden at Larsson kunne nå forflytningen.

En kold spand vand i hovedet på nordjyderne og træner Jari Pasanen tog omgående konsekvensen og udbad sig en timeout, for at få samling på tropperne igen.

Sekvensen efter sendte Esbjergs Shawn O’Donnell et forsøg lige forbi stolpen og et halvt minut senere tabte David Madsen pucken ved gæsternes blue line, hvorefter Christopher Frederiksen alene kunne slå kontra. Thomas Lillie leverede her en vigtig redning på Frederiksens forsøg og heller ikke Radim Piroutek formåede at passere Lillie, da han fulgte op på returen tæt under mål.

Esbjerg var dog hurtigt tilbage i kontrol og synes nu at have kampens fulde momentum. Efter ni minutter blev det da også 3-0 til vestjyderne, da Craig Puffer bød ind med et ægte energi-mål. Den ihærdige amerikaner erobrede selv pucken i hjørnet bag gæsternes mål og tog en elegant ”luft-dribling”, inden han skar ind foran Larsson og lagde pucken ind ved fjerneste stolpe. Esbjerg havde dermed bragt sig foran med tre mål i løbet af kun fire minutter.

Tre blev til fire for Esbjerg, da Rasmus Bjerrum efter 13 minutter trykkede af fra mellem-distancen. Larsson halvklarede i målet, hvorefter David Madsen var hurtigt over returen, som fra en position tæt under mål blev sendt ind bag den svenske keeper til 4-0. På ni vitale minutter havde Esbjerg altså bragt sig foran med fire.

Esbjerg hjemtog sejren uden større dramatik

Nede med fire var gæsterne selvsagt tvunget til at kaste alt frem i tredje periode. Gæsterne lage da også godt ud og der var ikke en gang spillet et minut, før Sebastian Brinkman havde testet Lillie med en glimrende afslutning.

Værterne tog kampens første to udvisninger indenfor godt tre minutter i starten af tredje periode og i overtal fik nordjyderne budt ind med et par forsøg fra distancen. Mads Larsen stod her for den bedste afslutning, men også Christopher Frederiksen bød sig til for gæsterne, uden at det dog for alvor blev farligt.

Justin Shugg bød ind med i alt tre afslutninger denne aften og en af dem snuppede Thomas Lillie effektivt med sin gribehandske i det 9. minut.

Der skulle dog også vise sig, at komme til at stå Esbjerg på kampens femte og sidste mål. Esbjerg ekspederede her pucken godt rundt i gæsterne zone, inden Simon Grønvaldt fra blue line tog chancen med et slagskud. Det skulle vise sig at være en god idé, da Craig Puffer tæt under mål fik styret forsøget ind bag Larsson til 5-0. Puffers andet mål i kampen var dermed en realitet.

Frederikshavn skiftede efterfølgende målmand og Filip Larsson måtte vige pladsen for Kevin Frydkjær. Lige lidt hjalp det dog for gæsterne, der måtte se Esbjerg løbe med billetten til semifinalen; i øvrigt til stor glæde for en mindre enklave af feststemte Esbjerg-supportere, der havde taget opstilling uden for indgangen og som gjorde hvad de kunne, for at piske lidt stemning ind i hallen.

I semifinalen møder Esbjerg dermed Aalborg i en ny bedst af syv-serie, som skydes i gang på tirsdag.


NIKOLAJ CARSTENSEN tager yderligere to sæsoner i Aalborg SÅDAN SPILLES DE FØRSTE FIRE SEMIFINALER