Esbjerg Energy spiller i aften sæsonens første kamp på fremmed is i Metal Ligaen, når Frederikshavn White Hawks tager imod vestjyderne i Nordjyske Bank Arena klokken 19.30. Det sker efter Energy-mandskabet tirsdag aften tog sæsonens første sejr hjemme mod Herlev Eagles:

- Vi spiller en god kamp tirsdag i Granly Hockey Arena og sæsonens første sejr har altid en særlig betydning. Vi fik hul på bylden mod Herlev og det betyder blandt andet en del i forhold til spillernes selvtillid og tro på tingene, forklarer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Jeg synes mange af spillerne stempler ind i Herlev-kampen og bidrager til sejren. Og det er et vigtigt element for os, for alle forwards i de fire kæder, vores back og vores målmænd har alle vigtige roller at udfylde. Det synes jeg mange gjorde mod Herlev og derfor vandt vi en sikker sejr.

Braeden Shaw blev dobbelt målscorer for Energy mod ”Eagles”. Rasmus Bjerrum, Søren Nielsen og Felix Scheel scorede hver en enkelt gang.

- Jeg har set et par af Frederikshavns kampe og deres foreløbige placering er lidt misvisende. De har fortjent at få mere ud af deres anstrengelser, og vil få det på sigt, hvis de fortsætter, som de er begyndt. De har et godt mandskab og en dygtig træner som jeg har set arbejde i Tyskland, så det kommer sikkert, fortæller Energy-coachen.

Frederikshavn White Hawks vandt premierekampen med 6-1 over Rødovre, men har siden tabt 6-3 til københavnerne. Frederikshavnerne tabte 4-3 til Aalborg efter forlængelse og straffeslag inden nordjyderne senest tabte 4-0 i Herning.

- Vi skal fortsætte med at gøre de ting over mindst 60 minutter, som har bragt os succes i de to første kampe, og samtidigt er det vigtigt, at vi finder arbejdshandskerne frem. Det er nødvendigt, når man spiller på udebane.

- Jeg har sagt til spillerne, at disciplin er en af de vigtige veje til succes. Dummer vi os, og tager unødvendige udvisninger, er jeg sikker på, at vi før eller siden vil blive straffet. Og samtidigt skal vi spille klogt og spillerne skal følge game-planen, understreger Energy-coachen.

Esbjerg Energy har spillet to kampe i Metal Ligaen. I premieren tabte esbjergenserne en lige kamp med 4-3 til Rungsted Seier Capital efter forlænget spilletid og straffeslag og senest besejrede vestjyderne Herlev.

Resultaterne betyder, at Frederikshavn White Hawks er nummer seks i Metal Ligaen med fire point efter fire kampe. Esbjerg Energy er nummer fem med fire point efter to kampe.

(Foto: Niels Husted)


Energy låner NHL forward Grundet corona-restriktionerne refunderes alle Unlimited kunder!