Efter et udfald fredag aften i Aalborg hvor det ikke blev til point, skal ”snuden tilbage i sporet” i morgen tirsdag kl. 19.00, når Herning Blue Fox gæster Granly Hockey Arena, hvor Esbjerg Energy tager imod i Metal Ligaen.

- Der er ikke meget positivt vi kunne tage mod hjem fra Aalborg. Men vi kan i hvert fald konstatere, at hvis vi ikke er et hundrede procent klar, får man absolut intet med hjem når man møder et topmotiveret og fokuseret ”Pirates-mandskab” i egen hule, fastslår assistenttræner Erik Petersen fra Esbjerg Energy.

- Det er korrekt, at vi inden kampen i Aalborg havde vundet seks kampe i træk og havde hentet 17 af 18 mulige point efter bl.a. tre sejre over SønderjyskE. Men et er også et faktum, at man i denne liga ikke er bedre end sin sidste kamp. Og i Aalborg var vi bare ikke særligt gode. Det skal vi lave om på imorgen mod Herning.

Esbjerg Energy tabte kampen i Aalborg med hele 7-1. Phillip Schultz scorede det enlige vestjyske mål i en kamp, hvor nordjyderne bare var bedst.

- Aalborg Pirates var en del bedre end os fredag aften, og så kan kampe ende med 7-1. De havde fokus og viljen til at gøre tingene rigtigt. Vi manglede en del efter en god periode. Vi kunne godt søge efter undskyldninger, som fx en længere kamppause til nordjyderne og flere skader i vores trup. Men vi skal videre, understreger Energy-assistenten. Faktum er, at vi måske spillede en kamp til fem eller seks på en skala fra nul til ti. De leverede en helstøbt indsats til 10, de var topmotiverede efter nogle nederlag hjemme så på dagen var Aalborg bare bedre end os. Vi skal nu tilbage og levere det, som sikrede os seks sejre i træk når vi tirsdag aften møder Herning Blue Fox.

Hjemmebanen har haft en afgørende betydning i de fire kampe mellem Esbjerg Energy og Herning Blue Fox. Vestjyderne har tabt henholdsvis 4-1 og 5-4 efter straffeslag i Kvik Hockey Arena i Herning, mens midtjyderne to gange har tabt med 4-0 i Granly Hockey Arena i Esbjerg.

- Som nævnt skal vi tilbage på ret kurs mod ”Blue Fox”. Vi fik vist, at vi formår at spille med høj kvalitet og træffe gode valg i de seks kampe, som vi har vundet siden jul. Arbejdshandskerne skal på og fokus og disciplinen skal være på plads, hvis vi igen skal slå Herning tirsdag aften.

- Men det er jo et lokalopgør, hvor spillernes motivation er lidt højere end i en gennemsnitskamp. Det er næppe sådan en kamp, hvor spillerne mærker det hårde program, de har været igennem. Så jeg glæder mig til kampen og håber på endnu en fantastisk kulisse, hvor et stort og medlevende hjemmepublikum er den ekstra gule spiller på isen, slutter Erik Petersen.

Herning Blue Fox har spillet 37 kampe og har sikret sig 71 point. Esbjerg Energy er noteret for 53 point efter 35 kampe. 

Foto: Niels Husted 

 


Solide Herning sejrede sikkert I Esbjerg HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Aalborg-Esbjerg