Træningskamp Herning Esbjerg 2017 16. august 2017

Teknisk var det et skridt tilbage i forhold 5-1 sejren i Gentofte, og hovederne så også ud til at mangle en kvart omgang i at være skruet ordentligt på, da Esbjerg Energy tirsdag aften tabte med 5-2 i Herning.

Mathias Seldrup vogtede målet for Esbjerg, og han måtte se hjemmeholdet bringe sig i front med 1-0 efter små fem minutters spil. Det var Simon Viuff, der stod fri på bagerste stolpe, hvor han kunne sende Sebastian Ruders pasning i nettet. Tre minutter senere havde Colin Vock svaret igen. Vock fik lidt tilfældigt Krogsgaards pasning med ind over blueline, og her eksekverede han sikkert på Hernings målmand, der var blevet fanget på mellemhånd.

Esbjerg fik sin første af mange powerplay muligheder kort efter, men her var niveauet, hvad man kunne forvente af den blot andet træningskamp. Med fire minutter tilbage af første periode udnyttede Riku Pitkanen end svipser i Esbjergs forsvar ved flot at sende pucken over i det lange hjørne til en 2-1 føring til hjemmeholdet.

Anden periode bød på masser af esbjergensiske powerplay. Herning havde problemer med disciplinen, og det gav Esbjerg fire muligheder i powerplay, der alle blev spildt uden, at det gav de helt store muligheder. Vock, Grundtvig og Louiseau havde alle nogle store chancer i fem mod fem spillet, men der stod stadig 2-1 efter en anden periode, der også gjorde sig bemærket ved at Hernings wire-kamera midtvejs i perioden faldt ned på isen, og var tæt på at lave ridser i Daniel Nielsen hjelm.

Tredje periode startede med en lynscoring til hjemmeholdet. Efter blot 27 sekunder så det ud til, at pucken blev fanget i noget våd is, og det var Raki Pitkanen hurtigst til at opfatte, og med baghånden viste han god fornemmelse for, hvor målet stod, og slyngede pucken op over skulderen på Seldrup.

Fra det fjerde til det femte minut i sidste periode smuldrede Esbjergs defensiv, og med uopmærksomt spil og en enkelt gave stod det pludselig 5-1 til Herning. Mark Pederson tog timeout, og herefter blev der skruet op for fysikken. Det kastede et par udvisninger af til begge hold, men det blev kun til en enkelt scoring mere, da Alexis Loiseau og Felix Scheel kom i en to mod én med et enkelt minut tilbage. Felix Scheel gjorde det til slutresultatet 5-2.

Næste opgave for Esbjerg Energy er på fredag, hvor turen går til SE Arena, hvor SønderjyskE skal ses an.

 

Kampen i tal

 

Herning Bluefox – Esbjerg Energy   5 – 2

1-0          Simon Viuff (Ruders)

1-1          Colin Vock (Krogsgaard)

2-1          Raki Pitkanen

3-1          Raki Pitkanen (Andersen og Glasel)

4-1          Markus Jensen (Vento)

5-1          Simon Viuff

5-2          Felix Scheel (Loiseau)

Tilskuere: Ca. 400