Svækkede Hvidovre forstærkede Esbjergs kompleks 13. november 2018

Esbjerg Energy – Hvidovre Fighters 3–4 (2-1, 1-2, 0-1)

Det begynder at ligne et kompleks i Esbjerg. For fjerde gang i træk formåede Esbjerg således på egen is, at sætte en føring på 2-0 over styr, da man efter en ellers glimrende start til sidst måtte se et både desperat og svækket Hvidovre-hold rejse hjem med en sejr på 3-4. Gæsterne gjorde det ikke sværere end nødvendigt, mens Esbjergs profiler på ingen måde brændte igennem.

Oven på landholdspausen ventede der tirsdag aften Esbjerg sjællandsk modstand, da Hvidovre kom på besøg. Københavnerne har haft en turbulent tid på det seneste, hvor økonomisk uføre har formået at flytte fokus fra aktiviteterne på isen til aktiviteterne udenfor isen.

Sæsonens første opgør de to hold imellem resulterede i en relativt overbevisende sejr til Hvidovre, der efter en stærk afslutning på kampen for et par måneder siden sejrede med 5-2.

Med samme cifre vandt Esbjerg senest i Herning og vestjyderne fik dermed, efter en svær tid, lidt oprejsning, forud for den nu overståede landsholdspause.

Hvidovre kunne med en sejr overhale Esbjerg i tabellen, mens tre points til vestjyderne kunne fravriste Herlev Metal Ligaens femteplads.

Gæsterne stillede uden Kim Johansson, Edgars Treijs og Oliver Persson, mens Esbjerg var i stærkeste opstilling. Målmandsduellen stod mellem Emil Jidskog og Mathias Seldrup.

Fair spillet første periode med Esbjerg i teten

Værterne indledte kampen bedst og kom også rent tempomæssigt bedst fra start, hvor man virkede til at have et gear mere at give af end modstanderne fra Hvidovre.

Efter seks minutter gav det vestjyske overtag da også pote, da Jannik Christensen fra distancen bragede pucken ind under Emil Jidskog til 1-0 efter glimrende puckomgang Esbjerg-spillerne imellem.

Hjemmeholdet havde nu et solidt greb om kampen og man var da heller ikke sene til at følge op på føringsmålet. Blot et minut senere blev det således også 2-0 til Esbjerg, da Mark Derlago spillede Max French fri ved fjerneste stolpe.

Esbjerg-føringen var fordoblet og det så faktisk ganske godt ud for Esbjerg – i hvert fald indtil man rundede periodens halvvejsmærke, hvor Hvidovre havde været relativt sjældne gæster i Esbjergs zone.

Men efter en faceoff foran Esbjerg-målet i det 11. minut fik Hvidovre bragt spændingen ind i kampen igen. Rasmus Hansen fik umiddelbart efter en faceoff sendt skiven i kassen efter oplæg fra Christian Silfver.

Gæsterne bed nu mere fra sig og havde i flere sekvenser etableret solide angreb i Esbjergs zone. Esbjerg formåede dog langt hen af vejen at holde gæsternes afslutninger ude på de ufarlige positioner, selvom der nu blev spillet mere på Hvidovres præmisser. Der blev dog ikke scoret yderligere i en i øvrigt ganske fair spillet første periode.

Hvidovre-comeback i en anden periode på det jævne

Lidt tumult mod første periodes slutning kastede et par udvisninger af sig og Esbjerg måtte således indlede anden periode nede med en mand. Desværre for vestjyderne, så resulterede udvisningen i en tidlig Hvidovre-udligning blot et halvt minut inde i anden periode, da Nicki Kisum fra en spids vinkel fik sendt pucken op i nettaget bag en sagesløs Seldrup til 2-2. Forud for scoringen havde gæsterne lagt et ganske godt pres på værterne.

Esbjerg fik mulighed for at slå tilbage tre minutter senere, da samme Rasmus Hansen måtte til afkøling for en hooking. Men man savnede i den grad tempo i det efterfølgende vestjyske power play, som forblev helt og aldeles ufarligt.

Ufarligt var det til gengæld ikke, da Felix Scheel efter otte minutter splittede Hvidovre-defensiven og på fornem vis satte Max French op til afslutning. Canadieren eksekverede sikkert, da han nettede for anden gang denne aften og Esbjerg var dermed foran med 3-2.

Glæden skulle dog vise sig kortvarig i den vestjyske lejr, hvor man et par minutter senere tog for let på de defensive pligter foran eget mål, hvor Frederik Høgh fik alt for let spil, da han med en fiks baghåndsafslutning tæt under mål udlignede til 3-3.

Et kvarter inde i perioden resulterede to Esbjerg-udvisninger med kort interval i, at gæsterne kunne spille fem mod tre i næste et minut. Men trods to mand oppe, så blev det aldrig rigtigt for alvor farligt, det som Hvidovre fik skabt i en i øvrigt lidet sindsoprivende periode, hvor man savnede noget nerve i nærkampene og lidt mere ild i øjnene hos især hjemmeholdets spillere, der måtte se Hvidovre tage en god del af kampens initiativ og i øvrigt også vinde periodens skudstatistik med 7-11.

Sløseri og manglende gejst kostede for Esbjerg, mens Hvidovre triumferede

Der var kun spillet et minut af tredje periode, før Esbjerg fik chancen i power play. Men vestjyderne var igen uskarpe og fik generelt skabt alt for lidt.

Anderledes skarphed var der at spore i modsatte ende, da Hvidovre efter fire minutter bragte sig i front med 3-4, da Magnus Molge slap igennem sprækkerne i de på aftenen lidet imponerende vestjyske forsvarsværker.

Nu måtte det begynde at stige Esbjerg-spillerne til hovedet, for var man virkeligt ved at smide en 2-0-føring for fjerde gang i træk på hjemmebane?

Ja det var man.

Minuttet efter havde Felix Scheel i overtal fået sat gæsternes keeper Jidskog fuldstændigt, men symptomatisk for aftenen, så fik Scheel slet ikke ram på pucken i afslutningsøjeblikket.

I periodens sidste halvdel fik Esbjerg yderligere to chancer i power play, men skarpheden manglede atter hos vestjyderne, mens Hvidovre-spillerne arbejdede forbilledligt i undertal, hvor offerviljen var udtalt.

Der manglede engagement, tænding og nerve over hele linjen hos Esbjerg denne aften. Vestjyderne går og pønser på at tilføre en stærk back-profil til holdet, men den satsning synes umiddelbart lidt ligegyldig, såfremt de eksisterende Esbjerg-spillere ikke formår at træde mere i karakter fremadrettet, end hvad publikum var vidne til denne aften i Esbjerg. For det var en sløj omgang.

Om tre dage venter der Esbjerg en rigtig svær opgave, når man i Vojens møder ærkerivalerne fra SønderjyskE, der har været ganske godt kørende på det seneste. For Hvidovre venter der også et rivalopgør, da turen for dem går til Rødovre.

Kampsponsor Yellow Inferno valgte #22 Andreas Grundtvig til kampens spiller.