Stolt Seldrup kåret som Årets Spiller 16. april 2018

Det blev den 21-årige målmand Mathias Seldrup, der løb med hæderen som Årets Spiller i Esbjerg Energy 2017/18.

Fansene har kunne stemme på samtlige spillere, og hurtigt blev det en direkte duel mellem Mathias Seldrup og Esbjerg Energys offensive back Phillip Bruggisser blandt de mange stemmere.

Mathias Seldrup blev lørdag hyldet før sæsonens sidste kamp i Granly Hockey Arena, hvor han fik overrakt et eksklusiv Jaguar armbåndsur fra Guldsmed Pecani – til en værdi af 6000 kr.

-Jeg er utrolig stolt over at blive kåret som Årets Spiller – det betyder enorm meget for mig, at det netop er fansene, der har stemt, da jeg altid har haft et super samspil med dem.

-Jeg er selvfølgelig stadig skuffet over, at vi ikke kom i finalen, for det var virkelig kun marginaler, der afgjorde serien mod Aalborg. Men generelt har jeg haft en god sæson, jeg har fået større erfaring og mere ro i mit spil. Jeg synes selv, at jeg har arbejdet hårdt, specielt med det mentale. Og her må jeg også bare give Nicolaj Henriksen en kæmpe tak, som har været rigtig god sparring for mig – specielt her i slutspillet, hvor jeg godt har kunne miste fokus. Vi er et team, og det gælder om at holdet får succes.

- Det er virkelig et lækkert ur jeg har fået, så jeg kan kun sige mange tak til alle dem, der har stemt på mig, siger Årets Spiller, Mathias Seldrup.

Top 5 listen af stemmer hos Esbjerg Energy:

  1. Mathias Seldrup
  2. Phillip Bruggisser
  3. Jeppe Vinther
  4. Carson McMillan
  5. Adam Miller

Blandt de mange fans, der har stemt, har vi udtrukket en vinder af 1 stk. sæsonkort til den kommende sæson. Vinderen er Willy Jansen.

Ud over at stemme på Årets Spiller i Esbjerg Energy, så valgte rigtig mange fans også at begrunde deres valg.Her et lille udpluk af begrundelserne, hvorfor Mathias Seldrup skulle vinde:

-------------------

  • Årets store helt, overraskelse og redningsmand! Han har været bund solid, og det sikre valg i målet! 
  • At starte sæsonen som 2.goalie, arbejde sig ind som førstevalg, samt komme ind og i flere kampe være matchafgørende - ikke mindst i slutspillet - er decideret imponerende. Det er en fremtidig dansk landsholdsmålmand, vi har i folden. Tak for en god sæson herfra! 
  • Mathias har imponeret og må være en god kandidat til årets All-Star hold. 
  • Han har i den grad steppet op og stået fantastisk hele sæsonen. Særligt imponerede når hans unge alder tages i betragtning. 
  • En ung mand, der har grebet sin chance i målet og har, efter min mening, haft en afgørende rolle i mange vigtige kampe i år. Udover overblik, hurtighed og en imponerede gribehandske udviser Mathias en fantastisk ro, selv i pressede situationer. 
  • Som trofast tilskuer i hallen, er det en fornøjelse at se en spiller, der brænder for holdet - og at se hans jubelspring ved hver scoring og slutfløjt i de vundne kampe. Derudover er han et flot forbillede for ungdommen og har altid overskud til at smile og hilse ud til alle de børn der vinker til ham. Mathias Seldrup har i dén grad fortjent titlen. 
  • En målmand/spiller med en så stor entusiasme, skal man lede længe efter. Seldrup er virkelig vokset med opgaven. Han er en fighter, og han kæmper med alt hvad han har. Og han udstråler en glæde som spiller, der smitter af på fansene. Stor indsats, et kæmpe talent, som jeg håber vi kan beholde, i de kommende sæsoner.
  • Han er en humør bombe for holdet, og han gør et kæmpe stykke arbejde. Han fortjener helt sikket prisen som årets spiller - han får 6 stjerner af mig... 
  • Han var udset til at være 2.målmand men tog pladsen som 1.målmand og gjorde det simpelthen så flot selv, når resten af holdet overlod spillet til modstanderen, og stakkels Mathias stod næsten uden forsvar. 
  • Han har gjort et fantastisk stykke arbejde i målet. At en så ung målmand formår at gøre så godt et stykke arbejde, er imponerende. Håber han er at finde på holdet til næste sæson. 
  • Han har reddet holdet så mange gange og har virkelig taget rollen som 1 målmand til sig! Ud over det så er det som fan en fornøjelse at se den glæde han udstråler - han lever sig så meget ind i kampen og der smitter af på os fans!

Foto: Niels Husted - www.nhcfoto.dk