Stærkt nordjysk comeback i Esbjerg sikrede to points 29. november 2016

Stærkt nordjysk comeback i Esbjerg sikrede to points

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks 3–4 (0-1, 2-0, 1-2, 0-1) OT

Frederikshavn var nede med 3-1 da der resterede ni minutter af kampen, men med en stærk slutspurt formåede gæsterne at få udlignet Esbjergs føring med tre minutter igen. I overtiden stjal nordjyderne også et ekstra point, da Kristoffer Lauridsen sikkert eksekverede i en to mod nul-situation.

Esbjerg havde mulighed for hurtig revanche, da man tirsdag aften tog imod Frederikshavn hjemme i Granly Hockey Arena. De to hold tørnede således sammen fredag aften i Nordjylland, hvor Esbjerg trods en fremragende 1. periode, i sidste ende måtte se sig slået med 4-2 af et Frederikshavn-hold, som fik bedre og bedre fat, efterhånden som dén kamp skred frem.

Mathias Seldrup var særdeles velspillende i fredags, hvor han med flere store redninger længe var med til at holde vestjyderne i nærheden af de tre points. Den unge Esbjerg-keeper havde da også fået genvalg til aftenens kamp mod nordjyderne, som i mellemtiden havde måttet indkassere et nederlag i Odense.

Gæsterne var tirsdag aften uden Colin Vock og Christian Kristiansen, mens Esbjerg stillede uden Phillip Bruggisser og også fortsat venter på at Jeppe Holmberg bliver sin skade kvit.

Esbjerg kom bedst fra start

Frederikshavn-keeper Thomas Lillie kom tidligt under pres, da Esbjerg satte sig godt på spillet de første par minutter, hvor man hurtigt talte tre vestjyske afslutninger. Især Tyler Fiddlers forsøg var her nærgående.

Esbjerg var fortsat mest toneangivende som man rundende periodens halvvejsmærke, men gæsterne stod godt på banen og gjorde det vanskeligt for vestjyderne, at komme frem til afslutninger fra de rigtige positioner.

Selvom Esbjerg havde siddet på det meste rent spillemæssigt og ligeledes var kommet til flest afslutninger, så var det dog gæsterne der først fik hul på bylden, da Tyler Mosienko efter et kvarters spil førte pucken frem over blue line og lagde den til rette for Jens Henrik Tönjum, som med en lumsk afslutning fik passeret Seldrup højt i målet til 0-1.

1. periode var ganske fair spillet og bød da også kun på en enkelt udvisning, som tilfaldt Esbjergs Søren Nielsen, som begik en roughing i egen zone med tre minutter til pausen. Frederikshavn kom dog ikke rigtigt frem til de store muligheder i power play-spillet der fulgte og der stod således fortsat 0-1 efter de første 20 minutters spil.

Stærk vestjysk 2. periode

Værterne fik en drømmestart på 2. periode, da man med en lidt besynderlig scoring kom på 1-1. Anders Krogsgaard forsøgte sig i første omgang på gæsternes mål, men forsøget blev afværget og pucken endte i stedet ude hos Tyler Fiddler, som fra en position helt ude ved Esbjergs udskiftningsboks lagde pucken på mål. Et forsøg hvor pucken hoppede og dansede, så den ellers harmløse afslutning, alligevel endte med at overrumple Lillie i målet.

Nordjyderne fik kort herefter chancen i power play, da Nicolaj Jepsen røg i straffeboksen for en interference. Her blev Jeff Ulmer på fornemste vis sat op til afslutning, men canadieren helkiksede afslutningen.

Et par minutter senere bragte Esbjerg sig i front med 2-1 og igen så gæsternes keeper lidt uheldig ud, da Niklas Andersen fulgte op på Sune Hjulmands forarbejde og fik sendt pucken ind under Lillie til vestjysk føring.

Herfra satte gæsterne sig mere på begivenhederne de efterfølgende 8-10 minutter, hvor især Marcus Olssons forsøg efter syv minutter bør fremhæves. Svenskeren modtog en tværpasning inde foran mål og kun en stor redning af Seldrup forhindrede nordjysk udligning.

Der lå i det hele taget et nordjysk mål og ventede i luften på dette tidspunkt i kampen, hvor Jeff Ulmer tegnede sig for et stolpeskud godt halvvejs i perioden.

Esbjerg kom frem til en enkelt stor chance i sidste halvdel af perioden, da Ryan Martindale i en to mod en-situation fik overplaceret på gæsternes mål. Der blev dog ikke scoret mere i perioden, selvom hjemmeholdet fik chancen i power play da der resterede tre minutter.

Lillie med kampens detalje

Også i 3. periode kom Esbjerg bedst fra start. Perioden blev indledt som lyn og torden, da Ryan Martindale med et fremragende forarbejde fik sat Jared Knight op til afslutning efter 17 sekunders spil. Afslutningen fra Knight fejlede absolut intet, men Lillie fik med en vanvittig redning afværget amerikanerens forsøg. Kampens i særklasse bedste målmandsaktion og Lillie fik dermed taget revanche for et Esbjerg-mål eller to, hvor han ikke havde set alt for overbevisende ud.

Efter tre minutters spil måtte Mathias Bau Hansen indkasserer en 2 + 10 minutters udvisning for checking to the head og i det efterfølgende power play bragte værterne sig på 3-1, da Esben Nielsen fikst styrede Anders Krogsgaards oplæg i nettet bag Frederikshavn-keeperen.

Nordjysk comeback, vestjysk nervøsitet

Mange i Granly Hockey Arena forventede nok, at Esbjerg så ville køre sejren hjem. Men Frederikshavn ville det anderledes og vestjyderne måtte se Steffen Frank opsnappe en tværpasning på egen blue line, hvorefter han strøg af sted ned mod Seldrup, som usvigeligt sikkert blev passeret til 3-2.

Der var nu nervøsitet at spore hos Esbjerg, som blev ramt af en udvisning til Kodie Curran, da der resterede fem minutter af perioden. Otte sekunder før udvisningen udløb slyngede David Liffiton pucken ind bag Seldrup fra distancen og gæsterne havde indhentet den vestjyske tomålsføring og havde i den grad også momentum, mens Esbjerg synes at have fået gummiben. Det stod i hvert faldt alt for stille for Esbjerg mod periodens slutning, hvor Marcus Olsson med lidt held kunne have sikret gæsterne alle tre points.

I overtiden gik Esbjerg efter at afgøre kampen til egen fordel, men kom efter et minut til at oversatse lidt. Man blev fanget højt oppe på banen og Kristoffer Lauridsen kunne med sin 3-4-scoring sikkert udnytte en to mod nul-situation for gæsterne, til at afgøre kampen til Frederikshavns fordel.

Nordjyderne hentede dermed deres anden sejr over de regerende mestre i løbet af blot fem dage.