Stærkt comeback var ikke nok 1. april 2018

Esbjerg Energy leverede et stærkt comeback i søndagens kamp mod Aalborg, men efter fem minutters spil af fjerde periode scorede Aalborg Pirates det afgørende mål.

Esbjerg halsede scoringsmæssigt efter det meste af kampen, men den startede faktisk meget lige. I de seneste to opgør har Aalborg lagt hårdt ud, men denne aften var det mere lige. Det holdt dog ikke ved i hele perioden, og mod slutningen af perioden overtog hjemmeholdet spillet, og pressede godt på.  Esbjerg havde haft sine chancer i periodens første minutter, men med to minutter tilbage blev en tabt faceoff i egen zone dyr, da pucken kort efter blev lagt ind til Jeppe Juhl Korsgaard, der sendte pucken op over skulderen på Mathias Seldrup i Esbjergs mål.

Anden periode startede ikke godt for Esbjerg Energy. En udvisning efter tre minutter kostede 2-0 målet, da Martin Lefebvre sendte pucken i nettet fra distancen i powerplayet. Esbjerg fik sin første chance i powerplay efter seks minutter af anden periode, og her slog Esbjerg hurtigt til, da Anders Krogsgaard i to omgange sendte pucken ind bag Tadeas Galansky til 2-1.

Intensiteten i kampen var god, og der blev gået godt til stålet. De interne kampe i kampen tog til i styrke, og der var flere små hævnakter rundt på banen, altså god gammeldags slutspilshockey.

Justin Crandall havde chancen for udligning, men det var hjemmeholdet, som scorede det næste mål. Med otte minutter tilbage appellerede Esbjerg stærkt imod Mikkel Højbjergs scoring, som tilsyneladende havde været ude af spil, inden den sekunder senere lå bag Mathias Seldrup. Dommerne var dog ikke enige, så 3-1 til Aalborg Pirates.

Heldigvis kom modsvaret hurtigt, og under to minutter senere havde Brock Nixon fundet et hul i Tadeas Galansky opdækning, og så stod der 3-2. Det gav blod på tanden for Esbjerg, der havde fået et godt tag i hjemmeholdet i sidste halvdel af midterperioden. Med lidt over to minutter tilbage fik Kirill Kabanov 50 % rabat, da han slap med en enkelt udvisning, hvor der rent faktisk var to plus to. Esbjergs bænk var selvsagt ikke tilfreds, men det ændrede ikke ved, at Esbjerg Energy måtte nøjes med to minutters overtal. Brock Nixon fik sendt et forsøg af sted, men der stod 3-2 før tredje periode.

Der var stillingskrig i de første minutter, og det var først da Adam Miller måtte ud i to minutter, at der skete noget på scoringstavlen. I powerplayet var Olivier Hinse på plads på fløjen, og han first-timede en tværpasning op under overliggeren til 4-2. Igen var Esbjerg Energy ikke slået, og da hjemmeholdet modtog en udvisning tre minutter senere, slog Phillip Bruggisser til efter 12 sekunders powerplay med en hammer i fjerneste hjørne.

Der manglede ni minutter, og hjemmeholdet var nu til at tale med. I en kamp med hårdt spil og masser af nærkampe, gjorde det ikke Esbjerg bænk mindre irriterede på dagens dommerkvartet, at både Taylor Fleming og Sune Hjulmand inkasserede to minutter på forseelser, der nok havde været de første 20 af hidtil i kampen uden udvisning. Det gav Aalborg Pirates halvandet minut i fem mod tre til at lukke kampen, men det lykkedes dem ikke, og i stedet blev comebacket fuldgjort med bare fem sekunder tilbage, da Phillip Bruggisser nok engang sendte en drøn i nettet til 4-4. 

Frustrerede Aalborg spillere og glade Energy spillere skulle for anden kamp i træk i overtid. Adam Miller fik chancen efter et minuts spil, men fik ikke afsluttet ordentligt, og så efter fem minutters spil blev Esbjerg fanget for langt fremme, og så afgjorde hjemmeholdet kampen til egen fordel med scoringen til 5-4.

Dermed er Energy nede med 2-1 i serien, inden det atter går løs på tirsdag i Granly Hockey Arena. Der er kampstart kl. 19.30.