SønderjyskE udlignede kvartfinaleserien 11. marts 2018

Esbjerg Energy fandt aldrig storspillet frem, da holdet søndag eftermiddag måtte se sig besejret med 4-0 i SE Arena i Vojens. Manglende skarphed og et ufarligt powerplay endte med at blive udslagsgivende i en chancemæssigt lige kamp.

Hjemmeholdet kom bedst fra start, da Søren Dau Mortensen udnyttede kampens første udvisning til at gøre det til 1-0. Esbjerg fik første powerplaychance minuttet efter, men selvom både Adam Miller og Colin Vock kom til et forsøg, så var spillet rundt om Sønderjyskes boks for langsomt til for alvor at true hjemmeholdet.

Ellers var det en lige periode, der dog bar præg af en dommerlinje, der ikke helt passede til den slutspilsintensitet som både spillere og tilskuere holder så meget af. I første omgang var det Esbjerg der blev ramt af to udvisninger mere i første periode, men det lykkedes ikke hjemmeholdet at score yderligere. Et par gange var Esbjerg tæt på at slå kontra i undertal, men en velspillende finsk målmand i Joni Myllykoski reddede hjemmeholdet mere en én gang i løbet af kampen.

Stadig helt åbent inden anden periode som startede med en udvisning til Kyle Wharton. Det sendte selvsagt Esbjerg i powerplay, men det skulle bare vise sig at blive én af de aftener, hvor vi nok havde været bedre stillet ved at spille i fem mod fem. Overtalsspillet var simpelthen glemt hjemme i Esbjerg.

Her var hjemmeholdet mere skarpe, og da de fik chancen efter fem minutters spil af anden periode, slog de til. Teknisk set var det ikke et powerplaymål, for det var først ét sekund efter udløb, at Patrick Dwyer foran mål kunne prikke pucken ind under Mathias Seldrup til 2-0. Stadig var fornemmelsen, at Esbjerg sagtens kunne komme tilbage i kampen, og et par minutter senere kom en ny chance i powerplay. Her var det dog ved at gå galt i den anden ende, da Martin Eskildsen kom alene af sted. Heldigvis var Seldrup klar.

Med fire minutter tilbage af anden periode måtte Esbjerg atter se et powerplay smuldre mellem hænderne uden at have truet Myllykoski, og der var nu hårdt brug for en hurtig reducering i tredje periode.

Det startede ikke optimalt, da Søren Dau Mortensen efter et lille minut kom på et break-away, der resulterede i at Jannik Christensen måtte ud i to minutter. Den blev klaret, men minuttet efter var den gal igen. I en kamp, der sagtens kunne gå hen i historien med rekord i bortvisninger fra faceoff pletten, blev Brock Nixon offer for at linjedommerne havde mere end svært ved at smide pucken. Udvisningen blev dog klaret.

Esbjergs problemer i powerplay fortsatte kort efter, men stadig fornemmede man, at bare et enkelt esbjergensisk mål kunne ryste SønderjyskE, der i play-inn serien mod Gentofte havde smidt to styks tomåls føringer. Muligheden var der med ni minutter tilbage, men en stor dobbeltredning af Myllykoski forhindrede ny spænding i kampen.

Med lidt over to minutter tilbage havde Esbjerg satset ved at tage Seldrup ud, og den satsning gav hurtigt bagslag, da Mads Lund sendte pucken i det tomme mål. 3-0 og kampen var tabt, men hjemmeholdet nåede også at gøre det til 4-0, inden kampen var slut. Dermed er der udlignet i serien, inden det atter går løs igen på tirsdag i Granly Hockey Arena. Der er kampstart kl. 20.30.