Sæsonen er slut 23. marts 2019

Kvartfinalen blev endestation for Esbjerg Energy, da den altafgørende syvende kamp i serien blev tabt med 4-1. Masser af esbjergensiske tilskuere var taget med til det nordjyske, men de måtte indse, at det blev lidt op af bakke efter en første periode, hvor Frederikshavn havde bragt sig foran med 3-0. Esbjerg kæmpede med, hvad der var tilbage, og pressede voldsomt på for at komme tilbage i kampen. Skarpheden og marginalerne var så ikke helt til stede denne aften, og efter anden periode var der stadig tre mål op. I tredje periode tog jagten til, og med 10 minutter tilbage bragte Mark Derlago ny spænding i kampen. To mål igen, men selvom Mathias Seldrup allerede blev pillet ud med over fire minutter tilbage, så kom Energy ikke nærmere.

Dermed blev det Frederikshavn Whitehawks, der gik videre til semifinalen, og Esbjerg Energy kan, efter en utraditionel sæson med mange udfordringer i forbindelse med kampe i den lille træningshal og glæden ved at indvi den nye, gå på sommerferie.

Om godt fire måneder går det allerede løs igen, og imens åbnes der op for silly season, og hvad der følger omkring opbygningen af holdet for 2019-2020 sæsonen.