Offensiv canadier klar for Energy 19. juni 2018

Max French er klar til sit første europæiske eventyr, da den 25-årige canadier tørner ud for Esbjerg Energy i den kommende sæson.

Efter fire år med college ishockey, fik han i 2017 sin første professionelle kontrakt og kan nu både skrive AHL & ECHL-erfaring på sit CV.

-Jeg er virkelig spændt på mit første ophold udenfor Nordamerika, men jeg har kun hørt godt om Danmark og jeres entusiastiske fans, så det ser jeg meget frem til. Jeg er en spiller med masser af fart i skøjterne, der både skaber plads til mine kædekammerater og selv kan finde vejen til målet, fortæller Max French.

28 optrædener og en pointhøst på 7 point blev det til i sin debut-sæson i AHL for Texas Stars. Undervejs spillede Max French ligeså for klubbens farmerhold, Idaho Steelheads, i ECHL, hvor det blev til 18 point i 20 grundspilskampe. French gik uimponeret til værks i sit første slutspil, hvor han lavede 5 mål og 5 assist i 11 kampe for Idaho Steelheads og blev holdets interne topscorer i slutspillet.

Esbjerg Energys cheftræner Mark Pederson er også fornøjet ved dét, han har oplevet ved selvsyn.

-Jeg har for kort tid siden set ham spille fem kampe, og jeg er meget begejstret for Max spil både med og uden puck. Efter en stærk karriere i college ishockey går han allerede ind og præsterer flot i sin første sæson som professionel, så det er en meget spændende spiller, som vi får tilført, understreger Mark Pederson.

Max French studerede fire år på Bentley University i den amerikanske stat Massachu­setts og lavede 143 point i 138 kampe i den amerikanske college liga. Med over 1 point i snit strøg han også til tops som holdets topscorer i de sidste to sæsoner, og derudover var han i begge sæsoner også at finde på ligaens all-star hold.

-Ud over at være målfarlig, så er han og så en spiller, der er dygtig til at bruge sin fysik på isen, og så har han den rette vindermentalitet, så Max kan godt gå hen og blive en stor profil i den danske liga, vurderer Esbjerg Energys cheftræner Mark Pederson, der med tilføjelsen af Max French nu har fem importspillere på kontrakt for den kommende sæson.

Foto: Idaho Steelheads / Tim Broussard