Mannheim cruiser videre i CHL; vinder 2-6 i Esbjerg 3. oktober 2017

Esbjerg Energy – Adler Mannheim 2–6 (0-1, 2-2, 0-3)

Esbjerg gav hvad de havde og leverede en flot kamp, men måtte i sidste ende se sig besejret af den tyske overmagt fra Mannheim, der fortsat har kurs mod puljens førsteplads. Devin Setoguchi var kampen store oplevelse – en fornøjelse at følge gennem kampen med et hav af flotte detaljer og to elegante scoringer.

Tirsdag aften stod den på Champions Hockey League for sidste gang i denne omgang i Granly Hockey Arena, da Esbjerg hjemme tog imod de stærke tyskere fra Adler Mannheim. Med returopgør i Mannheim om en uge var kampen samtidigt Esbjergs næstsidste i turneringen, da vestjyderne ikke længere har mulighed for at gå videre fra puljen.

Mannheim havde derimod gode kort på hånden for at vinde puljen, såfremt man kunne hente to sejre mod Esbjerg, da man á points med Trinec på førstepladsen godt kunne tillade sig at håbe på, at tjekkerne ville sætte points til i deres dobbeltopgør mod de svenske mestre fra HV71.

Mannheim var tirsdag uden Mathieu Carle, John Rogl, Ryan MacMurchy og Brent Raedeke. Esbjerg stillede op uden Niklas Andersen, men havde til gengæld Taylor Fleming tilbage på holdkortet for første gang i fire kampe.

Chet Pickard startede i Mannheims mål, mens Mathias Seldrup vogtede målet for Esbjerg.

Tysk føring trods opløftende vestjysk spil

Kampen fik en frisk og livlig start og de undertippede vestjyder fulgte overraskende godt med i tyskernes opskruede tempo.

Efter små tre minutters spil var det endda tæt på en Esbjerg-føring, da Colin Vock med et glimrende oplæg fik sat Alexis Loiseau op til afslutning fra udkanten af slottet. Men desværre for Esbjerg, så afsluttede canadieren lige i maven på Pickard i Mannheim-målet.

Minuttet efter var der igen bud efter et Esbjerg-mål, da Aaron Johnson fejlede bag eget mål. Situationen blev hurtigt opfanget af Felix Scheel, der snuppede pucken, trak ind foran mål og fik afsluttet lige forbi fjerneste opstander.

Jannik Christensen trak kampens første udvisning, da han efter fem minutters spil måtte til afkøling for en tripping i egen zone. I overtalsspillet viste Mannheim fornem puckomgang og man fik spillet sig frem til en stor chance til Chad Kolarik, der dog måtte se forsøget afværget af Seldrup i Esbjergs mål.

Publikum i Granly Hockey Arena blev dog vidende til et vedvarende tysk pres, som også fortsatte efter at Jannik Christensen atter havde entreret isen.

Netop som man havde rundet periodens halvvejsmærke fik Esbjerg spillet sig frem til endnu en fornuftig mulighed, da Colin Vock, fra en position bag gæsternes mål, fandt en opmærksom Loiseau med en fornem pasning, men afslutningens kvalitet manglede lige det sidste og der stod fortsat 0-0.

Dette skulle tyskerne dog vise sig at få ændret på i det 13. minut, da David Wolf med et relativt ufarligt skud fra distancen formåede at snyde Seldrup og dermed fik bragt Mannheim i spidsen med 0-1.

Esbjerg fortsatte dog ufortrødent de gode takter og især vestjydernes første- og andenkæde fik leveret opløftende spil og man formåede tilmed at presse tyskerne i deres zone.

Esbjerg lynede dobbelt i power play

Allerede i anden periodes første minut viste Esbjerg atter gode takter, da vestjydernes førstekæde fik broderet sig igennem den tyske defensiv. Men desværre for Esbjerg forsøgte man at gå efter en pasning for meget frem for at tage den direkte afslutning og pucken nåede aldrig frem til Nick Crawford, som man forsøgte at sætte op til afslutning.

Minuttet efter fik Esbjerg deres første forsøg i power play, da Kevin Maginot blev udvist for holding the stick. Her viste Felix Scheel noget af den effektivitet, som man har savnet fra vestjyderne på det seneste, da han i to omgange fik sendt pucken ind bag Pickard fra en position lavt i slottet. Esbjerg var på 1-1.

I det femte minut var Esbjergs Alexis Loiseau tæt på at udnytte en tysk fejl, da han forsøgte et frækt wrap around træk, men Pickard nåede lige nøjagtigt forflytningen og kom altså i vejen for forsøget.

Minuttet efter var chancen endnu større i modsatte ende, da Mannheims tidligere NHL-profil Devin Setoguchi på nærmest mirakuløs vis formåede at brænde på et tomt mål.

Kampen var i det hele taget yderst livlig og underholdende på dette tidspunkt og minuttet efter fik Esbjerg igen chancen i overtal, da Daniel Sparre blev udvist for holding the stick.

Igen viste Esbjerg effektivitet i power playet, da man med en god portion held fik bragt sig i front med 2-1. Carson McMillan afsluttede, pucken så ud til at ramme en tysk spiller, skiftede retning og snød dermed fuldstændigt Pickard i Mannheim-målet.

To minutter senere kunne Esben Nielsen have bagt Esbjerg i front med 3-1 på et break away-forsøg, men Pickard bevarede roen i gæsternes mål og fik afværget forsøget fra den rutinerede dansker. Ærgerligt for Esbjerg, der mindre end to minutter senere måtte se Mannheim udligne til 2-2, da Chad Kolarik to sagen i egen hånd og slyngede pucken ind bag Seldrup, der så ud til at ærgre sig over at se pucken gå ind ved den lejlighed.

I det 14. minut måtte Søren Pedersen indkassere en udvisning for hooking og i power playet der fulgte bragte tyskerne sig i front med 2-3, da Devin Setoguchi sendte en puck på mål, som Luke Adam fik styret uden om Seldrup.

Esbjerg sluttede perioden af med en rigtig god mulighed til Felix Scheel, men der blev ikke scoret yderligere og Mannheim kunne dermed tage en føring på 2-3 med ud til den anden periodepause.

Mannheim trak fra, da Esbjergs kræfter slap op

Værterne kæmpede fortsat med alt hvad de havde fra tredje periodes start, men man havde det svært mod et kompakt tysk mandskab, der effektivt lukkede ned i midtzonen, selvom Esbjerg ihærdigt forsøgte sig med et højt pres.

Efter syv minutter tippede kampen dog endegyldigt over i tyskernes favør, da Devin Setoguchi var først over en retur fra Seldrup, som stensikkert blev sendt op i nettaget til 2-4.

To minutter senere var Esbjerg i power play efter en egoistisk tysk udvisning for dårlig opførsel til Thomas Larkin, men ud over et besynderligt puckudspring fra banden, som Esben Nielsen forsøgte at forfølge, så kom Esbjerg aldrig rigtigt for alvor tæt på en reducerende scoring.

Endnu en tysk udvisning gav et kortvarigt fem mod tre-power play til Esbjerg og Mark Pederson udbad sig en time out. Men trods glimrende overtalsspil, så blev Phillip Bruggissers forsøg fra distancen det tætteste Esbjerg kom på en scoring ved den lejlighed.

Mannheim lukkede kampen med to hurtige scoringer i det 13. og det 14. minut. Først gjorde Carlo Colaiacovo det til 2-5 via stolpen og få sekvenser senere var det kampens store oplevelse, Devin Setoguchi, der nettede for anden gang og dermed gjorde det til 2-6 under en afventende udvisning til Esbjerg. Canadieren trak køligt pucken med sig uden om Seldrup og vippede den højt op i målet.

Colin Vock tegnede sig for Esbjerg sidste reelle mulighed i kampen efter et kvarters spil, men ellers var det et Mannheim-hold i kontrol, som sikkert hjemtog de tre points og dermed fortsat har kurs mod puljesejren, da HV71 samtidigt hjemme vandt 2-1 over Trinec efter straffeslag. Tjekkerne tabte dermed terræn til Mannheim.