Forbandelsen fortsætter for Esbjerg 2. november 2018

Esbjerg Energy – Rungsted Seier Capital 2–5 (1-0, 1-2, 0-3)

For tredje gang i træk var Esbjerg foran med 2-0 på egen is, men endte alligevel med at tabe stort, da et kynisk og effektivt Rungsted-mandskab, kunne rejse hjem med alle tre points i bagagen. Esbjerg-spillerne stod for stillede, arbejdede for lidt for hinanden, tog for mange udvisninger og havde slet ikke samme fart i skøjteløbet, som aftenens nordsjællandske modstander.

Metal Ligaens tophold fra Rungsted gæstede fredag aften Esbjerg, hvor man mødte et vestjysk mandskab, der måtte formodes efterhånden at være ganske sultne efter en sejr på egen is, efter to gange i træk at have smidt en 2-0-føring på hjemmebane.

Spillemæssigt har Esbjerg lagt godt fra land i de seneste kampe, men har siden mistet konceptet, kontrollen og til dels disciplinen. Så mon ikke trænerstabelen i Esbjerg forud for aftenens kamp havde proklameret 60 minutters fokus og bedt spillerne om at holde sig ude af udvisningsboksen?

Rungsted har været næsten ustoppelige på det seneste, hvor man har hentet fem sejre i de seneste seks kampe. I tabellen puster Frederikshavn nordsjællænderne i nakken, men med en sejr på vestkysten kunne Rungsted med sikkerhed fastholde førstepladsen.

Esbjerg var atter i stærkeste opstilling, mens Rungsted måtte undvære Mikael Christensen og den sædvanlige backup-keeper Jon Lee-Olsen.

Målmandsduellen stod mellem Mathias Seldrup og Thomas Lillie.

Forud for kampen blev Niklas Andersen kåret til oktober måneds profil hos Esbjerg.

Esbjerg-føring trods Rungsted-overtag

Gæsterne fra Rungsted kom ud til første periode med mest overskud og fart i skøjterne. Nikolaj Rosenthal var da også tæt på med et yderst nærgående forsøg inden der var spillet et halvt minut, men ellers var der faktisk ganske langt mellem målchancerne i de første 20 minutter.

Det var fortsat nordsjællænderne der sad på det meste, som man nærmede sig periodens halvvejsmærke. Morten Jensen fik budt ind fra distancen og senere fik også Robin Bergman testet Seldrup i vestjydernes mål. Men Esbjerg-keeperen var på sin plads.

Selvom Rungsted egentligt fortsat fik sig spillet frem til mest, så var det de vestjyske værter der formåede at bringe sig i spidsen, da Jesse Mychan lidt ud af det blå bragte hjemmeholdet på 1-0 efter 16 minutters spil, da han tog chancen fra distancen og fik overlistet Thomas Lillie. Et mål der umiddelbart så lidt let ud og som Lillie formentligt ærgrede sig over efterfølgende.

Esbjerg var fortsat oppe med 1-0 forud for den første periodepause, efter en periode som Rungsted havde siddet på og hvor gæsterne vandt skudstatistikken med 5-13.

Rungsted-comeback i underholdende anden periode

En tidlig udvisning til Gustav Green resulterede i en fordobling af Esbjergs føring, da Jesse Mychan i det efterfølgende power play udbyggede hjemmeholdets føring til 2-0. Tæt under mål tog canadieren et fikst træk og via overliggeren blev pucken sendt ind bag Lillie i gæsternes mål.

Mark Derlago havde en gylden mulighed for at udbygge Esbjergs føring yderligere, da Lille få minutter senere ikke nåede at genfinde sin position, efter at have været ude af målet. Men desværre for Esbjerg, så endte Derlagos afslutning i sidenettet.

Som det også har været tilfældet for Esbjerg i de foregående to hjemmekampe, så havde man svært ved at holde fast i en tomålsføringen.

Efter syv minutter viste Rungsted således, at de også kunne i power play. Tim Daly og Nikolaj Rosenthal samarbejdede om at lirke Esbjergs box play op og inde på stregen skulle Tyler Fidler blot sætte bladet på, for at reducere til 2-1.

Rungsted bombede til tider virkeligt løs mod Seldrups mål og endnu et mål til gæsterne lå i luften.

Og det kom da også. Målet altså.

Endnu en gang var Rungsteds sprudlende elegantier Nikolaj Rosenthal dybt involveret, da han tog sagen i egen hånd og med et slangehug slyngede pucken ind bag en helt uforberedt Seldrup i målet, som dårligt nåede at reagere. 2-2, som også var stillingen efter anden periode, hvor Rungsted i overbevisende stil vandt skudstatistikken med hele 4-14.

Tre power play-mål til Rungsted; tre fatale minutter for Esbjerg

Man skulle ikke langt hen i tredje periode, før der for alvor var deja vu for Esbjerg-spillerne og for den trofaste del af publikum i Granly Hockey Arena.

Med tre ubesvarede power play-mål på kun lige godt tre minutter, formåede Rungsted således at gå fra 2-2 til 2-5 ganske tidligt i tredje periode, hvorefter kampen reelt set var afgjort.

Først var det Robin Bergman, der udnyttede en udvisning til Niklas Andersen, til at bringe Rungsted i front med 2-3 og blot 42 sekunder senere havde Charlie Sarault øget til 2-4, kun ni sekunder efter Jannik Christensen havde taget plads i udvisningsboksen.

Tim Daly hamrede sidste søm i Esbjerg-kisten efter syv minutter, da Rungsted dygtigt flyttede pucken hurtigt rundt om Esbjergs box play, inden Daly altså resolut eksekverede usvigeligt sikkert på et slagskud fra mellemdistancen. 2-5 og kampen var afgjort trods 13 minutter tilbage på uret.

Esbjerg formåede aldrig rigtigt for alvor at presse Rungsted i slutfasen og liga 1’eren kunne dermed sætte yderligere tre points ind på kontoen og fejre sæsonen anden sejr over vestjyderne.

Kampsponsor World Marine Off-shore valgte #29 Jesse Mychan til kampens spiller.