Esbjerg stjal sejren i overtid mod velsmurt Aalborg-maskine 30. marts 2018

Esbjerg Energy – Aalborg Pirates 5–4 (2-2, 1-1, 1-1, 1-0) OT

Aalborg formåede at komme tilbage og indhentede hele tre Esbjerg-føringer. Nordjyderne var generelt bedst i de fleste af spillets facetter fredag aften i Granly Hockey Arena. Alligevel lykkedes det dog for Esbjerg med hiv og sving og stik mod spil og chancer i kampens slutning, at stjæle sejren i overtiden, hvor Adam Miller blev den store helt for vestjyderne, der nu har udlignet serien til 1-1.

En tæt og nervepirrende semifinaleserie mellem Aalborg og Esbjerg blev skudt i gang tirsdag aften i Aalborg, hvor det lykkedes hjemmeholdet at hive en 3-1 sejr hjem mod de forsvarende mestre, som leverede en solid præstation i kampens første 40 minutter, mens Aalborg overtog initiativet og styrede spillet gennem det meste af tredje periode. Esbjerg brændte generelt for mange chancer, mens Aalborg var mere skarpe, når chancen bød sig.

Esbjerg måtte således være fuldt bevidste om, at det som minimum ville kræve 60 gode minutter og mere kynisme foran mål, hvis man ville gøre sig forhåbninger om at få skovlen under de stærke nordjyder i fredagens anden semifinale hjemme i Granly Hockey Arena.

Hjemmeholdet kunne råde over et fuldt hold, mens Aalborg måtte se bort fra Martin Højbjerg, Kristian Kodal og Bjarke Møller. Målmandsduellen stod igen mellem Tadeas Galansky og Mathias Seldrup.

Aalborg toneangivende i tempofyldt første periode

Der var høj intensitet og god fysik fra første faceoff, hvor der blev givet og taget af et godt hjerte fra begge mandskabers side.

Det var gæsterne fra Aalborg, der synes at komme bedst ud til første periode, hvor det dog var Esbjergs Colin Vock, der tegnede sig for kampens første målchance, da han tæt under mål forsøgte sig med en styring efter oplæg fra Adam Miller, men forsøget gik lige forbi og der stod fortsat 0-0 på tavlen.

Aalborg arbejdede stenhårdt og synes at have fundet melodien rent offensivt ganske tidligt i kampen, hvor Sebastian Andersen da også fik budt ind med et forsøg for nordjyderne i det fjerde minut. Forsøget grundlagde et større pres fra gæsterne, som efterfølgende sværmede om Seldrups mål flere gange.

Efter fem minutters spil var det dog værterne, der med lidt held kunne have bragt sig i spidsen, da Alexis Loiseau fandt en fremadstormende Justin Crandall, der strøg af sted i et break away. Crandall blev generet bagfra af Peter Quenneville i situationen og dommerne vurderede, at der blev brugt ulovlige midler. Den giftige Aalborg-forward måtte derfor en tur i straffeboksen for en tripping og Esbjerg kunne rulle overtalsformationerne ud.

Her behøvede vestjyderne kun 22 sekunder, før man havde bragt sig i front med 1-0. Umiddelbart efter en faceoff sendte Phillip Bruggisser således pucken videre til Adam Miller, der fra distancen sendte en lumsk afslutning fladt i mål ved fjerneste stolpe til vestjysk føringsmål.

Et par minutter senere var det Esbjergs Niklas Andersen, der måtte gå den tunge gang for en unødvendig udvisning for høj stav i midtzonen. Efterfølgende stod Esbjerg egentligt godt imod og fik leveret fornemt box play. Men lige lidt hjalp det, da det lykkedes for gæsternes Tobias Ladehoff, at prikke pucken ind under Seldrup til 1-1, få sekunder efter, at Esbjerg var blevet fuldtallige.

Esbjerg formåede dog at slå tilbage ganske hurtigt, da man blot et minut senere atter bragte sig i front. Adam Miller havde fået god fart i skøjterne og gik direkte på mål, Galansky halvklarede i gæsternes mål og Colin Vock var hurtigt over den løse puck, som blev listet ind ved nærmeste stolpe til 2-1.

Nordjyderne så dog ikke ud til at lade sig gå på af lidt scoringsmæssig modgang, da man ufortrødent kørte på og pressede Esbjerg langt tilbage i egen zone. I det 11.-12. minut blev Esbjerg som følge heraf fanget med de samme folk på isen alt for længe, imens Aalborg formåede at få skiftet friske folk ind. Presset blev til sidst for stort og efter godt 12 minutter kunne Sebastian Andersen skabe stor jubel i udebaneafsnittet, da han til sidst fik mast pucken ind bag Seldrup til 2-2.

Mod slutningen af første periode løb Aalborg ind i tre udvisninger på mindre end to minutter og vestjyderne kunne således starte anden periode i fem mod tre. Dette efter 20 minutters ishockey, som primært var blevet afviklet på gæsternes præmisser. Aalborg vandt da også første periodes skudstatistik med 5-10.

Fortsat stillingskrig forud for tredje periode

Esbjerg formåede ikke at slå kapital af deres fem mod tre-chance tidligt i anden periode, hvor det blev til for meget nipseri, for mange pasninger og for få afslutninger. Man noterede sig således kun én reel chance til vestjyderne, efter en situation hvor Galansky i gæsternes mål ikke helt havde styr på pucken.

Da gæsterne fandt sig selv igen ovenpå undertalsspillet så de ud til at fortsætte i samme stil, som de have sluppet i første, nemlig med en ganske offensiv og aggressiv indstilling, som forvoldte Esbjerg problemer. Gæsterne kom bedst ud af de fleste nærkampe og stressede vestjyderne, som havde svært ved at finde ind i en rytme i det fremadrettede spil.

En udvisning til Adam Miller i det 8. minut gav gæsterne muligheden i power play, hvor nordjydernes første overtalsformation da også kørte ganske hårdt på. Men Esbjerg formåede at stå imod med et ihærdigt box play og klarede altså frisag.

Et dramatisk højdepunkt indtraf i anden periodes 13. minut, da Christian Wejse og Pierre-Oliver Morin bragede sammen lige foran straffeboksen. Wejse blev liggende på isen og måtte tilses af en læge, inden han kunne hjælpes i omklædningsrummet. Morin fik to minutter for kneeing efterfølgende, men dommerne havde også noteret sig en hooking til Colin Vock, så der blev efterfølgende spillet fire mod fire.

Minuttet efter var værternes Anders Krogsgaard på noget så sjældent som en friløber ned mod gæsternes mål. Den unge Esbjerg-back blev dog nedlagt bagfra af Oliver Hinse, som måtte indkassere en udvisning for slashing. Esbjerg fik dermed chancen i overtal igen.

Et lille minut inde i power playet slog den hjemvendte helt Brock Nixon til for vestjyderne, da han flot styrede et oplæg fra Phillip Bruggisser op i nærmeste målhjørne til 3-2. Stor jubel i Granly Hockey Arena.

Jublen skulle dog vise sig kortvarig, da gæsterne præsterede aftenens tredje comeback blot halvandet minut senere. Aalborg kørte hårdt på foran Esbjergs mål og til sidst var det Tobias Ladehoff, der med sin anden scoring denne aften, kunne bringe balance i regnskabet. Spændingen var således helt velbevaret forud for tredje periode.

Esbjerg-udligning mod slutningen fremtvang overtid

Havde Esbjerg-træner Mark Pederson blæst til angreb forud for tredje periode, så blev de planer hurtigt forpurret, da Carson McMillan kun 24 sekunder inde i perioden løb ind i en udvisning for tripping.

Aalborg takkede for tilbuddet godt et minut senere, da Kirill Kabanov med en fornem tværpasning fik sat Jeppe Jul Korsgaard op til afslutning. Vinklen var halvspids, men Korsgaard var ligeglad eksekverede sikkert alligevel og Aalborg var ganske fortjent nu foran med 3-4.

Hovedparten af de 3.036 fremmødte kunne se et Aalborg-hold på isen, som var bedst i de fleste af spillets facetter. Aalborg kom således først på langt det meste, gjorde alle de små ting rigtig og træf i det hele taget rigtige beslutninger over hele banen, mens man savnede opfindsomhed, variation og fysik hos vestjyderne, der synes at være et skøjtetag eller to efter nordjyderne det meste af tiden.

Som en naturlig konsekvens heraf var Esbjerg kun sjældne gæster i nordjydernes zone og når Esbjerg endelig fadt vej til Aalborgs zone, så var det oftest helt og aldeles ufarligt.

Da Christian Wejse blev udvist for en boarding med minde end fire minutter tilbage af perioden havde mange formentligt afskrevet Esbjergs muligheder for et comeback, men vestjyderne viste nu noget af den fysik og energi, som man havde savnet hidtil. Puckene blev fornuftigt lagt ud af zonen, markeringerne sad tættere og man fik stille og roligt kørt de to minutter af uret.

Netop som udvisningen udløb og Christian Wejse sprang ud af udvisningsboksen modtog han pucken og satte kursen ned mod Galanskys mål. Aalborg-keeperen tog fra i første omgang, men Esbjerg bevarede presset og nogle sekunder senere var det selvsamme Wejse, som kunne slå en løs puck ind bag Galansky til en sen udligning. 4-4 med 1:21 tilbage på uret. Trods et par Esbjerg-forsøg i de sidste sekunder blev der ikke scoret yderligere og kampen skulle dermed afgøres i overtid.

Aalborg totaltdominerende i overtiden, men Esbjerg vandt

Gæsterne satte sig tungt på spillet fra første færd i overtiden, hvor man dårligt tillod Esbjerg at få skiftet. Det blev da også til et ganske giftigt forsøg til Mikkel Højbjerg allerede i det første minut.

Lidt ud af ingenting lykkedes det dog Esbjerg, stik mod spil og chancer, at snuppe sejren tre minutter inde i overtiden, da Phillib Bruggisser sendte Adam Miller af sted i et break away. Her svigtede den målfarlige amerikaner ikke, da han efter en hurtig finte sendte pucken op i nettaget med en fiks baghåndsafslutning. 5-4 og Esbjerg havde udlignet serien til 1-1. Fortjent var det ikke, men det lød ikke til at genere hjemmepublikummet, der kunne bryde ud i sæsonens hidtil største jubelbrøl.

En lidt paradoksal sejr for vestjyderne, der egentligt spillede langt bedre i Aalborg i tirsdags, hvor man altså måtte indkassere et nederlag. Selvom fredagens kamp ikke var den bedste fra Esbjerg side, så kunne man dog i den vestjyske lejr glæde sig over storspil af Seldrup i målet og så fik Adam Miller for alvor stemplet ind i slutspillet med to scoringer og to assists fredag aften.

På søndag går det så løs igen, når Esbjerg drager til Aalborg for at udkæmpe slag nummer tre i serien.