Esbjerg pligtsejrede og slog igen Hvidovre 4-1 9. februar 2018

Esbjerg Energy – Hvidovre Fighters 4–1 (0-0, 1-0, 3-1)

Esbjerg hentede fredag aften en 4-1 sejr hjemme mod Hvidovre, men sejren var ikke helt så komfortabel, som den umiddelbart kunne synes. Gæsterne bed således godt fra sig og måtte først strække våben til allersidst i kampen, hvor Esbjerg afgjorde med to scoringer indenfor de sidste tre minutter.

Esbjerg og Hvidovre tørnede sammen for femte og sidste gang i indeværende sæson, da københavnerne fredag aften gæstede Granly Hockey Arena, hvor man tidligere har spillet to kampe og tilmed formået at hente en sejr mod mestrene, som dog har sejret i tre ud af de fire indbyrdes kampe i sæsonen.

Hvidovre kæmper hårdt i bunden af tabellen om en plads i play in-spillet, mens Esbjerg efter en sløv start pludseligt kan finde sig selv på en fjerdeplads. Det var der formentligt ikke mange der havde set komme for et par måneder siden. Men Esbjerg har leveret og præsteret rigtigt pænt på det seneste, hvor det vestjyske mandskab har lignet et hold, der virkeligt er klar til at det går løs i slutspillet i starten af marts. Senest har man hentet en overtidssejr i Herning og inden det en storsejr over lokalrivalerne fra SønderjyskE.

Hvidovre har spillet en række tætte kampe på det seneste, men man skal dog fem spillerunder tilbage, for at finde de seneste Hvidovre-points, som kom efter en hjemmesejr over Frederikshavn.

Esbjerg måtte i tirsdags undvære Nicolaj Henriksen og Anders Koch i Herning, men begge var tilbage på holdkortet for vestjyderne fredag aften og Esbjerg stillede dermed i stærkeste opstilling. Hvidovre måtte til gengæld undvære Mikkel Hansen, David Sätmark, Valdemar Kisum og Oliver Persson og stillede således kun med tre kæder.

Målmandsduellen stod mellem Niklas Lundström og Mathias Seldrup.

Tempofyldt første periode uden scoringer

At første periode skulle slutte uden scoringer, var der ikke umiddelbart meget der tydede på, da kampen fik en eksplosiv start med masser af gode tilbud i begge ender. Indenfor de første fire minutter var Esbjerg således tæt på at bringe sig i front ved tre lejligheder, hvor særligt Felix Scheels og Carson McMillans forsøg havde fortjent bedre skæbner. Michael Fine var også tæt på med en styring inde foran mål, inden gæsternes Tobias Dyk forsøgte dig med en first timer i modsatte ende.

Man skulle halvvejs gennem perioden før den første udvisning faldt og det var Esbjergs Michael Fine, der måtte til afkøling for en hooking. Vestjydernes box play gjorde det svært for de sjællandske overtalsformationer efterfølgende og man fik med et solidt og aktivt undertalsspil klaret situationen uden de store tværslag.

Power playet satte dog gæsterne godt i gang rent spillemæssigt og Hvidovre havde efterfølgende nogle gode minutter, hvor man tvang Esbjerg i bund i egen zone. Sonny Hertzberg og Magnus Povlsen fik testet Seldrup i værternes mål ved den lejlighed, men altså fortsat 0-0 på tavlen.

Esbjerg nåede også at få et power play med inden pausen, da Victor Björkung efter et lille kvarter måtte afsone et par minutter for en høj stav. Esbjerg søgte flere gange den afgørende pasning ind midt i slottet, men bedste forsøg stod Justin Crandall dog for, da han fra mellemdistancen overplacerede på Lundström i gæsternes mål. Men ingen scoringer i en ellers ganske underholdende første periode.

Esbjerg fik hul på bylden mod hårdtarbejdende gæster

Havde Esbjerg-træner Mark Pederson blæst til yderligere angreb i pausen, så blev den plan hurtigt forpurret, da Justin Crandall fik raget en udvisning til sig for en tripping i egen zone allerede i periodens første minut.

I gæsternes power play var Nicki Kisum tættest på scoring, da han fra klods hold fik sendt en afslutning i skinnerne på Seldrup. Men det var stadig målmændene der var i fokus og som man rundede det femte minut var der stadig ikke scoret.

En scoring var til gengæld tæt på øjeblikket efter, da et uheldigt pucktab fra Anders Koch var tæt på at koste for værterne. Hvidovres stærke svenske back Victor Björkung slog kontra og alene med Seldrup fik han sendt pucken rent på stolpen.

Esbjerg arbejdede sig stille og roligt ind i kampen igen, godt hjulpet på vej af en udvisning til gæsternes Sebastian Svendsen i det ottende minut. Esbjerg-presset var her massivt, men selv fra en fri position midt i slottet lykkedes det ikke for Justin Crandall at ramme målet.

Dennis Christjansen fik sendt en afslutning på foden af stolpen efter 13. minutters spil og også Adam Carnestad kom frem til et godt tilbud for Hvidovre, der dog måtte se hjemmeholdet være dominerede rent spillemæssigt, som man nærmede sig periodens slutning.

Inden pausen nåede Esbjerg at give hjemmepublikummet noget at lune sig på, da Adam Miller fik sat en forløsende 1-0 scoring ind bag Lundström i gæsternes mål. Det var Colin Vock der lagde pucken på mål, mens Adam Miller samlede returen op inde foran mål og trak den med sig uden om gæsternes svenske keeper, inden den til sidst blev smidt op i nettaget til en vestjysk føring. Kampens første scoring var en realitet og Esbjerg kunne glæde sig over at have pauseføringen.

Esbjerg trak fra til sidst mod hårdtarbejdende gæster

Gæsterne kom godt ud til tredje periode og fik tegnet sig for et par gode muligheder tidligt i perioden. Set i det lys var det heller ikke ufortjent, at Sebastian Svendsen kunne bringe balance i regnskabet efter fire minutters spil. Det var vanskeligt at se hvad der præcist skete i forbindelse med scoringen, men Victor Björkung smed skiven mod mål og inde foran Seldrup var det altså angiveligt Sebastian Svendsen, der fik rettet pucken af.

Glæden hos Hvidovre varede dog kun et par minutter, da Esbjerg svarede igen med et rigtigt ”arbejdsmål” i det femte minut. Esben Nielsen erobrede pucken i neutral zone og gik direkte på mål, her halvklarede Hvidovre-keeperen – men Sune Hjulmand var hurtigt over returen og bragte Esbjerg på 2-1.

Kampen var ikke længere helt så tempofyldt og der var også blevet længere mellem de åbne chancer. En ihærdig Andreas Grundtvig fik dog skabt ravage i gæsternes defensiv efter et kvarter, men trods en smart droppasning formåede Esbjerg ikke at slå kapital af muligheden.

Det gjorde vestjyderne til gengæld et par minutter senere, da Nick Crawford viste sit gode blik for spillet og med en perfekt timet pasning fandt Adam Miller, som resolut eksekverede fra en halvspids vinkel. 3-1.

Hvidovre forsøgte sig med en timeout med 1:52 igen og trak keeperen ud til fordel for en ekstra markspiller. Men 15 sekunder senere blev kampen endegyldigt lukket, da Justin Crandall uselvisk afleverede pucken til kaptajn Carson McMillan, der med en scoring af de lettere gjorde det til 4-1. Det var i øvrigt tredje gang i sæsonen, at Esbjerg vandt med netop de cifre over Hvidovre.