Esbjerg med pligtsejr; besynderlig sidste kamp i hal 2 22. februar 2019

Esbjerg Energy – Odense Bulldogs 8–3 (5-0, 0-3, 3-0)

Esbjerg tog fredag aften afsked med hal 2, da man besejrede Odense med 8-3 efter en ganske besynderlig kamp, der altså talte hele 11 scoringer, som bemærkelsesværdigt nok, alle blev scoret i samme ende af banen. Vestjyderne var oppe med hele 5-0 efter første periode, men Odense bragte spændingen tilbage efter 0-3 i anden, inden Esbjerg først for alvor trak fra i kampens sidste to minutter.

Odense gæstede fredag aften Esbjerg i grundspillets næstsidste spillerunde. Kampen var samtidigt den sidste mellem de to mandskaber i denne sæsons grundspil, hvor Esbjerg hidtil har haft den klare overhånd med 12 point ud af 12 mulige og en samlet målscore på 18-2.

Alt andet end endnu en vestjysk sejr ville da også være en større sensation denne aften, hvor Esbjerg stadig havde en mulig fjerdeplads at kæmpe for, alt efter hvordan det ville gå Aalborg i Rødovre, mens kampen reelt set var uden betydning for Odense, hvis skæbne længe har været fastlagt til en play-in-serie mod Herlev.

Esbjerg var for anden kamp i træk uden Jannik Christensen og måtte her til aften desuden også undvære Max French, Colin Vock og Oliver Jessen. Odense stillede uden Marcus Nielsen, Vojtech Komarek, Dimitri Kuznetsov samt backup-keeper Andreas Lauridsen.

Målmandsduellen stod mellem Nicolaj Henriksen og Teemu Seppänen.

Værterne sad på alt i ensidig åbningsperiode

Vestjyderne sendte tidligt Seppänen på overarbejde i en første periode, der skulle vise sig at blive ligeså underholdende, som den blev ensidig.

Allerede efter halvandet minut fik Sune Hjulmand testet Seppänen i gæsternes mål og et halv minut senere var det Jesse Mychan, der fik testet stolpen, som dog stod ganske godt imod.

Det var mere end hvad man kunne sige om gæsternes unge defensiv, der mange gange sejlede rundt i en første periode, hvor Esbjerg fik alt for let spil over hele linjen.

Efter godt fire minutter blev det da også 1-0 til Esbjerg, da Kim Karlsson slog en perfekt tværpasning til Anders Koch, der var stødt med frem og sikkert eksekverede. Dermed scoringer to kampe i træk fra den unge Esbjerg-back, der også nettede tirsdag aften i Aalborg.

Esbjerg-kaptajn Marc Hagel fik, med et drøn af en tackling på Marcus Nissen vist, at han i hvert fald er helt slutspilsklar. Det samme kunne man til gengæld ikke sige om fynboernes spil, der haltede gevaldigt i første periode.

Efter otte minutter blev det da også 2-0 til Esbjerg og recepten lignede egentligt meget den man var vidne til ved værternes første scoring. Denne gang var det bare Felix Scheel, der slog tværpasningen der åbnede Odenses forsvar. Anders Krogsgaard var denne gang stødt med frem og han skulle egentligt bare sætte bladet på.

Odense fik et sjældent overtag efter 13 minutter, da Jonas Torbensen indkasserede kampens første udvisning. Gæsterne kunne rulle overtalsformationerne ud, men det blev kun til et par halve chancer, som Nicolaj Henriksen krærligt tog sig af i Esbjerg-målet.

Gæsternes manglende evne til at tage fra og bakke deres målmand op blev udstillet yderligere mod periodens slutning.

Først gik Andreas Grundtvig direkte på mål, men fik sendt pucken forbi mål og ned i endebanden. Grundtvig fik dog så meget tid og plads, at han fik lov til at følge op på sin egen retur fra endebanen inde foran gæsternes mål. Pucken blev sikkert sendt i nettet og Esbjerg var oppe med tre.

Værterne var dog ikke færdige endnu.

Med et minut igen blev det således også 4-0, da Mark Derlago legede kispus med Odense-forsvaret. Alene i en position lavt i slottet lykkedes det for canadieren at sætte to modstandere, vende 180 grader rundt om sig selv og sende pucken op i hjørnet. Fornem detalje, men på en noget billig baggrund.

Ingen Odense-timeout, ingen Odense-gejst.

Selvom der nu resterede mindre end et minut af perioden, så var det rigeligt for Esbjerg mod et Odense-hold, der synes at have slået fuldstændigt op i banen.

20 sekunder før tid var det således Esbjergs rutinerede 20’er, Sune Hjulmand, der tog sagen i egen hånd, da han gik direkte på mål og køligt vippede pucken op over skulderen på Seppänen til 5-0.

Ophavsmændene til underholdningen i første periode have udelukkende været gulblusede og bemærkelsesværdigt var det også, at Esbjerg talte 11 skud på mål og altså scorede på lige knap halvdelen. Det gør det let at beregne Seppänens redningsprocent – men finnen var også totalt prisgivet og blev gang på gang svigtet på det groveste af sine backs.

Odense kunne efterfølgende skøjte af isen til en pause der måtte behage fynboerne særdeles godt. Der skulle i hvert fald helt andre bolle på suppen, såfremt man ikke skulle blive kørt fuldstændigt over i de sidste 40 minutter.

Nat og dag for Odense, dag og nat for Esbjerg

Lad det være sagt med det samme, der kom andre boller på suppen i anden periode, hvor Odense kom ud med en helt anden gnist og meget mere fart i skøjterne såvel som i pasningsspillet.

Gæsterne fik da også trukket en udvisning på Esbjergs Brett Bellemore i det fjerde minut og efterfølgende gjorde Sebastian Ehlers kort proces, da han fra en position midt i slottet bragede et slagskud op over skulderen på Henriksen til 5-1. Selvstændigt klassemål af den rutinerede forward.

Godt et minut senere brændte det på i den anden ende, hvor Niklas Andersens afslutning prellede af på stolpen, men der var blevet meget længere mellem Esbjerg-mulighederne. Odense stod langt bedre i banen nu og bed også mere fra sig rent offensivt.

Derfor var det heller ikke ufortjent, at Mike Daugulis kunne reducere til 5-2, netop som man havde rundet periodens halvvejsmærke. Tæt under mål lykkedes det for canadieren, at få dirigeret pucken forbi Henriksen.

Esbjergs første power play i kampen indtraf efter 12 minutters spil af anden periode, da Rasmus Simonsen måtte til afkøling for en hooking. I overtalsspillet der fulgte i kølvandet på den udvisning var Marc Hagel tæt på at bringe Esbjerg foran med fire igen, men tæt under mål brændte Esbjerg-kaptajnen den store chance.

Netop som Odense blev fuldtallige markerede dommerne for endnu en udvisning til fynboerne, men i stedet for flere store Esbjerg-muligheder, så var det gæsterne der slog kontra og reducerede yderligere, da Henry Hardarson i undertal fik listet pucken ind under Henriksen, der ikke så fuldt koncentreret ud ved den lejlighed. Men det var der nu også mange af hans holdkammerater, der heller ikke gjorde på dette tidspunkt i kampen, hvor Odense med et skoleeksempel viste hvor meget momentum, overskud og selvtillid betyder i en ishockeykamp.

Esbjerg manglede fart i skøjteløbet, man lå for langt fra sine modstandere og sløsede med pasningerne. Når vestjyderne så samtidigt kun fik spillet sig frem til tre forsøg på gæsternes mål, trods fire minutter i overtal, ja så siger det vel alt om en lidet imponerende vestjysk anden periode.

Esbjerg trak fra igen mod slutningen

I tredje periode fik Odense chancen i overtal efter et par minutters spil, da Felix Scheel blev udvist for en høj stav bag eget mål. Men det var ikke meget gæsterne kom frem til i power play-spillet der fulgte.

Da Sami Jekunen tog en udvisning for interference tre minutter senere var der til gengæld dømt skydetelt mod Odense-målet, hvor Seppänen virkeligt kom på overarbejde. Det var da også kun marginalerne der gjorde, at Esbjerg ikke fik scoret, da Christian Wejse mod slutningen af power playet fik sendt en styring rent på stolpen.

Christian Wejse kom i fokus igen kort tid efter, da han efter en uoverensstemmelse med Henry Hardarson lod nævnerne tale. Efter en åben slagudveksling blev de to kombattanter sendt i omklædningsrummet og Odense endte i overtal som følge af en tillægsstraf til Wejse.

Men det til trods, så skulle man hen til kampens allersidste minutter, før der igen blev scoret. Med to minutter igen forlangte Odense-træner Pelle Svensson timeout og efterfølgende satsede gæsterne og spillede seks mod fem.

Mindre end et minut senere kunne Anders Krogsgaard, med sit andet mål i kampen, gøre det til 6-3 i det tomme mål, der resterede nu 1:11 af kampen. Og selvom Seppänen kom tilbage i målet igen, så var godt et minut nok til, at Esbjerg kunne nå at score yderligere to gange.

Med 27 sekunder igen var det således Andreas Pedersen, der fik sneget pucken ind under Odense-keeperen til 7-3 og 25 sekunder senere blev det også 8-3, da Sune Hjulmand fandt en helt fri Jesse Mychan, der resolut sendte skiven i kassen med blot to sekunder tilbage af kampen.

Fire back-scoringer hos Esbjerg, der her til aften kunne notere sig, at Aalborg hentede to point i Rødovre. Dette betyder, at Esbjerg skal hente to point på Aalborg i den sidste spillerunde, for at overtage nordjydernes fjerdeplads. Det hele afgøres på søndag, hvor Esbjerg skal en tur til Vojens, mens Aalborg drager mod Frederikshavn.

Kampsponsor ART Service valgte #20 Sune Hjulmand til kampens spiller.