Esbjerg-keeper fortsætter i Energy 15. maj 2019

Esbjerg Energy forlænger aftalen med den 22-årige målmand Mathias Seldrup, der i den kommende sæson skal udgøre vestjydernes målmandsduo sammen med den 20-årige Kasper Krog.

- At forlænge aftalen med Esbjerg var bare det rigtige for mig. Trænerteamet har tildelt mig spilletid og derigennem vist mig tillid. Nu har de valgt at satse på mig som førstemålmand og det virker som et naturligt næste skridt i min udvikling, forklarer Mathias Seldrup. Når man som ung målmand skal udvikle sig, er spilletiden og tilliden en forudsætning for at kunne fortsætte udviklingen. I Esbjerg har man generelt været dygtige til at udvikle spillere og jeg synes, at jeg kan se tilbage på en stor udvikling i de tre sæsoner jeg har været her, så jeg glæder mig til flere kampe i Metal Ligaen.

Også assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy glæder sig over det fortsatte samarbejde:

- Vi føler, at Mathias i Esbjerg har mulighed for at fortsætte den udvikling, han har gennemgået i de tre seneste sæsoner. Både Mathias og holdet kan forbedre indsatsen i forhold til den forgangne sæson, og Mathias arbejder hårdt på at gøre tingene endnu bedre. På denne årstid er der fokus på den fysiske del, hvor kroppen bl.a. gennem træning forberedes på den kommende sæson. Også her har Mathias det rette fokus og jeg må sige, at han har ydet en stor indsats, fortæller assistenttræneren. Samtidigt er Mathias en god mand at have i omklædningsrummet. Han bidrager med godt humør og en konstruktiv og positiv tilgang, når tingene bliver svære. Det er en god egenskab kombineret med den gode arbejdsmoral.

Mathias Seldrup kom til Esbjerg i sommeren 2016 og har repræsenteret Energy i de tre seneste sæsoner. Den unge midtjyde er noteret for 99 Metal Liga-kampe i den gule Energy-trøje, og har spillet seks kampe i Champions Hockey League. Energy-keeperen kan glæde sig over en sølvmedalje og en guldhjelm.

- Det bliver spændende at skulle arbejde sammen med Kasper Krog, som er ny målmand i Esbjerg. Han er en dygtig målmand og så ser jeg samtidigt frem til rollen som førstemålmand. Jeg kan lide ansvaret og har store forventninger til hertil, fastslår den 22-årige Seldrup.

Den altid hårdt arbejdende Mathias Seldrup er næsten to år ældre end nytilkomne Kasper Krog, som skal forsøge at fravriste den etablerede Energy-keeper spilletid.

- Målmandsposten er vigtig i ishockey og der er stort potentiale i vores målmænd Mathias Seldrup og Kasper Krog. Vi har to danske målmænd med et godt niveau. Det giver ro og nu kan vi fokusere på resten af holdet, konkluderer Thor Dresler.

- At spille med i Metal Ligaen kræver hårdt arbejde. Personligt har jeg ikke haft det største talent, så tingene er ikke kommet af sig selv. Men jeg er som sagt glad for trænernes tillid og udsigten til spilletid, slutter Mathias Seldrup.