Esbjerg genvandt guldet på egen is; Knight afgjorde i overtiden 16. april 2017

Esbjerg genvandt guldet på egen is; Knight afgjorde i overtiden

Esbjerg Energy – Gentofte Stars 4–3 (1-0, 0-0, 2-3, 0-0, 1-0) OT

Guldfest i Esbjerg: Efter at have hentet seks mesterskaber i årene 1969, 1988, 1993, 1996, 2004 og 2016, lykkedes det søndag aften for første gang i esbjergensisk ishockeyhistorie, at forsvare et mesterskab. Bemærkelsesværdigt. Det var tilmed bemærkelsesværdigt, at det var første gang i seks forsøg og to år, at det lykkedes for vestjyderne, at afgørende en slutspilsserie på hjemmebane.

Forud for guldfesten var gået en kamp, som Esbjerg egentligt synes at have afgjort efter 54 minutters spil, da man bragte sig foran med 3-1. Gentofte kom dog tilbage på 3-3 efter et forrygende comeback, inden Jared Knight, fem minutter inde i femte periode, blev den helt store guld-helt for Esbjerg.

Med en solid holdpræstation fredag aften i Gentofte, sikrede Esbjerg sig, med en sejr på 0-2, muligheden for at hjemtage guldet på egen is i kamp fem.

For gæsterne fra Gentofte var det derfor selvsagt vind eller forsvind, da et nederlag ville afslutte en fornem sæson med et sæt sølvmedaljer.

Til dagens kamp var holdopstillingerne uændrede i forhold til fredagens kamp i Gentofte og præcist som i fredags stod målmandsduellen derfor igen mellem Teemu Seppänen og Nicolaj Henriksen.

Fiddler med vitalt føringsmål

Helt som ventet, var det et kompakt Gentofte-mandskab, der stillede op til kamp fem i Granly Hockey Arena. De helt åbne chancer var der relativt få af i kampens indledning, men Kodie Curran fik dog testet Seppänen fra distancen efter et minuts penge.

Minuttet efter var det vestjydernes Søren Nielsen, der lavede ravage i Gentoftes defensiv og efter et par snævre træk, fik sendt pucken på den finske troldmand i gæsternes mål.

Men ellers var der tale om en åben og ganske jævnbyrdig indledning på kampen, hvor det var småt med chancer i begge ender. Anders Krogsgaard tegnede sig for et godt tilbud i det niende minut, da han bragede et slagskud lige forbi fjerneste opstander, men Gentofte slap med skrækken.

Som man rundede periodens halvvejsmærke overtog Sjællænderne mere af kampens initiativ og gæsterne kom da også frem til flere chancer. I det 12. minut noterede man sig således en stærk aktion af gæsterne, som kom frem til et kvalificeret forsøg ved Matthias Asperup. Men Henriksen fortsatte de gode takter fra kamp fire i Gentofte og tog sig kærligt af forsøget.

Gæsterne stod fortsat solidt i midtzonen og tillod ikke Esbjerg-angriberne megen plads. Man lurede vanen tro på omstillingerne og netop en omstilling kunne nemt have kastet et føringsmål af sig til gæsternes efter 17 minutters spil, da Luis Blak Olsen tegnede sig for periodens nok største chance. Den talentfulde forward slap alene igennem Esbjergs defensiv, men Henriksen var vaks i målet og fik afværget.

Mindre end et minut senere kunne jublen bryde ud i Granly Hockey Arena, da Tyler Fiddler fik fisket pucken til sig ved banden, fortsatte ned mod målet på kanten, skar ind foran Seppänen og effektivt lagde pucken op i nettaget til vestjysk føring på 1-0.

Der blev ikke scoret yderligere i perioden og værterne kunne tage føringen med ud til pausen, efter 20 minutters ishockey, hvor det var gæsterne der sluttede bedst af.

Esbjerg med Gentofte-midler i anden periode

Gentofte fortsatte anden periode, hvor de havde sluppet i første. Presset var således på Esbjerg tidligt i perioden, hvor gæsterne dygtigt flyttede pucken rundt i Esbjergs zone. Nikolaj Zorko tegnede sig for et fint Gentofte-forsøg omkring det fjerde minut, men Henriksen tog sig fortsat af alt hvad han blev budt af gæsterne.

Tyler Fiddler bød ind med et giftigt forsøg fra distancen efter seks minutters spil, men pucken sneg sig lige forbi fjerneste hjørne og stillingen var fortsat 1-0.

Gentofte fortsatte dog ufortrødent og efter otte minutter var det Mads Eller, der fik testet Henriksen efter en god aktion. Esbjerg klarede dog frisag, fik vendt spillet og kom i den efterfølgende sekvens frem til et godt tilbud, da Jordan Knackstedt var tæt på at få styret pucken ind bag Seppänen.

Der var spillet en halv time, før kampens første udvisning faldt. Det var målscorer Tyler Fiddler, der måtte til afkøling for en tripping i egen zone. Gentofte fik dermed mulighed for at rulle deres normalt så velfungerende power play ud. Gæsterne lykkedes dog ikke med at finde det oplagte hul i Esbjergs box play og i stedet var det faktisk Brock Nixon, der var tæt på i modsatte ende efter et undertals break away. Esbjerg-kaptajnen fik dog overplaceret og stillingen var fortsat 1-0, da Fiddler atter entrerede isen.

Esbjergs Tyler Fiddler var i det hele taget i rampelyset denne søndag aften, for efter 13 minutter fik den hårdtarbejdende canadier sendt en afslutning rent på overliggeren. Esbjerg havde på det tidspunkt fået lagt et godt tryk på gæsterne, som måtte se Esbjerg bruge ”Gentofte-midler”. Vestjyderne stod kompakt i midtzonen, mødte Gentofte langt fremme på banen og levnede ikke gæsterne megen plads til deres opspil.

Med to minutter tilbage af perioden var Jordan Knackstedt tæt på at få sat Ryan Martindale op til afslutning tæt under mål, men Martindale fik ikke det fornødne snert i afslutningen og chancen gled ud i sandet for værterne.

Mod slutningen af en taktisk anden periode begik Gentofte deres første udvisning i kampen, da Andre Pison blev sendt i straffeboksen for en cross-checking på Søren Nielsen. Esbjerg kunne dermed starte tredje periode med to minutters power play.

Målrig tredje periode fremtvang overtidsafgørelse

Set i forhold til det meste af serien, så skulle tredje periode vise sig, at blive en sand målfest. Esbjerg var først på pletten med et power play-mål efter mindre end to minutters spil. Tyler Fiddler og Jared Knight leverede forarbejdet, pucken blev sendt på mål og Knackstedt var først over returen fra Seppänen, som sikkert blev sendt ind i det halvtomme mål til 2-0.

Gentofte svarede dog ganske hurtigt igen, da man kun godt et minut senere fik reduceret til 2-1. Matthias Asperup gik på mål og nærmest helt inde på stregen, var det Teemu Virtala, der køligt fik sendt pucken op i nettaget til sjællandsk reducering.

Marko Virtala bød ind med et yderst kvalificeret forsøg for gæsterne i det syvende minut, men afslutningen gik lige forbi. Men ellers så stod der Esbjerg på det meste på dette tidspunkt i kampen.

Det skulle da også blive hjemmeholdet, der igen fik scoret, da man efter længere tids pres atter fik passeret Seppänen. Niklas Andersen tog efter 14 minutter sagen i egen hånd, førte pucken med ned bag gæsternes mål, trak ind foran og ventede et sekund eller to, før pucken roligt blev sendt ind bag Seppänen til stor jubel blandt hovedparten af de 4.100 fremmødte, som dermed formentligt troede, at kampen var afgjort til Esbjergs fordel.

Men Gentofte ville det anderledes og indledte nu et fornemt og storstilet comeback. Minde end to minutter senere blev det således 3-2, da Cameron Spiro fulgte op på Mads Ellers forarbejde og sendte pucken mellem benene på Henriksen.

Godt to minutter senere var Gentofte så på pletten igen, da Marko Virtala gik på mål og fik afsluttet. Pucken sprang lige ud til Matthias Asperup, der fra en halvspids vinkel let kunne sende den ind i det tomme mål til 3-3. Gentofte-træner Karsten Arvidsen udbad sig herefter en time out.

Trods et par giftige Esbjerg-forsøg mod periodens slutning blev der dog ikke scoret yderligere og kampen skulle derfor afgøres i overtid.

Esbjerg med overtaget i første overtidsperiode

Hjemmeholdet fik lagt et solidt tryk på gæsterne fra starten af overtiden. Brock Nixon var tæt på helt inde i målfeltet i det tredje minut, men canadieren fik ikke ordentligt ram på pucken ved den lejlighed.

Minuttet efter var David Lidström tæt på efter forarbejde af Jordan Knackstedt, men Seppänen kom atter i vejen for et vestjysk sejrsmål. Samme Lidström havde i øvrigt også en god chance i det sjette minut, men afslutningen fra en position midt i slottet savnede lige det sidste.

Gentofte havde også deres muligheder i overtiden, ikke mindst ved Matthias Asperup, men generelt tegnede der sig et billede af, at det var vestjyderne der var ovenpå.

Som man rundede periodens halvvejsmærke stod Esbjerg-angriberne nærmest i kø med det store chancer og både Søren Nielsen, Jordan Knackstedt, Tyler Fiddler og Jared Knight kunne have afgjort for vestjyderne. Men Seppänen var stærk i målet og lod sig ikke overliste. Publikum i Granly Hockey Arena måtte dermed forberede sig på endnu en overtidsperiode.

Martindale, Curran og Knight afgjorde med elegant tic-tac-toe-mål

Fra starten af anden overtidsperioden var der umiddelbart blevet lidt længere mellem de helt store og åbne målchancer. Begge hold stod godt i banen og man tillod ikke hinanden megen plads, hverken i opspillet eller omkring mål.

I det femte minut fik Jordan Knackstedt sig dog slidt igennem og kom til et ganske kvalificeret forsøg, som Seppänen klarede for gæsterne.

Men i den efterfølgende sekvens kunne Seppänen ikke længere modstå presset, da Ryan Martindale bar pucken ind i zonen, fandt Kodie Curran ved fjerneste stolpe, hvorfra den elegante back snedigt lagde pucken videre til Jared Knigt, der fuldendte det flotte opspil, ved at sende pucken i nettet og samtidigt sende guldmedaljerne om halsen på Esbjerg-spillerne, som dermed havde genvundet mesterskabet for første gang i klubbens 53-årige historie.