Esbjerg Energy uddelte træningsbank 13. august 2019

Tirsdag aften tog Esbjerg Energy hul på årets træningskampe, og som altid på denne tid er der nogle arbejdstilladelser der stadig ligger til behandling i udlændingestyrelsen, så det var kun Brett Welychka og Travis Walsh, som var spilleberettiget i Herning denne aften. Det gav til gengæld plads til tre unge spillere, der har trænet med eliten sommeren igennem og her i opstarten, så Jonas Bjerrum, Victor Sand og Mikkel Rask Nielsen kunne se frem til spilletid.

Esbjerg startede med Mathias Seldrup på målet, og han kunne se sine holdkammerater komme godt fra start med en god speed, og allerede i det første minut summede det nede omkring Albert Adamsen i Hernings mål. Efter små fem minutter rørte hjemmeholdet på sig, og Seldrup måtte på arbejde for at redde et par afrettede forsøg.

Midtvejs i perioden var Jeppe Vinther tæt på at bringe Energy i front, da han sendte en afslutning på ydersiden af stolpen. Det blev startskuddet til nogle gode Esbjerg minutter, hvor også Travis Walsh og Anders Koch fik sendt nogle gode forsøg af sted.

Kampens første udvisning ramte Herning, da de kiksede et kædeskift og endte med seks mand på isen. Esbjerg fik flyttet pucken godt rundt, men fik ikke omsat til en scoring.

Første periode blev afbrudt to minutter før tid, da hjemmeholdets Brodie Dupont blev ramt af en puck og efterlod et blodspor på tværs af isen over til udskiftningsboksen. Det blev ismaskinen, der skulle rydde op efter det, og derfor blev holdene sendt til pause.

Herning kom lidt bedre ud til anden periodes begyndelse, men der var også et tidligt esbjergensisk højdepunkt, da Jonas G.T med en solid skuldertakling sendte en modstander i isen. Efter godt tre minutters spil måtte Christian Wejse hive lidt i nødbremsen på en fri modstander, og inkasserede Esbjergs første udvisning. Herning pressede på men Energys defensiv stod godt imod og afværgede udvisningen. Rasmus Nielsen havde kort efter et nærgående forsøg, der tog ydersiden af stolpen.

Efterhånden som perioden skred frem kom Esbjerg tilbage i kampen og halvvejs i perioden bragte Esbjerg Energy sig i front. Det var David Madsen og Brett Welychka, der satte Andreas Pedersen godt op, og han kvitterede med at sende et håndledsskud over i det fjerneste hjørne til 0-1.

Esbjergs gode takter fortsatte indtil en udvisning ramte Sune Hjulmand nogle minutter senere. Her var hjemmeholdet atter tæt på, og udligningen var nok også faldet, hvis ikke Christian Wejse havde kastet sig ned i afslutningen. Kort efter Esbjerg var blevet fuldtallig igen slog Brett Welychka til. Niklas Andersen sendte en maskeret aflevering ind foran mål, hvor Welychka tog pucken med forbi Adamsen og bragte Esbjerg på 2-0, hvilket også holdt perioden ud.

Tredje periode blev rigtig god set med Energy øjne. Efter syv minutter gjorde Brett Welychka det til 3-0, og så var der ikke mere i hjemmeholdet denne aften. Esbjerg trak voldsomt fra, og på seks minutter gjorde Valdemar Ahlberg, Sune Hjulmand, David Madsen og Simon Grønvaldt det til henholdsvis 4-0, 5-0, 6-0 og 7-0 i esbjergensisk favør, og flere af målene var faktisk nogle pænt gennemspillede scoringer. To minutter før tid måtte Andreas Grundtvig groggy forlade isen efter at være blevet ramt af en flyvsk albue, men han var frisk igen efter kampen.

En god indledning på sæsonen, og selvom man ikke skal lægge så meget i træningskampe, så er en 7-0 sejr slet ikke så dum at bygge videre på. Næste opgave for Esbjerg Energy er på søndag, hvor de danske mestre fra Rungsted Seier Capital kommer på besøg i Granly Hockey Arena. Der er kampstart kl. 15.00.

 

Herning Bluefox – Esbjerg Energy 0 – 7

30.33 0-1 Andreas Pedersen (Welychka og Madsen)

37.17 0-2 Brett Welychka (Andersen)

46.39 0-3 Brett Welychka (Walsh og Andersen) PP1

47.48 0-4 Valdemar Ahlberg (Koch og Vinther)

49.20 0-5 Sune Hjulmand (Christensen)

52.40 0-6 David Madsen (Hjulmand og Walsh)

53.21 0-7 Simon Grønvaldt (Welychka og Madsen)

Tilskuere: ca. 400