Esbjerg Energy tabte til Rødovre 2. november 2017

Esbjerg Energy var ikke i stand til at tage point med hjem fra Rødovre, da det blev til et 5-2 nederlag i den sidste kamp inden landsholdspausen. Efter nogle opløftende momenter i Gentofte var det igen blevet hverdag, og da skarpheden i afslutningerne ikke var blevet forbedret blev det en svær kamp mod et stærk spillende Rødovre Mighty Bulls.

I et par minutter i kampens indledning så man lidt af det pres, som lykkedes i tirsdagens kamp mod Gentofte, men da hjemmeholdet bragte sig foran på en kontra efter syv minutters spil aftog det en hel del. Michael Fine var tættest på midtvejs i perioden, da han sendte en afslutning på stolpefoden. Med fem minutter igen fik Esbjerg chancen i powerplay, og selvom pucken blev holdt godt inde i Rødovres forsvarszone, så udmundede det i for få afslutninger.

Anden periode startede med et par fornuftige chancer til Carson McMillan og Christian Wejse, men den allerstørste chance kom da unge Philip Schultz taklede Taylor Fleming lidt for hårdt ind i banden, og inkasserede fem plus game misconduct. Fem minutters overtal til Esbjerg Energy, der burde have givet en kasse, men det var ikke et specielt opmuntrende powerplay spil, som de 20 esbjergensiske tilskuere blev budt på, så Rødovre slap helskindet igennem.

Når det etablerede spil ikke helt fungerede, er der stadig muligheden for at opsøge lidt held, og det var, hvad der skete på Esbjergs udligning efter otte minutters spil af perioden. Christian Wejse slyngede pucken mod mål, og den blev rettet af undervejs, og snød hjemmeholdets målmand.

Glæden over udligningen varede ikke længe. En udvisning minuttet efter kostede en 2-1 scoring, da Niclas Carlsen afsluttede første gang, og sendte pucken op i nettaget utageligt for Nicolaj Henriksen. En ny udvisning til Esbjerg gjorde det svært at svare hurtigt igen, og i den resterende del af perioden var det Rødovre, som var tættest på.

Esbjerg startede tredje periode bedst, og efter Et halvt minut var Justin Crandall tæt på flere gange helt inde foran mål, men til sidst fik hjemmeholdet sendt pucken væk. Det var dog Justin Crandall, der skulle bringe håbet tilbage for Esbjerg Energy, da han efter fire minutter havde sidste stav på lidt af et kludemål, hvor det lignede, at pucken ramte Rødovres målmand, og tog en fin bue hen over ham og ind over stregen.

Et halvt minut senere blev Rasmus Astrup dømt for den sjældne diving, da han overspillede en lille hooking. Stor mulighed for at bringe sig foran for første gang i kampen, men atter var det et tamt powerplay, der ikke kunne pille hjemmeholdets boxplay fra hinanden.

I den sidste halvdel af tredje periode gik det galt for Esbjerg. Der havde været flere advarsler med to stolpeskud inden for to minutter, og Nicolaj Henriksen måtte også diske op med et par gode indgreb. Med seks minutter igen kostede en dårlig clearing bag eget mål dyrt. Den blev opsnappet, og endte til sidst hos Mads Eller, der sendte pucken i nettet til 3-2.

Phillip Bruggisser forsøgte sig på egen hånd kort efter, og kom også til en kvalificeret afslutning, men et halvt minut senere slog Rødovre kontra, og så stod der 4-2. Yderligere et halvt minut senere blev det også 5-2, og det var Patrick Flügge, der tydeligt demonstrerede forskellen i skarpheden på de to hold. Det blev ved 5-2, og dermed ser det næsten umuligt ud i henhold til at komme med til final four. Der er nu 12 dages kamppause, inden turneringen atter går i gang med en hjemmekamp mod Aalborg Pirates tirsdag den 14. november kl. 19.00 i Granly Hockey Arena.

Kampen i tal

Rødovre Mighty Bulls – Esbjerg Energy 5 – 2

1-0 Anders Schultz (Astrup og Bergholt)

1-1 Christian Wejse (Vinther og Grundtvig)

2-1 Niclas Carlsen (Asperup og Schultz) PP1

2-2 Justin Crandall (Vock og Krogsgaard)

3-2 Mads Eller (Carlsen)

4-2 Anders Schultz (Asperup og Astrup)

5-2 Patrick Flügge (Carlsen og Karvinen)

Udvisninger:

Rødovre Mighty Bulls 3x2 min + 1x5+20

Esbjerg Energy 5x2 min

Tilskuere: 856