Esbjerg Energy tabte første duel 21. marts 2017

Esbjerg Energy tabte første duel

Esbjerg Energy tabte tirsdag aften den første kvartfinaleserie mod Frederikshavn, da det blev til 5-2 nederlag på udebane. Esbjerg var uden karantæneramte Tyler Fiddler, og hjemmeholdet manglede Colin Vock og Steffen Frank.

En af Frederikshavns største forcer er deres powerplay, og det fik Esbjerg at føle efter seks minutters spil af første periode, hvor både Kodie Curran og Anders Krogsgaard sad i straffeboksen. Det blev prompte straffet med en 1-0 scoring af Kristoffer Lauridsen, der udnyttede den ekstra plads til at gå på mål, og sætte pucken ind over Nicolaj Henriksen.

Stadig i undertal fik Esbjerg sendt en god kontra af sted, men en næsten fri Brock Nixon fik ikke passeret Thomas Lillie i Frederikshavns mål. Esbjerg var ikke slået ud endnu, og de næste minutter bød på pæne chancer, og med syv minutter tilbage af perioden, endda et mål. Sune Hjulmand fulgte op på en retur fra Lillie og bragte ballance i regnskabet.

Mod slutningen af første periode overtog hjemmeholdet spillet. Et tungt pres blev lagt på Esbjergs defensiv, der havde svært ved at vinde nærkampene og få pucken sikkert ud. Perioden endte dog 1-1.

Anden periode fortsatte som første sluttede. Frederikshavn sad på spillet og allerede efter et minut var det tæt på en føring til hjemmeholdet efter en defensiv fejl. Frederikshavn havde en anelse mere fart i skøjterne og vandt stadig flest nærkampe, hvilket resulterede i et spilovertag. Efter otte minutter gav det en 2-1 scoring. Igen ved Kristoffer Lauridsen, der afrettede en puck forbi Henriksen.

To esbjergensiske udvisninger senere blev det 3-1 til Frederikshavn. Fem mod tre blev afværget, men i fem mod fire dukkede Jeff Ulmer op og sendte pucken i nettet. Halvandet minut senere snød en forkølet afslutning Thomas Lillie, og det gav en retur som Ryan Martindale skubbede i nettet til 3-2.

Helt åbent igen, men stadig med hjemmeholdet mest på pucken. Grumsens øjne var skarp rettet på Esbjerg, og minuttet efter reduceringen gik det ud over Carson McMillan, der satte en flot takling på en frederikshavner. Den vurderede Grumsen til stor irritation for Esbjergs spillere til to plus ti for checking from behind, og da den blev udnyttet til en 4-2 af Marcus Olsson tog det ligesom fokus lidt fra Esbjerg.

To mål op inden sidste periode var ikke umuligt, men der var stadig mere fart over Frederikshavn og nærkampene faldt til stadighed ud til hjemmeholdet, så det lugtede lidt af, at det ville blive yderst vanskeligt.

 

Esbjerg nåede at få halvandet minut i powerplay, inden den blev udlignet af en esbjergensisk udvisning, og her kom Esbjerg ikke for alvor tæt på en reducering. Minutterne gik uden, at Esbjerg blev farlige, og frustrationerne over eget spil, og skævvridningen i udvisningerne kom op til overfladen.

Med seks minutter tilbage kom en lille håkkifight, der kostede både Nick Olesen og Niklas Andersen fem plus game for roughing. Minuttet efter lukkede Frederikshavn kampen fuldstændigt med en 5-2 scoring ved Kristoffer Lauridsen, der kunne notere sig et hattrick i denne første semifinale.

Det blev også slutresultatet efter en kamp, hvor Frederikshavn Whitehawks havde mere at skyde med, og helt fortjent kunne tage første stik. Fredag gælder det kamp to i Granly Hockey Arena. Der er kampstart kl. 19.30.