ESBJERG ENERGY SENDER SØNDERJYSKE UD 14. marts 2017

ESBJERG ENERGY SENDER SØNDERJYSKE UD

En lang, jævnbyrdig og nervepirrende kvartfinaleserie fandt tirsdag aften sin afgørelse, da Esbjerg Energys kaptajn, Brock Nixon efter 35 sekunders spil af første overtidsperiode sendte pucken i nettet og samtidigt SønderjyskE ud af årets turnering.

En følelsesmæssig rutsjebanetur var gået forud, startende med, at det omkring middagstid blev afgjort, at Jordan Knackstedt ikke måtte spille her til aften grundet en takling i kamp fem i Esbjergs i søndags. Disciplinærudvalget havde valgt at over rule en dommerkendelse fra kampen og idømt Knackstedt en spilledags karantæne på efterbevilling.

Det tvang Esbjerg til at rokere en smule rundt, men ikke mere end, at Jared Knight nu var tilbage i anden formationen, og Niklas Andersen så afløste Knacksted i stedet for Knight.

I kampens første periode var det Esbjerg, der startede bedst, og det forventede høje pres fra hjemmeholdet udeblev. Tyler Fiddler havde en kæmpechance efter få minutter, men fik ikke løftet pucken over benskinnen på Joni Myllykoski, der kun dækkede det halve mål. Hjemmeholdet havde nogle enkelte forsøg på Nicolaj Henriksen, men ikke noget, der kunne overliste ham i denne omgang.

Der blev passet meget på ikke at lave fejl, og de helt store chancer udeblev. Udvisningerne, der havde domineret kamp fire var fjernet, og det ligenede, at første periode ville ende uden scoringer. Men med lidt over to minutter tilbage satsede en sønderjysk back, og det afgav en to mod én situation med Niklas Andersen på pucken på vej frem i højre side. Han fandt med en hård håndleds afslutning et hul på den fjerneste stolpe, og sendte pucken stolpe ind til en esbjergensisk 1-0 føring.

Det var stillingen inden anden periode, hvor der desværre blev fyldt op i udvisningsregnskabet. Først et sammenstød mellem Esben Nielsen og Mads Lund, der endte med 2 + 2 til Nielsen og 2 + 10 til Lund. Esbjerg klarede sig dog fint igennem aftenens første boxplay.

Flere to minutters fulgte, og det gav Esbjerg sin første chance i powerplay, der så heller ikke blev udnyttet. Fuldtallig igen kom fjerde kæden ind for at aflaste, og så kom der minsandten et debut mål. Lasse Bang sendte med en fiks aflevering pucken bagud, og der dukkede Henrik Mærsk op, og sendte pucken helt over i det fjerneste hjørne til sin første scoring på Esbjergs første hold, og så endda på live tv.

2-0 til Esbjerg, og det gav lidt ro på. Roen blev forstyrret fire minutter senere, da Greg Gibson tog turen op i venstre side, hvor han endte med at sende pucken i nettet indenom Henriksen til en 1-2 reducering. Stillingen holdt til de sidste sekunder af perioden, hvor dramatikken tog til. Sønderjyske blev fanget med seks mand på isen, og på den efterfølgende faceoff i SønderjyskEs forsvarszone blev Tyler Fiddler bommet for en spearing på Danny Hobbs og fik 5 + game misconduct.

Kort efter blev Tyler Gotto kaldt for en tripping, og så var Esbjerg i den noget uvante situation, at man havde en mand ude i fem minutter, men kunne starte tredje periode i powerplay fire mod tre, hvorefter der fulgte tre minutter i undertal.

Den blev desværre misbrugt, og heldigvis klaret, og da Sune Hjulmand efter seks minutters spil, på Esben Nielsens forarbejde, gjorde det til 1-3 lignede det, at Esbjerg havde kampen i sin hule hånd. Men trygheden ved en tomåls føring blev midtvejs i perioden skiftet ud til en ny nervøs anspændthed, da Greg Gibson atter fik passeret Henriksen, denne gang ved hjælp af en lille afretning, der fik pucken til at flagre ind under overliggeren til 2-3. Bare 10 sekunder senere gik det så fra anspændthed til mental nedsmeltning, da en skidt første berøring endte med, at Anders Førster kunne sende pucken i nettet til 3-3.

Den var godt nok tung, man troede lige, og så troede man bare helt forkert. Esbjerg fik rystet chokket af sig, og fik endda muligheden i powerplay med fire minutter tilbage. Den blev ikke omsat, og for anden kamp i træk skulle der overtid til.

Her var det så, at Esbjerg Energys kaptajn Brock Nixon efter 30 sekunder opsnappede pucken på midten af banen. Hjemmeholdets backer var på vej til udskiftning, så Nixon fik frit løb ned mod Myllykoski. Heldigvis bevarede han hovedet koldt, og sendte sikkert pucken forbi Myllykoski, og dermed også Esbjerg Energy videre til semifinalen

En vanvittig tæt serie er slut, og heldigvis med Esbjerg Energy på toppen. Holdet kan nu restituere indtil tirsdag, hvor semifinaleserien starter. Det bliver på udebane, men hvem modstanderen bliver, findes der første ud af på fredag, hvor Aalborg Pirates og Gentofte Stars spiller om den sidste plads.

Kampen i tal

SønderjyskE - Esbjerg Energy  3 - 4 o.t.

17.40  0-1  Niklas Andersen (Knight og Krogsgaard)

29.00  0-2  Henrik Mærsk (Bang og Holmberg)

33.13  1-2  Greg Gibson (Reed)

46.34  1-3  Sune Hjulmand (E. Nielsen og McMillan)

50.09  2-3  Greg Gibson (Granath)

50.19  3-3  Anders Førster

60.35  3-4  Brock Nixon (Curran)

Udvisninger:

SønderjyskE        6 x 2 min + 1 x 10 min (Lund)

Esbjerg Energy    3 x 2 min + 1 x 5+20 min (Fiddler)

Tilskuere: 3.717