Energy-trio jagter VM pladser 7. november 2017

Felix Scheel, Phillip Bruggisser og Nicolaj Henriksen er alle tre med A-landsholdet, der i disse dage deltager i firenationers turneringen i Østrig, hvor modstanderne er Norge, Sydkorea samt værtsnationen Østrig.

Den 25-årige forward Felix Scheel deltog senest på landsholdet i sæsonen 2015/16 og har i alt spillet 13 officielle landskampe for Danmark. Felix Scheel spiller sin første sæson som senior på dansk is, hvor pointhøsten hos Esbjerg Energy hidtil har været på seks mål og otte assist i 16 kampe i Metalligaen.

-Det er rigtig dejligt med denne udtagelse, og det er også en blåstempling af, at det er gået udmærket for mig i den første del af sæsonen. Men denne udtagelse får mig på ingen måde til at hvile på laurbæerne – der skal arbejdes stenhårdt forsat, men jeg glæder mig enormt til at vise mig frem på højeste niveau, forklarer Felix Scheel.

Phillip Bruggisser var med ved seneste VM-slutrunde i Tyskland, og den 26-årige back har spillet imponerende 58 A-landskampe for Danmark.  

Nicolaj Henriksen fik sin landsholdsdebut mod Japan tilbage i februar, hvor Danmark vandt 6-1. En stor dag for den 22-årige esbjerggensiske keeper.

-Jeg er meget glad og stolt af at få chancen igen. Specielt i en sæson, hvor jeg ikke har spillet op til mit bedste endnu. Det var en utrolig stor oplevelse at være med landsholdet sidst og virkelig lærerigt, så det ser jeg meget frem til igen, siger Nicolaj Henriksen.

Der afholdes A-VM 2018 i Herning. Og ønskescenariet er naturligvis for alle tre Energy-spillere at blive blandt de endelig udtagene. Men nemt bliver det på ingen måde.

-Det vil være en kæmpe drøm at få lov til at repræsentere Danmark til VM på dansk is – uden tvivl. Men der er rigtig lang tid til endnu og virkelig mange dygtigere spillere i spil, så det gælder bare om at klø på og gøre sit ypperste for overhovedet at komme i betragtning, understreger Felix Scheel. 

Der er også Energy-afmærkning på det U20-landshold, som coach Olaf Eller har udtaget.

Christian Wejse og Andreas Grundtvig stiller op med den danske løve på brystet, når U20-landshold drager til Letland, hvor Hviderusland, Østrig og Letland venter. De kæmper begge to for en plads på det endelig hold, der mellem jul og nytår skal spille U-20 VM i USA.

Stort tillykke til alle fem med udtagelserne.