Energy tabte i straffeslag 4. januar 2019

Esbjerg Energy indledte det nye år med et smut til Sjælland, hvor Rødovre Mighty Bulls tog imod. Et modstander hold, der er svære at blive kloge på grundet meget svingende præstationer. En ting er dog sikkert, og det er, at Rødovre er en hel del bedre på hjemmebane end på udebane.

Esbjerg Energy kunne til aftenens kamp give debut til Kim Karlson, men Brett Bellemore var blevet hjemme.

Kampen startede med en tidlig esbjergensisk udvisning, og den omsatte hjemmeholdet til 1-0 efter halvandet minuts overtal. David Suvanto tog sig kærligt af en tværpasning, og first-timede pucken ind bag Mathias Seldrup, der ikke nåede sideforflytningen.

Esbjerg var tæt på at svare hurtigt tilbage efter et gigantisk klumpspil foran Stefan Ridderwall i værternes mål, men i flere omgange missede Esbjerg muligheden for udligningen.

Fysisk sad Esbjerg godt på kampen, men teknisk var hjemmeholdet en anelse bedre i første periode. Det resulterede i et par pæne chancer til hjemmeholdet, der ledte os hen til der resterede otte minutter af perioden. Max French måtte overraskende tage plads i udvisningsboksen efter en nærkamp, og denne gang skulle hjemmeholdet kun bruge et enkelt minut for at omsætte chancen til 2-0. Igen var det David Suvanto, der driblede igennem en noget passiv defensiv, og sendte pucken under Seldrup.

Esbjerg havde gennem perioden befundet en hel del tid i angrebszonen, men de helt åbne chancer lod vente på sig. Heldigvis er det ikke altid de åbne chancer der giver scoringerne, og med små tre minutter tilbage reducerer Christian Wejse, da han er først på en løs puck inde foran mål. 2-1 og det kunne også være blevet 2-2 kort efter, men Felix Scheel måtte se en kvalificeret afslutning blive reddet af Ridderwall.

Anden periode startede sløjt ud med hensyn til chancer. Det var først da Marc Derlago, ligesom Wejse i første periode, udnyttede en returpuck og udlignede til 2-2, at der kom gang i sagerne igen. Kort efter kunne Marc Hagel have gjort det til 2-3, men målet blev misset med få centimeter. Riku Pitkänen var tæt på for hjemmeholdet, inden Max French også fik forsøgt sig.

Desværre kom skidt defensiv beslutning til at koste en ny føring til hjemmeholdet med 55 sekunder tilbage af perioden. Jonas Sass var hurtig til at udnytte situationen, og scorede fladt på Seldrup.

Esbjerg skulle derfor ud at jagte i tredje periode, og det lykkedes langt fra. Rødovre stod for de første muligheder, og havde godt styr på Esbjergs offensive tilnærmelse. Meget af spillet foregik rundt ved banden i Rødovres forsvarszone, og her blev det ikke specielt farligt.

Sådan foregik det længe, og minutterne begyndte at rende ud for Esbjerg, og da spillet slet ikke havde været nærgående nok, var det ikke utænkeligt at løbet var kørt for Energy. Men så ud af det blå skød Jannik Christensen fra distancen, og undervejs snittede den et eller andet, der gjorde at skuddet snød Ridderwall og så stod der 3-3.

Rødovre tog herefter teten for et par minutter, men med 53 sekunder tilbage kunne Felix Scheel have sendt tre point til Esbjerg, men igen måtte han se Ridderwall afværge, og kampen måtte i overtid.

Den blev der ikke scoret i, og så måtte der straffeslag til. Her scorede Edgar Treijs på hjemmeholdets første forsøg, og da hverken Hagel, Scheel eller French havde heldet til at score endte det med en overtidssejr til Rødovre Mighty Bulls, og Esbjerg Energy måtte nøjes med at tage et enkelt point med hjem.

Næste opgave er på tirsdag, hvor topholdet Rungsted Seier Capital kommer til Esbjerg. Der er som vanligt kampstart kl. 19.00 i Granly Hockey Arena hal 2.