Energy stjerner rykker til DEL 25. april 2018

 

Carson McMillan og Phillip Bruggisser har begge fået muligheden for at spille i den stærke tyske liga, DEL, i den kommende sæson. En pengestærk liga og et højere niveau end Metal Ligaen, hvor danske klubber ikke kan være med hverken økonomisk eller sportsligt.

Den 29-årige canadiske center Carson McMillan skal tørne ud for Fischtown Pinguins, hvor bl.a. Wade Bergman og Nicolas B. Jensen har spillet i denne sæson. Den 26-årige back Phillip Bruggisser skal i næste sæson spille for Krefeld Pinguine.

-Først og fremmest et stort tillykke til dem begge, de har virkelig arbejdet hårdt for det og fortjent at få chancen i en større liga. Vi kommer naturligvis til at savne dem, de har leveret rigtig godt for os, både på og udenfor isen, men omvendt er det også vores plads i ishockeyens fødekæde at udvikle spillere til endnu større platforme, fortæller Mark Pederson, sportschef & cheftræner hos Esbjerg Energy.

Store profiler hos Esbjerg Energy, igennem de sidste par sæsoner, som bl.a. Wade Bergman, Kodie Curran, Andrew Clark, Mike Dalhuisen, Mario Lamoureux, Brock Nixon, Nicolas B. Jensen og Matt Pistilli har alle efter succesfulde ophold hos Esbjerg Energy fået chancen i nogle af Europas stærkeste ligaer. 

-Det er et stort skulderklap til os som organisation og som hold, at vi spiller noget attraktivt ishockey, som de større ligaer har fået øje på, og at vi faktisk har de rette kontakter, så de kan komme videre. Denne stil vil vi også fortsætte fremad, både med importspillere og danskere – spil og præstér i Esbjerg Energy, så er der gode muligheder for lukrative kontrakter i udlandet, understreger Mark Pederson, der allerede er i gang med at sammensætte holdet til den kommende sæson, hvor målet er en top3 placering.

Phillip Bruggisser har spillet mere end 250 kampe for EfB Ishockey og Esbjerg Energy, og leverede et rigtigt stærkt playoff, hvor han blev holdets interne topscorer med 14 point i 14 kampe (3 mål og 11 assist)

-Det har virkelig været en fed tid i Esbjerg, endda i to omgange, og det har virkelig været som at komme hjem igen, så det kommer jeg naturligvis til at savne. Og hvem ved, måske bliver det til et ”på gensyn”, men denne mulighed var noget, som jeg ikke kunne sige nej til.

-Der er mange mennesker, som skal have en tak for at dette kunne lade sig gøre - holdkammerater, folk rundt om i klubben, der har han behandlet mig godt og ikke mindst Mark og Thor, der har troet på mig og givet mig chancen, siger Phillip Bruggisser.

Holdets kaptajn i denne sæson, Carson McMillan, nåede at spille to sæsoner i Energy med 118 kampe. McMillan blev i grundspillet holdets interne topscorer med flotte 52 point i 47 kampe (24 mål og 28 assist).  

Foto: Niels Husted© - www.nhcfoto.dk