Energy kan også med jern og putter 23. august 2018

Esbjerg Energy afholdte torsdag eftermiddag den årlige Golf Company Day for sine samarbejdspartnere, der blev afviklet hos Esbjerg Golf Klub.

40 mand var klar til at prøve kræfter med golfsporten – heriblandt også mange af spillerne fra Esbjerg Energy. Nogle af disse hygger sig med golfen i deres fritid og skulle derfor ud på Marbækbanen, der rangerer som en af landets bedste, mens andre fik lov til at snuse til golfsporten på driving-range og Par3-banen.

Hos de uøvede golfspillere viste målmand Mathias Seldrup, at han kan andet end at forhindre modstanderne i at score mål og var skarpeste mand på Par3-banen.

Christian Wejse viste også, at sport er andet end kaste sig hovedløst ned i et slagskud. Christian Wejse var manden med dagens længste slag. Og den hårdtskydende Energy-forward var også på dagens vinder-hold, der også talte holdkammeraten Anders Krogsgaard samt Robin Thybo fra Estate og Peter Toft fra WMO.

Denne stærke 4-bold slog lige akkurat cheftræner Mark Pederson og målmaskinen Mark Derlago, der havde følgeskab af samarbejdspartnerne Daniel Seidlitz fra CS Electric og Lars Steen Nielsen fra Contea.

Dagen sluttede med en hyggelig fællesmiddag i klubhuset og naturligvis præmier til de vindende golfspillere.

-Det var igen i år et vellykket arrangement og godt arrangeret af Esbjerg Golf Klub, hvor vi også var heldige med vejret. Så der var godt humør på golfbanen og en god kickstarter for samarbejdspartnere og spillere, inden den nye ishockeysæson går i gang, konkluderede Esbjerg Energys salgschef, Per Hemme.

En stor tak skal også lyde til Esbjerg Energys samarbejdspartnere, der havde disket op med fine præmier fra: Carlsberg, Skechers, Comtec. Int, Fjord Gardiner, KG Hansen, Slik For Voksne, Det Faglige Hus og Nordisk Film Biografer Esbjerg.