Energy holdt nullet i Gentofte 14. februar 2017

Energy holdt nullet i Gentofte

Esbjerg Energy leverede en god arbejdsindsats, da det onsdag aften blev til en flot 3-0 sejr ude over Gentofte Stars. Hjemmeholdet har ligaens bedste hjemmebanestatistik, men det var altså ikke nok her til aften mod et godt organiseret esbjergensisk mandskab.

Der var debut til Jordan Knackstedt, og han kunne sammen med sine nye holdkammerater gå til pause efter en første periode, der endte uden scoringer. Gentofte kom bedst ud, og efter bare 20 sekunder lå pucken løs bag Nicolaj Henriksen, der ikke kunne finde den, men heldigvis kom en befriende esbjergensisk stav til undsætning, og hindrede en træls start.

Esbjerg kom til en god chance efter fire minutters spil, hvor Brock Nixon var ved at slå en returpuck i nettet, men her var det så en befriende Gentofte stav, der kom til undsætning, inden pucken krydsede mållinjen. Midtvejs i perioden fik Esbjerg kampens første udvisning, og her fik Mathias Asperup, som Gentofte netop har hentet i Rødovre, sendt et par farlige forsøg af sted, men det blev altså ikke til nogen scoringer i første periode.

Anden periode fortsatte med samme jævnbyrdighed som i første, men efter fire minutter fik Esbjerg en god powerplay mulighed. Den blev så ikke udnyttet, og herefter kom en periode, hvor Gentofte fik lagt et fornuftigt tryk på Esbjergs bagkæde. Et par gange dansede pucken omkring målstregen, men marginalerne gik Esbjergs vej, og stadig 0-0.

Esbjerg kom i undertal med lidt under syv minutter tilbage, men igen blev der lige præcis klaret frisag. I periodens sidste to minutter afgjorde Esbjerg Energy reelt kampen. Første målscorer blev Kodie Curran, der gik på mål, men blev fulgt til dørs af Teemo Seppänen. Det efterlod bagdøren åben, og her fik Curran rundet målet og lagt pucken i nettet inden Seppänen nåede derover. En flot scoring, og netop som noterne var skrevet ned, og øjnene atter blev rettet mod isen tog Carson McMillan aftræk, og sendte forbi Seppänen til en esbjergensisk 2-0 føring. Opspillet må vi derfor gætte os til, men den var uden tvivl tung for hjemmeholdet.

Gentofte virkede stadig mærket af den esbjergensiske mavepumper fra tredje periodes start, og da de så først brændte en friløber efter tre minutters spil, så så man ikke så meget mere til hjemmeholdet. Esbjerg spillede uden den store risiko, og der blev truffet nogle gode beslutninger til, hvornår der skulle holdes i pucken, og hvornår det skulle være bande ud. Hvis hjemmeholdet ville noget måtte de til at satse lidt voldsommere, og det gjorde dem sårbare for omstillinger. Dem lå Esbjerg og ventede på, og efter syv minutters spil kom den. Gentofte var i fuld fart på vej frem, men mistede pucken omkring midterlinjen, og før man næsten opdagede det, var Kodie Curran og Ryan Martindale på vej ned mod Seppänen i en to mod nul. Curran spillede Martindale helt blank, og han sendte sikkert pucken i nettet til 0-3.

Der manglede 13 minutter, og bortset fra en esbjergensisk udvisning, blev de kørt af uret uden at hjemmeholdet kom frem til de helt store muligheder. Tre solide point blev lagt på kontoen, og Esbjerg Energy har nu kun ét point op til fjerdepladsen, der deles af netop Gentofte og så SønderjyskE. Allerede fredag går turen atter til Sjælland, hvor Herlev Eagles tager i mod. Herlev Eagles tog her til aften sin første sejr i ordinær tid i sæsonen, da Rødovre Mighty Bulls blev slået med 8-3 i Rødovre Skøjtehal, så de er i hvert fald ikke holdt op med at spille endnu. Der er kampstart kl. 20.00 i Herlev.

Kampen i tal

Gentofte Stars – Esbjerg Energy                      0 – 3

38.18                  0-1                       Kodie Curran (Martindale og Nixon)

39.07                  0-2                       Carson McMillan (Hjulmand og Christensen)

46.25                  0-3                       Ryan Martindale (Curran og Nixon)

Udvisninger:

 

Gentofte Stars                                                         3 x 2 min + 1 x 10 min (Zorko)

Esbjerg Energy                            5 x 2 min

 

Tilskuere: 479