Energy forlænger Energy forlænger med succesrig målmandsduo 6. juni 2017

Energy forlænger med succesrig målmandsduo

Esbjerg Energy har forlænget aftalerne med den succesrige og talentfulde keeperduo Nicolaj Henriksen og Mathias Seldrup. Nicolaj Henriksen er 21 år gammel og spillede sidste år 42 kampe. Mathias Seldrup er 20 år og vogtede det vestjyske mål i 22 kampe.

- Jeg er i denne måned blevet opereret i hoften og er formentligt helt skadesfri. At forlænge aftalen med min barndomsklub var det mest logiske. Her har jeg udsigt til spilletid. Jeg kan forvente tillid fra trænerteamet og så er Esbjerg jo min by og Energy mit hold, forklarer Nicolaj Henriksen.

Den 194 cm høje Esbjerg-dreng debuterede for EfB Ishockey i landets fornemste ishockeyrække i sæsonen 2012/2013, og har hentet en sølv- og to guldmedaljer med Esbjerg Energy.

- Mit håb er endnu et år, hvor vi er med, hvor det er sjovt, når mesterskabet skal placeres. Vi vil gerne langt i slutspillet og skulle i år gerne længere i pokalturneringen. Men det vigtigste er endnu et mesterskab, forklarer den 21-årige vestjyde.

Nicolaj Henriksen har spillet en kamp i Champions Hockey League, har repræsenteret Danmark ved U20-verdensmesterskaberne og spillede sidste år en landskamp.

- Det er gået hurtigt for mig personligt. Fra at jeg stort set ikke havde udsigt til spilletid i ligaen til at jeg spiller kontinuerligt i de vigtige kampe. Jeg er kun 21 år og målmænd topper ofte som 28 eller 29 årige, så det kan blive rigtigt spændende.

- Det er rigtigt vigtigt for mig, at jeg trives. Vi har et rigtigt godt hold, både på og udenfor isen. Og så sparrer og presser Mathias Seldrup og jeg hinanden. Det gør os begge bedre, slutter Nicolaj Henriksen, som gennem hele karrieren har repræsenteret Esbjerg.

Mathias Seldrup, som bl.a. imponerede i målet under den afgørende syvende semifinalekamp mod Frederikshavn White Hawks og som fortsatte de flotte takter i årets første finalekampe mod Gentofte Stars kan også se frem til endnu et år hos Energy.

- Jeg har haft et supergodt år i Esbjerg. Jeg er glad for at være hos Energy og jeg trives på holdet, som har gode trænere. Byen er samtidigt et dejligt sted at være og så har jeg fået lov til at vise mit værd, fortæller den 20-årige midtjyde.

Mathias Seldrup kom før sidste sæson til Esbjerg fra barndomsklubben Herning. Også i Champions Hockey League repræsenterede den 180 cm høje målmand sin nye klub.

- Tilliden er vigtig for mig. Jeg kom til Esbjerg uden at have spillet en kamp i Metal Ligaen. Nu har jeg spillet 22 kampe i ligaen, hvoraf de to er semifinalekampe og de tre er finalekampe. Det er langt mere end jeg turde håbe på, men det har været vigtigt for min udvikling, fortsætter Mathias Seldrup.

Den talentfulde midtjyde har repræsenteret Danmark på både U18- og U20-landsholdet.

- Det er vigtigt for mig, at kunne fortsætte udviklingen som ishockeyspiller i den kommende sæson. Efter at Energy har vundet mesterskabet de to foregående år bliver det ikke lettere at genvinde mesterskabet i den kommende sæson. Men det er altid målet at vinde, slutter den 180 cm høje Energy-keeper.