Energy besejrede grundspilvinderen 24. februar 2017

Energy besejrede grundspilvinderen

Afgørelsen er i Esbjerg Energys egne hænder, da grundspilsvinderen, Aalborg Pirates fredag aften blev besejret i jagten på grundspillets 4. plads. 2-5 stod der på resultat tavlen efter 60 intense minutters ishockey, og det gør, at Esbjerg Energy med en sejr på tirsdag over Herning Bluefox kan spille sig til en hjemmebanefordel i den kommende kvartfinale.

Første periode bød på to store chancer indenfor det første minut, en til hvert hold, og så havde både Ronan Quemener og Nicolaj Henriksen været i ilden. Der blev gået til den fysisk, og én af disse aktioner resulterede i kampens første scoring. Niklas Andersen vandt en duel i hjørnet, og slyngede pucken mod forreste stolpe, hvor Aalborgs målmand kun lige fik snittet den videre til Jeppe Holmberg, der kunne bringe Esbjerg i front med 1-0 efter seks minutters spil.

To esbjergensiske udvisninger tippede spilovertaget over på aalborgensiske hænder, og selvom der ikke blev scoret i overtallet, så holdt hjemmeholdet trykket på Esbjerg de følgende minutter. Julian Jakobsen sendte en puck på overliggeren, inden Jeppe Jul Korsgaard til sidst fik udnyttet overtaget til at sende en udligning i nettet med fire minutter tilbage af perioden.

Esbjerg fik sin første mulighed i powerplay kort efter udligningen, men her var det ved at gå galt foran eget mål efter nogle misforståelser, der kostede en stor chance til hjemmeholdet. Første periode endte uafgjort.

Anden periode var 30 sekunder gammel, da Aalborg Pirates havde sendt pucken i nettet, og her skulle Esbjerg Energy nok være glade for, at det var en tvkamp, for først i langsom gengivelse kunne det anes, at Julian Jakobsen brugte hånden, som dommen endte med at lyde, til at slå pucken ind bag Henriksen.

Målet blev annuleret, og minuttet efter havde Søren Nielsen en kæmpe chance for at sende endnu en våd klud i hovedet på Aalborg, men den franske målmand greb sikkert ind. Esbjerg fik afværget en ny udvisning, inden holdet slog tilbage med et godt opspil af Jared Knight og Jordan Knackstedt, der endte med, at Knackstedt kunne score sit første mål efter skiftet fra Herlev Eagles.

2-1 til Esbjerg Energy, og små tre minutter senere blev det 3-1 til Esbjerg. En fejl i Aalborgs opspil gjorde, at Sune Hjulmand kunne erobre pucken, og med en lækker pasning fandt han Esben Nielsen, der sendte pucken op i nettaget bag Quemener.

Midtvejs i anden periode tog Esbjerg en ny udvisning, og selvom hjemmeholdet havde været noget tandløse i de hidtidige powerplays, så endte den her med at koste en 2-3 reducering fra Peter Queneville efter fint opspil.

Det var også stillingen inden sidste periode, hvor et par udvisninger gjorde, at holdene startede i fire mod fire. Efter et halvt minut blev Esbjerg fuldtallig, og så slog Ryan Martindale til, da han på oplæg fra Jared Knight og Jordan Knacksted gjorde det til 2-4.

Fire minutter senere så Aalborgs målmand ikke helt godt ud, da Jordan Knackstedt med sin anden scoring gjorde det til 2-5 ved at sende pucken mellem benene på Quemener. Målet så ud til at knække hjemmeholdet. Den intensitet, der havde været spillet med hidtil, tog lidt af, og Esbjerg kørte de næste mange minutter af uret uden at afgive de helt store chancer. Midtvejs i sidste periode tog Esbjerg sin sidste udvisning, og da den ikke blev udnyttet, var det tydeligt hvad klokken havde slået for Aalborg Pirates. Esbjerg Energy snuppede de tre point, og er, efter aftenens resultater, nu alene på 4. pladsen inden opgøret mod Herning på tirsdag. Den spilles i Granly Hockey Arena, og der er kampstart kl. 19.30.

Kampen i tal

Aalborg Pirates – Esbjerg Energy 2 – 5

06.20  0-1  Jeppe Holmberg (Andersen og Bang)

16.02  1-1  Jeppe Jul Korsgaard (Hardarson og Villadsen)

24.39  1-2  Jordan Knacksted (Knight)

27.20  1-3  Esben Nielsen (Hjulmand)

31.27  2-3  Peter Quenneville (Reddick og Blazek) PP1

41.22  2-4  Ryan Martindale (Knight og Knackstedt) PP1

45.44  2-5  Jordan Knacksted (Knight og S. Nielsen)

Udvisninger:

Aalborg Pirates  4 x 2 min.

Esbjerg Energy  7 x 2 min.

Tilskuere: 2.543