Derlago med to kasser i første Esbjerg-sejr 30. september 2018

Esbjerg Energy – Rødovre Mighty Bulls 4–1 (2-0, 1-0, 1-1)

Effektivitet og special teams har været hovedtemaer for Esbjerg hidtil i den indeværende sæsons første fem kampe, hvor både resultaterne og spillet har haltet. Men med Mark Derlago tilbage på holdkortet som dobbelt målscorer, til søndagens hjemmekamp mod Rødovre, var der andre boller på suppen. Power play-spillet fungerede nu, man fik lukket af i box play og foran mål blev chancerne nu også udnyttet. Resultatet blev en både overbevisende og fortjent sejr på 4-1.

Skulle sjette gang være lykkens gang for Esbjerg, der i sæsonens første fem kampe har indkasseret lige så mange nederlag og dermed indtog en overraskende sidsteplads med blot to points, forud for Metal Ligaens sjette spillerunde?

Modstanderen var søndag eftermiddag Rødovre, der har været yderst solide på det seneste og som i fredags, i ganske overbevisende stil, hev en 4-1 sejr hjem mod et ellers formstærkt Rungsted-mandskab.

Esbjerg havde dog et es i ærmet, da man løb på isen søndag eftermiddag: Mark Derlago gjorde comeback efter fem afsonede karantænedage. Så det skulle blive interessant for det vestjyske ishockeypublikum at se, hvor stor Derlago-effekten skulle vise sig at blive.

Værterne måtte dog stadig undvære Andreas Grundtvig til en skade, mens Rødovre stillede uden Rasmus Astrup, Matthias Asperup og Mads Eller.

Stefan Ridderwall vogtede Rødovres mål, mens Nicolaj Henriksen var at finde i vestjydernes bur.

Dynamisk angrebsspil sikrede vestjysk pauseføring

Det vestjyske hjemmepublikum kunne notere sig, at Mark Derlago gled direkte ind i Esbjergs førstekæde, hvor han blev flankeret af Colin Vock og Max French.

Imidlertid var det gæsterne der bød ind med kampens første giftige forsøg, da Steffen Klarskov, efter blot et halvt minut, fik sendt et drøn af en afslutning lige forbi fjerneste opstander bag Nicolaj Henriksen.

Esbjerg tegnede sig dog for kampens første scoring, da man efter tre minutters spil bragte sig i front med 1-0. Det var her Marc Hagel, der tæt under mål fandt Max French, som i en hurtig bevægelse drejede rundt om sig selv og passerede Ridderwall yderligt.

I det hele taget var det hjemmeholdet der havde lagt fra land med mest energi i spillet. Der var mere dynamik at spore end i de forgange kampe hos vestjyderne, der også fandt hinanden glimrende i denne første periode.

En udvisning i det femte minut til Eetu-Ville Arkiomaa kastede ikke de store overtalsmuligheder af sig til gæsterne, der i stedet kunne se Marc Hagel være ganske tæt på i modsatte ende, netop som Esbjerg igen var blevet fuldtallige.

Undervejs i første periode måtte Esbjergs Christian Wejse en tur i omklædningsrummet for at blive tilset af lægestaben efter en nærkampsituation. Den unge forward vendte dog tilbage på isen igen senere i perioden.

Med godt fire minutter tilbage af perioden fik Rødovre på ny chancen for at rulle overtalsformationerne ud og her var det kun en stærk redning af Nicolaj Henriksen, der forhindrede Sebastian Bergholt i at bringe balance i regnskabet.

Esbjerg stod dog godt imod det glimrende sjællandske power play-spil og kunne tilmed vende spillet hurtigt, netop som Max French atter entrerede isen. Her fik French, via Christian Wejse, ekspederet pucken videre til Felix Scheel, der gik direkte på mål. På klods hold lykkedes det her for Scheel, at få sendt en baghåndsafslutning op over skulderen på Ridderwall; Esbjerg var dermed oppe med 2-0 forud for anden periode.

Mark Derlago stemplede ind og øgede for Esbjerg

Esbjerg fortsatte ufortrødent det gode spil, som man tog hul på anden periode. Det blev da også til et par store målchancer mod de rødblusede sjællændere, der haltede bagefter over det meste af isen.

Værternes overtag kastede en power play-mulighed af sig efter fem minutters spil, men tråds tålmodigt og poleret overtalsspil, så lykkedes det ikke Esbjerg at finde den afgørende åbning i Rødovres forsvarsværker.

Der stod fortsat 2-0 som man rundede periodens halvvejsmærke, men i kølvandet på endnu en Rødovre-udvisning lykkedes det Esbjerg at øge til 3-0, netop som Rødovre igen blev fuldtallige.

Der var her Mark Derlago der trykkede af fra en halvspids vinkel og sikkert sendte pucken i nettet mod et Rødovre-mandskab, der på det tidspunkt var presset helt i bund. Derlago fik dermed stemplet ind med sæsonens første mål i sin første optræden for Esbjerg i indeværende sæson.

Gæsterne fik et par chancer i power play mod periodens slutning, men Esbjerg stod generelt godt i banen, arbejdede hårdt for sagen og gav dermed Rødovre svære arbejdsbetingelser. Der stod da også fortsat 3-0 på tavlen ved den anden periodepause og ufortjent var det bestemt ikke.

Derlago på pletten igen – lukkede kampen for Esbjerg

Rødovre startede tredje periode med 37 sekunders overtalsspil, men man skulle dog et godt stykke ind i perioden, før Rødovre for alvor fik tag i vestjyderne.

Efter fem minutter lykkedes det dog for gæsterne at reducere til 3-1, da Steffen Klarskov var køligheden selv på straffeslag. Her blev Nicolaj Henriksen rundet i overbevisende stil, inden pucken sikkert og køligt blev lagt fladt ind i målet bag Esbjerg-keeperen.

Målet gav Rødovre energi og fornyet tro på tingene og gæsterne fik sig nu etableret mere eller mindre permanent i Esbjergs zone, hvor vestjyderne dog forsvarede sig ihærdigt.

Så selvom Rødovre jagtede en yderligere reducering ganske helhjertet, så stod der Esbjerg på kampens næste og sidste mål. Efter en hurtig spilvending tog Mark Derlago sagen i egen hånd, da han kørte direkte på mål og kynisk passerede Ridderwall til kampens slutresultat: 4-1.

Første Esbjerg-sejr i denne sæson var dermed en realitet. Dette efter en kamp hvor Nicolaj Henriksen tog rigtigt godt fra i Esbjergs mål og hvor Mark Derlago fik stemplet ind og sendt et kraftigt signal i sin come back-kamp for vestjyderne, hvor det blev til to mål og en assist fra den giftige canadiers stav.