Brock Nixon spiller resten af sæsonen i Esbjerg Energy 25. februar 2018

En gammel kending vender tilbage til Esbjerg Energy med øjeblikkelig virkning, da klubben har lavet en aftale med den canadiske forward Brock Nixon for den resterende del af indeværende sæson.

Og det er ikke en hvilken som helst spiller, der vender retur til Esbjerg. Nixon er dobbelt dansk mester med Esbjerg og var sidste år holdets kaptajn og har spillet en afgørende rolle i hjemtagelsen af de to mesterskaber.

-Det glæder mig, at vi kan få Brock Nixon tilbage til Esbjerg, han er en rigtig vindertype med gode lederegenskaber, og han ved, hvad der kræves for at kan gå hele vejen, fortæller cheftræner og sportschef, Mark Pederson.

31-årige Brock Nixon har i denne sæson spillet i den Østrigske liga EBEL og tørnet ud for Graz 99ers, men da holdet i Østrig har udspillet sine chancer for en topplacering i denne sæson, gav det en åbning for Nixons tilbagevenden til Esbjerg, hvor han i de forgangne sæsoner har spillet 137 kampe og lavet 124 point i den gule Energy trøje.

-Der er opstået denne ekstraordinære situation, hvor vi kan få Brock Nixon tilknyttet. Vi var egentlige ikke aktive på markedet, og vi havde ikke taget en spiller ind så sent, selv med et godt CV, hvis vi ikke havde så indgående et kendskab til ham, men Brock kender jo byen, hovedparten af holdkammeraterne og er en velrespekteret spiller i den danske liga, understreger Mark Pederson.

Klubben har i samme ombæring valgt at ophæve kontrakten med canadiske Michael Fine.

-Det er faktisk første gang i min trænerkarriere, at jeg sender en spiller hjem undervejs i sæsonen, så det var naturligvis hårdt at skulle træffe denne store beslutning, specielt fordi Michael Fine er en god dreng og har været en god holdkammerat, der altid har været lydhør og arbejdsom, fastslår Mark Pederson.

Esbjerg Energy takker 26-årige Michael Fine for sin indsats for klubben og ønsker ham al mulig held og lykke fremad med sin ishockeykarriere. Det blev til 46 kampe og 20 point i Metal Ligaen samt 6 kampe og 2 point i Champions Hockey League.

Brock Nixon lander efter planen senere idag i Esbjerg. Herefter skal det obligatoriske papirarbejde effektueres og kontrakten godkendes af DIU, således han kan blive spilleberettiget hurtigst muligt for Esbjerg Energy.

Foto: Niels Husted© - www.nhcfoto.dk