Anders Krogsgaard matchvinder for Esbjerg i femte periode 12. marts 2017

Anders Krogsgaard matchvinder for Esbjerg i femte periode

Esbjerg Energy – SønderjyskE 2–1 (1-0, 0-1, 0-0, 0-0, 1-0) OT

Esbjerg var til tider pressede, men viste i overtiden mest overskud, da Anders Krogsgaard blev den helt store matchvinder, blot 36 sekunder inde i femte periode, hvor den unge Esbjerg-back tog sagen i egen hånd og med en flot solopræstation afgjorde kampen til Esbjergs fordel. Forud for scoringen var gået 80 minutters intens, nervepirrende og til tider nervøst slutspilsishockey.

Søndag aften dannede Granly Hockey Arena rammen om kamp fem i kvartfinaleserien mellem Esbjerg og SønderjyskE. Efter fire intense og spændende kampe var stillingen forud for aftenens kamp 2-2 i serien, hvor det skulle blive interessant at se, om man for første gang ville få en sejr til udeholdet eller om hjemmesejrsstimen ville fortsætte.

Uanset hvem der ville snuppe sejren i dagens duel siger det sig selv, at en føring på 3-2 i serien ville lune gevaldigt hos det vindende mandskab, som dermed ville have to matchbolde til at sikre sig det videre avancement.

SønderjyskE var i fredags uden Marc Sørensen og Derek Damon, mens Esbjerg manglede Jannik Christensen og Jared Knight. Til dagens kamp var situationen den, at Damon og Knight atter var tilbage, begge 10’ere dog umiddelbart listet i deres respektive fjerdekæder. Som i fredags havde SønderjyskE igen Tyler Gotto opstillet som forward i 1. kæden.

Vanen tro stod Joni Myllykoski og Nicolaj Henriksen overfor hinanden i de to mål.

Esbjerg med føringsmål, Hobbs tidligt i bad

Havde der været snakket om at undgå udvisninger i de to omklædningsrum forud for kampen, så havde nogen hørt bedre efter end andre. Der var således kun spillet 15 sekunder, før Esbjergs Brock Nixon tog den første af slagsen for en knætackling i midtzonen.

Gæsterne formåede ikke for alvor at få sig etableret i overtalssituationen der fulgte, hvor det faktisk var Esbjerg der i undertal fik tegnet sig for de bedste chancer ved først Tyler Fiddler og efterfølgende Sune Hjulmand.

I power playet fik SønderjyskEs Rasmus Nielsen dog trykket af fra distancen og efter at have ramt en stav på vejen, prellede pucken af på overliggeren. Netop som Esbjerg blev fuldtallige nåede Greg Gibson også at byde ind med et giftigt forsøg tæt under mål, hvor Henriksen med en glimrende redning dog fik afvist canadierens forsøg.

Tilbage i spil fem mod fem var det gæsterne der tog teten, da man i flere sekvenser fik lagt et solidt pres på værterne, som havde svært ved at få det fremadrettede spil til at glide i kampens indledning. Cadeau til sønderjyderne for den generelt offensive og aggressive start på opgøret.

Esbjergs første reelle pres mod sønderjyderne stod førstekæden for, da man efter seks minutters spil satte sig på tingene. Her var det nu gæsterne der var på hælene og da markeringerne foran eget mål svigtede, var Esbjerg ikke sene til at udnytte situationen. Brock Nixon fandt en helt umarkeret Ryan Martindale ved fjerneste stolpe og her skulle canadieren blot sætte bladet på, for at bringe Esbjerg på 1-0.

Jordan Knackstedt fik raget en 2 + 10 minutters udvisning til sig for checking to the head i det 7. minut, men det ventede sønderjyske stormløb mod Henriksens mål udeblev og Esbjerg fik uden de store problemer kørt de to minutter af uret.

Som man rundede periodens halvvejsmærke fulgte et par minutter med manglende fokus fra SønderjyskEs side. Danny Hobbs var i infigt med Sune Hjulmand i midtzonen, hvor der blev givet og taget lidt fra begge parter. Dommerne reagerede ikke og de to spillere skøjtede mod spillerboksene.

På vejen ud fik Hobbs dog luftet sin mening over for dommerne, som reagerede ved at idømme canadieren en 10 minutters-udvisning for dårlig opførsel. På vej mod udvisningsboksen brokkede Hobbs sig yderligere til dommerne og endnu en 10 minutters udvisning fulgte. Denne skal som bekendt konverteres til en game misconduct og kampen var slut for Danny Hobbs efter blot 13 minutter. Urutineret af den 27-årige canadier.

Mindre end et minut senere tog Johan Burlin tilmed en udvisning for holding bag eget mål, men Esbjerg fandt ikke for alvor melodien i power play og der blev ikke scoret yderligere i perioden.

Bruggisser med uheldig hovedrolle i anden periode

Selvom Esbjerg tidligt i anden periode fik chancen i power play, så var det gæsterne der slap bedst fra de midterste 20 minutter. I undertal kunne Harrison Reed således med lidt held have udlignet for gæsterne, da han ikke fik den fornødne opmærksomhed fra den vestjyske defensiv.

Et par minutter senere måtte Esben Nielsen til afkøling for en hooking i egen zone og gæsterne spillede efterfølgende et særdeles stærkt power play. Det var dog umiddelbart efter Nielsens udvisning, at SønderjyskE formåede at drage nytte af at have kampens momentum, om end man fik lidt hjælp til det.

Esbjergs Phillip Bruggisser havde således en uheldig hovedrolle, da han ufrivilligt fik sat gæsterne op til scoring. Esbjerg-backen forsøgte at sende pucken ud af zonen, men pasningen blev for slap og sløset og der var afregning ved kasse et, da Greg Gibson takkede for tilbuddet og smækkede pucken op i nettaget til 1-1.

Værterne fik chancen i power play minuttet efter, da Ronnie Brobak blev udvist for en cross-checking i egen zone. Men vestjyderne oversatsede efterfølgende i overtalsspillet og blot 15 sekunder senere var Anders Førster på ved ned mod Nicolaj Henriksens mål i et undertals-break away. Phillip Bruggisser forsøgte at nå med tilbage, men fik i bestræbelserne herpå begået en forseelse på Førster, som dommerne takserede til et straffeslag. Her var Esbjerg ikke uheldige, da Førsters glimrende afslutning tog trekantssammenføjningen rent. Men stadig 1-1.

Carson McMillan stod bag et af vestjydernes bedste forsøg i anden periode, da han fra en position lavt i slottet fik first timet pucken på Myllykoskis benskinner.

SønderjyskE var dog stadig mest fremme i skoene og især mod periodens slutning havde gæsterne momentum. Da der resterede tre minutter fik Ryan Martindale sat en tacking ind ved banden i egen zone, som dommerne takserede til 2 + 10 minutter for checking to the head. Efterfølgende havde især Tyler Gotto mulighed for at bringe gæsterne i front, men canadierens afslutning manglede lige det sidste og kampen var dermed fortsat helt åben forud for tredje periode. Men alt i alt en stærk periode af sønderjyderne.

Esbjerg med momentum i taktisk men chancefattig tredje periode

Selvom Jordan Knackstedt og Brock Nixon kom frem til et par gode tilbud for værterne inden for de første minutter, så skulle tredje periode vise sig at blive fattig på chancer.

Esbjerg var mest på pucken, men meget spil foregik i midtzonen, da sønderjyderne stod godt på banen og gjorde det svært for Esbjerg at finde plads til deres opspil.

Perioden bød på en enkelt udvisning, da SønderjyskEs Daniel K. Hansen, med sin anden udvisning i kampen, måtte til afkøling for en hooking omkring eget mål. Der var spillet 13 minutter af perioden.

Esbjerg fik ikke præsteret de store chancer i overtalsspillet der fulgte og gæsterne kunne ånde lettet op.

Man bemærkede dog, at kampen stille og roligt havde taget til i intensitet, som tredje periode skred frem. Der blev nu spillet væsentligt mere fysisk, end det havde været tilfældet i første og anden periode.

Hjemmeholdet fik den bedste afslutning på den målløse tredje periode, hvor Jordan Knackstedt fik budt ind med en afslutning. Men 2.526 fremmødte måtte affinde sig med at skulle blive i Granly Hockey Arena, for at følge kampens afgørelse i overtid.

Esbjerg med mest initiativ i fjerde periode

Vestjyderne virkede umiddelbart som det mindst trætte mandskab, da man tog huld på fjerde periode. Både Anders Krogsgaard og Søren Nielsen bød ind med gode aktioner tidligt i perioden, hvor begge kredsede omkring sønderjydernes mål og fik sendt afslutninger på Myllykoski.

Mads Lund ville dog også lege med i modsatte ende og efter seks minutters spil havde den rutinerede sønderjyde en af gæsternes bedste muligheder i perioden, da han tæt under mål kun var få centimeter fra at få prikket pucken ind over stregen.

Øjeblikket efter var det Esbjerg-kaptajn Brock Nixon der slap af sted i et break away i den anden ende, hvor canadieren, desværre for hjemmeholdet, fik overplaceret sin afslutning.

Hos gæsterne var der i fjerde periode klart mest fart og energi at spore hos canadiske Greg Gibson, som da også var den mest iøjnefaldende SønderjyskE-spiller. Men overordnet set, så sad Esbjerg på det meste i denne periode, hvor man efter et kvarters spil måtte se Myllykoski forhindre et vestjysk sejrsmål med kampens bedste redning. Ryan Martindale fandt en fremstormende Jordan Knackstedt med en tværpasning, men afslutningen endte lige i gribehandsken på den finske keeper. Fremragende redning!

Esbjerg pressede dog fortsat på og især Søren Nielsen og Brock Nixon arbejdede utrætteligt og ufortrødent videre for værterne. Solopræstationerne af de to kastede dog ingen scoringer af sig og man kunne forberede sig på også at skulle ud i femte periode.

Anders Krogsgaard matchvinder efter 36 sekunder

Esbjergs Anders Krogsgaard synes tilsyneladende, at fire periodes ishockey var mere end rigeligt, så blot 36 sekunder inde i femte periode tog den unge Esbjerg-dreng sagen i egen hånd, da han med et Petter Bart Hansen-move førte pucken ind i zonen langs banden, rundede Myllykoskis mål og køligt lagde pucken ind ved nærmeste stolpe til 2-1. Ekstatisk jubel i Granly Hockey Arena og Esbjerg med to matchbolde forud for kamp seks i Vojens tirsdag aften.